Er din bil løbet tør for sprinklervæske, er det svært at holde for- og bagrude tilstrækkeligt rene, og det kan hæmme dit udsyn. Det er vigtigt for trafiksikkerheden, at du har godt udsyn, når du kører bil.
Om sommeren bliver ruden fedtet af insekter, og om vinteren bliver ruden snavset af bl.a. sne og salt. Du bør derfor bruge sprinklervæske hele året.
Ønsker du ikke at bruge sprinklervæske, kan du også vælge at bruge vand, men vælger du denne løsning, kan det kun anbefales om sommeren, hvor vandet ikke risikerer at fryse til is.
Hvad består sprinklervæske af?
Sprinklervæske er kort sagt et rengøringsmiddel til din forrude, som sammen med viskerblade holder dine ruder rene. Sprinklervæske består oftest af vand tilsat forskellige såkaldte renseadditiver, dufte, sprit eller salmiak. Sprit eller salmiak er tilsat for at forhindre vintersprinklervæsken i at fryse til is.
Der findes mange forskellige slags sprinklervæske, som du kan vælge imellem. Overordnet set deler man sprinklervæsken ind i sommer- og vintersprinklervæsker.
Skal du skifte sprinklervæske efter årstiden?
Om sommeren bliver ruden fedtet, når den rammes af insekter, og om vinteren dækkes ruden af særligt af sne, frost og snavs fra vejen, herunder blandt andet vejsalt. Sommer- og vintersprinklervæske har forskellige egenskaber, der egner sig til sæsonen.
Derfor er det vigtigt, at du skifter sprinklervæsken med årstiderne. Hvor sommersprinklervæsken er særligt godt til at opløse insekter og andet fedt og snavs, så er vintersprinklervæske frostsikret. FDM anbefaler en frostsikring på ned til 25 minusgrader eller koldere.
Tip: Erstat evt. sprinklervæske om sommeren
Om sommeren er der ingen grund til at bruge den dyrere sprinklervæske. Mange vælger derfor at bruge almindeligt postevand, men det er ikke altid nok, da vand ingen rensende effekt har over for fedt og insekter.
En blanding af vand og sprinklerkoncentrat kan bruges. Den sikrer, ligesom sommersprinklervæske, både rengøring af ruderne, og at kalk i vandet bindes, så det ikke bundfældes, og så indeholder det glycerin, som holder viskebladene smidige.
Hvad anbefaler FDM om sprinklervæske?
- Hav altid sprinklervæske på bilen.
- Om vinteren skal sprinklervæsken være frostsikret til minus 25 grader eller koldere.
- Sprinklervæsken bør indeholde mindst 40 procent alkohol for at være optimalt frostsikret om vinteren.
- Hav ekstra sprinklervæske med i bilen, særligt om vinteren, hvor forbruget af sprinklervæske er højt.
Hvordan tjekkes vinduesviskerne?
At dine viskerblade er i god stand, er lige så vigtigt for dit udsyn som sprinklervæsken. Kontrollér viskerbladene for slitage særligt efter vinteren, da kulden er hård ved gummiet. Der må ikke være små revner i gummiet, og det skal være blødt for at fungere optimalt.
Er du i tvivl om dine viskerblade er gode nok, kan du teste dem ved at sprinkle på forruden og bruge dine vinduesviskere. Trækker viskerbladende spor hen over ruden, kan det være en indikation på, at viskerbladende enten er udtørrede, defekte, eller at viskerarmene ikke holder bladende tæt nok ind til ruden.
Læs mere: Sådan skifter du selv vinduesviskere
Mangler du noget til bilen?
I FDMshop.dk finder du et bredt udvalg af gode produkter og udstyr til bilen. Husk, at du som medlem af FDM handler med rabat på udvalgte varer.