Sådan skifter du hjul på bilen

Med det rigtige værktøj kan du selv skifte hjul på bilen. Følg FDMs guide til hjulskift.

Med det rigtige værktøj kan du selv skifte hjul på bilen.
Viden

Mange bilister skifter hjul to gange om året. Hvis du har mod på selv at skifte mellem sommer- og vinterhjul, kan hjulskiftet udføres på en time eller to.

Du anbefales at kontrollere dækmønsterdybden samt evt. skader på dækkene, der skal monteres, før du begynder at skrue hjulene af bilen.

Fremgangsmåde:

  • Placer bilen på et fast og plant underlag.
  • Tjek løftepunkterne til donkraften i bilens instruktionsbog.
  • Sørg for det rette værktøj
  • Tjek at dækkene er i orden og opfylder lovens krav, inden montering.

Læs også: Sådan opbevarer du dine dæk

Værktøj du skal anvende

Du skal bruge en:

  • Donkraft
  • Hjulnøgle
  • Momentnøgle
  • Dæktrykmåler
  • Evt. måler til mønsterdybde

Donkraft og hjulnøgle er placeret i nogle bilers bagagerum. Er bilen leveret uden reservehjul, er der formentlig heller ikke donkraft og hjulnøgle. Momentnøglen følger aldrig med bilen, så den skal du selv købe.

Du bør også have en dæktrykmåler, så du kan kontrollere dæktrykket efterfølgende.

Find udstyret i FDMshop.dk

Før du går i gang

Det er ærgerligt at begynde på hjulskiftet, og derefter opdage at dækkene ikke er i orden. Du anbefales at kontrollerer dækmønsterdybden samt evt. skader på dækkene, der skal monteres, før du begynder at skrue hjulene af bilen. Er dækkene nye, monteres de uden yderligere kontrol.

Er din bil udstyret med automatisk dæktrykmåling (TPMS), er det ikke sikkert du selv kan skifte hjulene, eller efterfølgende kode dæktryksventilerne. (se bilens instruktionsbog)

Læs mere: Hvilket dæktryksystem har din bil?

Trin for trin guide

Nu er du klar til at skifte hjul på din bil. Følg guiden herunder:

FDMs anbefalinger til dæk

Bilens dæk skal have minimum 3 mm. dækmønster

Kør med dæk der passer til årstiden

Kør med det rigtige dæktryk

Kør med samme dæktype på samme aksel (fx samme slags sommerhjul)

  1. Afmonter hjulkapslerne. (hvis din bil er udstyret med stålfælge)
  2. Løsn hjulboltene på det ene hjul, før du løfter bilen op med donkraft (anvend hjulnøgle)
  3. Placer donkraften under bilen. Ofte er der mærker på bilens panel, hvor du skal monterer donkraften. Tjek instruktionsbogen hvor løftepunkterne er beskrevet.
  4. Når hjulet er løftet fra jorden, løsner du hjulboltene helt og fjerner dem fra hjulet.
  5. Fjern hjulet. Før du lægger hjulet fra dig, bør det opmærkes (fx højre forhjul = HF). Hjulene skal placeres på samme side af bilen, når de monteres igen.
  6. Fordel hjulene der skal monteres ifølge din tidligere opmærkning. Kontroller om der er pile på dæksiderne, der viser hvilken retning dækkene skal roterer.
  7. Rens bagsiden af fælgen samt hjulnavet med en stålbørste. Er fælgen ny, er det tilstrækkeligt at afrense med en blød børste.
  8. Når hjulet er monteret, spændes hjulboltene løst til, inden du sænker bilen ned med donkraften. Husk at vende hjulmøtrikkerne så konus på møtrikken spænder mod fælgen.
  9. Hjulboltene skal nu spændes ensartet og med det rigtige moment. Her skal du anvende en momentnøgle. Er du i tvivl om, hvilket moment dine hjul skal spændes med, kan du kontakte dit værksted eller FDM’s tekniske afdeling. (tilspændings-momentet står også i bilens instruktionsbog)
  10. Når du spænder hjulboltene, skal de spændes på kryds af hinanden. Det vil sige, at du spænder de hjulbolte der sidder over for hinanden – ikke ved siden af hinanden. (tilspændingen foretages to gange)
  11. Når hjulene er monteret, skal du tjekke dæktrykket. Her skal du anvende en dæktryksmåler, der kan købes i de fleste bilistbutikker eller i FDMshop.dk.
  12. Oplysninger om dæktryk, er ofte beskrevet i bilens tankdækslet, i en af bilens dørrammer eller i instruktionsbogen. (I biler med TPMS følere, aflæses dæktrykket i bilens infodisplay)
  13. Monter hjulkapslen korrekt (der er en lille udfræsning til ventilen på hjulkapslens inderside)
  14. Nu er du klar til de tre andre hjul.

Hvis du ikke selv har mulighed for at skifte dine hjul, kan FDM udføre hjulskiftet til medlemspris.

Brug donkraften rigtigt

Tag altid nøglen ud af tændingslåsen inden bilen hæves på donkraft. Lad bilen stå i 1. gear og aktiver parkeringsbremsen. Kravl ikke ind under en bil på donkraft. Donkraften må kun bruges på de løftepunkter, der er anvist i bilens instruktionsbog. Donkraften skal stå på en plan, fast flade. Eventuelt på et kraftigt bræt, hvis underlaget fx er solvarm asfalt.

Husk at løsne hjulbolte, inden bilen hæves. Bilens egen donkraft er ofte en meget spinkel konstruktion, og i nogle instruktionsbøger skriver bilproducenten ligefrem, at donkraften kun må benyttes i nødstilfælde ved punktering. Hvis du regelmæssigt skifter hjul på din bil, kan du med fordel anskaffe dig en lille værkstedsdonkraft, som kan købes i diverse biltilbehørsforretninger. Bruger du en værkstedsdonkraft, må du kun løfte på bilens forstærkede løftepunkter. Spørg din forhandler eller se eventuelt i bilens instruktionsbog. 

Undgå at tabe hjulene

Før du monterer hjul på bilen, skal du sikre dig at alle anlægsflader på fælge og hjulnav er fri for snavs og rust. Er de ikke det, skal det fjernes med fx en stålbørste, eventuelt en roterende stålbørste. Du kan med fordel smøre gevindene på hjulbolte og møtrikker ganske let. Undlad at smøre bolthullerne i fælgene og konusserne - det vil sige de skrå flader - på bolte eller møtrikker.

Nu er du klar til at montere hjulene. Hæng dem løseligt på. Alle bolte eller møtrikker skal monteres inden du begynder at spænde hjulet fast. Husk, at det er møtrikkernes spidse ende der skal vende mod fælgen. Nu skruer du møtrikker eller bolte gradvist ind i rækkefølgen 1-3-2-4 eller 1-3-5-2-4. Ingen må spændes helt fast, før hjulet er helt inde på plads og ligger an mod navet. Nu spænder du til, til du mærker en pæn modstand.

Derefter indstiller du momentnøglen til det foreskrevne moment (Nm) - spørg evt. din mekaniker - og spænder, indtil den klikker. Tag to omgange, så du er sikker på at alle bolte eller møtrikker er spændt. 

Skal FDM skifte hjulet for dig?

FDM kan hjælpe dig med at skifte dine hjul, kontrollere dæk og dæktryk. Er du medlem, får du rabat.

Book hjulskift hos FDM