Vedligeholdelse af bilens bremser

Viden

Værkstedet foretager som udgangspunkt kun en visuel kontrol af bilens bremser ved et service. Du skal derfor selv bede om, at værkstedet også servicerer bremserne.

FDM anbefaler, at du får bremserne adskilt og smurt, når bilen er til service
Fotograf:
Foto
FDM

Når du afleverer din bil til serviceeftersyn, bliver bremserne ofte ikke serviceret. Der er som regel kun tale om, at værkstedet foretager en visuel kontrol af bremserne. Det betyder, at værkstedet ikke skiller bremserne ad og i nogle tilfælde heller ikke afmonterer hjulene, men blot kigger ind gennem fælgen.

Service af bremser

FDM anbefaler, at du får bremserne adskilt og smurt, når bilen er til service, eller når du skifter mellem sommer- og vinterdæk. Det vil kunne forlænge bremsernes levetid, og du modvikrer, at bremserne sætter sig fast og bliver ødelagt.

Har din bil elektrisk håndbremse med kabeltræk, kan det også være en fordel at få smurt kablerne i samme omgang. Den ekstra bremseservice faktureres særskilt ud over serviceprisen.

Husk at spørge om dit værksted har et bremserullefelt, da en del værksteder ikke har et. Med et rullefelt kan man blandt andet se, hvis bilen ikke bremser ensartet på hjulene.

Læs mere: Service af bilen

FDM anbefaler, at bilen som minimum får renset bremserne en gang om året.

Slid af bremser

Det er individuelt, hvor længe bremser holder. Det kan blandt andet afhænge af, om du primært kører i byen eller kører lange stræk på motorvejen. Det kan også have betydning, om du primært foretager hårde eller bløde opbremsninger.

Har du en bil, der ikke kører så mange kilometer, vil du kunne opleve at bremserne ruster op, inden de er slidt ned. Her kan det være en særlig fordel at få smurt bremserne.

Problemer med bremser

En svag skurren fra bremserne kan være helt normal, hvis bilen har stået stille i fugtigt vejr. Denne skurren bør forsvinde efter kort tids kørsel. Er der tale om en høj skurren eller en skurren, der ikke forsvinder, kan der være tale om fastsiddende eller nedslidte bremser. Her bør du reagere med det samme og få tjekket bremserne. Bremser bør som hovedregel udskiftes sætvis pr. aksel.

Lyser lampen for håndbremsen, selvom den ikke er trukket, kan der være tale om, at der mangler bremsevæske. Også her bør du søge værksted med det samme.

Se også: Elektronisk håndbremse

Bremser på elbil

Har du en elbil, bruger du ikke bremserne lige så meget som på en benzin/diesel bil. Det skyldes, at bilen genbruger bremsekraften, når du slipper speederen til at genoplade batterierne. Derfor kan der være tale om et større behov for rens og smøring af bremserne på din elbil.

Læs også: FAQ om elbil

Skift af bremsevæske

I vedligeholdelse af bilens bremser indgår også skift af bremsevæsken. Dette skal ske efter fabrikantens forskrifter, og de fleste biler kører to år mellem skift. Bremsevæskens levetid er begrænset, og hvis kogepunktet falder, mister væsken sine egenskaber, hvilket kan medføre bremsesvigt.

Læs om vedligeholdelse af din bil

FDM anbefaler

FDM anbefaler, at bilen som minimum får renset bremserne en gang om året. Er du i tvivl, så kontakt dit værksted eller os, og hør om netop din bilmodel.

Kontakt FDM

Af
FDM
FDM