Elbilernes store batterier giver nye og spændende muligheder. På stadig flere modeller kan strømmen sendes ud af bilen, og det kan bruges til meget: lige fra at drive en kaffemaskine til at støtte elnettet.
Her er i første omgang et overblik over alle forkortelserne i den fagre nye verden.
Det betyder forkortelserne
I alle tilfælde står V for "vehicle" (det engelske ord for køretøj) og 2-tallet udtales "to" (det engelske ord for til). Så V2 kan altså oversættes til køretøj til og dækker over, at strøm løber fra en elbil og hen til noget andet.
Hvad det andet så er, kan man typisk aflæse af det sidste bogstav i forkortelsen.
Hvad betyder V2X?
V2X er den helt overordnede betegnelse for, at strømmen kan løbe ud af elbilen. X er den ubekendte – eller hvad som helst. Bl.a. på Danmarks Tekniske Universitet foretrækker de at kalde det Vehicle Grid Integration.
Hvad betyder V2L?
L står for "load" eller forbrug. V2L er den enkle mulighed, som findes til en del biler i dag. Her kan man trække strøm ud af elbilen til 230 V-forbrug, f.eks. til campingvogne, værktøj eller hobbyting.
Hvad betyder V2V?
V står for vehicle, så V2V betyder "vehicle to vehicle" eller på dansk køretøj til køretøj. Man kan bruge V2V, hvis en elbil har brug for at blive nødladet af en anden elbil.
Hvad betyder V2H?
H står for "home". Altså bil til hjem. Her kan bilen bl.a. levere strøm til hjemmet på bestemte tidspunkter – eller tage imod strøm fra f.eks. husets solceller. Se også V2B.
Hvad betyder V2B?
B står for "building". Altså bil til bygning. Her kan bilen bl.a. levere strøm til hjemmet på bestemte tidspunkter – eller tage imod strøm fra f.eks. husets solceller. Se også V2H.
Hvad betyder V2G?
G står for "grid", der er den engelske populærbetegnelse for det store elnet. Her integreres bilens batteri med elnettet og kan hjælpe med at stabilisere nettet ved at modtage eller afgive strøm på kommando – enten ultrakorte strømme ind og ud (frekvensregulering) eller større strømmængder i længere tid (lastbalancering).
Hvad betyder V1G?
G står for "grid", der er den engelske populærbetegnelse for det store elnet. V1G er en simpel afart af V2G og indebærer smartladning og en simpel form for frekvensregulering.
Er der strøm til at køre?
Når elbilister hører om muligheden for at sende strøm ud til elnettet, huset eller campingvognen, melder spørgsmålet sig hurtigt: Er der så strøm nok, til at jeg kan køre? Hvad nu hvis jeg skal på hospitalet kl. tre om natten?
Svaret er, at man helt selv bestemmer. Med V2G sætter bilejeren en minimumsgrænse og/eller et tidspunkt, hvor der skal være f.eks. minimum 70 procent på batteriet. I praksis vil det være beskedne strømmængder, der trækkes ud.
Hvis det er ens eget hus, man vil give strøm med V2H, mens netstrømmen er dyr, må man formentlig selv holde øje eller sætte grænser i bilens menu – på samme måde som man kan sætte en grænse for, hvor højt batteriet skal lades op ved hjemmeladeren.
Når det gælder strøm til strømforbrugere, V2L, skal man også holde lidt øje med bilen, hvis man muntrer sig i timevis med den elektriske grill på en rasteplads. Men der vil typisk være en automatisk grænse, så batteriet ikke kan aflades til under 20 procent.
Husker du at bruge dine fordele?
Som medlem af FDM har du adgang til mange fordele – blandt andet kan du altid få rådgivning af eksperter, der har den nyeste viden om elbiler.