Forkert brændstof på bilen: Så stor skade gør en fejltankning

Det kan have store konsekvenser for bilens motor og din pengepung, hvis du kommer forkert brændstof på den. Læs her, hvad du skal gøre, hvis du fejltanker, og hvordan du er dækket, hvis uheldet er ude.

Billede af mand med tankpistol, der tager sig til hovedet.
Viden

Det er ofte på dieselbilen, hvor det går galt med tankningen. Tanker du benzin på en dieselbil, kan det have fatale konsekvenser for bl.a. motoren. Det er bl.a. vigtigt, at du ikke starter bilen og straks får hjælp af vejhjælp eller værksted.

Illustration af underoverskriftHvorfor gør fejltankning skade?

Fejltanker du benzin på en dieselbil kan det gøre stor skade, da benzinen mangler den smørende effekt fra dieselolien. Dieselolien er med til at smøre lejer og bevægelige dele i brændstofsystemet, hvorimod benzin renser og udtørrer. Delene slides dermed unormalt hurtigt og små metalspåner medfører skader i pumper, dyser mv.

Tanker du diesel på en benzinbil, er skaden ikke nær så stor, men det er stadig et problem, der skal løses straks.

Hvordan begrænser du skaden på bilen?

Har du fejltanket bilen, så lad være med at starte motoren. Har du allerede startet bilen, inden du opdager, at der er sket en fejltankning, så skal du begrænse skaden ved at stoppe bilen øjeblikkeligt. Risiko for følgeskader stiger for hvert sekund motoren kører – også selv om bilen blot kører i tomgang. Stopper du ikke bilen, kan det betyde motorhavari og måske en ny motor.

Kontakt i stedet vejhjælp eller eventuelt værksted. Det er vigtigt, at du oplyser vejhjælp og/eller værksted om, at der er tanket forkert brændstof på bilen, så de ikke kommer til at starte den, når den skal flyttes.

Illustration af underoverskriftHvad gøres på værkstedet?

Når bilen kommer på værksted, er det vigtigt, at al brændstoffet tappes af, før bilens brændstofsystem skylles igennem.

FDM anbefaler endvidere at udskifte brændstoffilteret.

Brændstoffilteret kan være tilstoppet, og der kan ligge fine spåner, som igen kan ødelægge andre dele i systemet.

Illustration af underoverskriftHvor dyrt kan det blive at fejltanke?

Det kan potentielt være en meget dyr fejl at fejltanke sin bil.

Et værksted kan rense bilens tank for omkring 3.-4.000 kroner, hvilket umiddelbart kan lyde som mange penge. Men det kan blive værre endnu. Hvis du begynder at køre med forkert brændstof på dieselbilen, kan du i værste fald se frem til en tidoblet regning på 30.-40.000 kroner.

Illustration af underoverskriftDækker din vejhjælp og forsikring?

Har du et vejhjælpsabonnement, kan du i mange tilfælde få hjælp til at få bugseret bilen til værksted og få tømt bilens tank for det forkerte brændstof.

Nogle forsikringsselskaber tilbyder også forsikring mod fejltankning. Her skal du være opmærksom på, at du i de fleste tilfælde ikke er forsikret for skader, der opstår som følge af, at bilens motor har været startet efter fejltankning. Tjek op på din vejhjælp og eventuelle forsikringer, så du ved hvordan du er dækket, hvis uheldet er ude.

Illustration af underoverskriftTip: Sikring mod fejltankning

Nogle biler leveres i dag med en sikring indbygget i brændstofdækslet. Du kan også købe et sikringsdæksel i nogle butikker, der sælger biludstyr, f.eks. FDMshop.dk. 

Se udvalget af sikringsdæksler hos FDMshop.dk

Du kan også sætte en huskemarkering i form af en farvet mærkat eller anden farvemarkering på selve tankdækslet indvendig, hvis der ikke allerede står "diesel" i dækslet.

Brug for hjælp?

Husk, at du som medlem af FDM har adgang til rådgivning af biltekniske og juridiske eksperter, samt andre gode medlemsfordele, bl.a. vejhjælp og forsikring. 

Få rådgivning