Parkering med elbil og plugin-hybrid

På reserverede elbilspladser må der kun holde elbiler og plugin-hybrider. Se hvilke regler der gælder for offentlig og privat parkering her.

På reserverede elbilspladser må der kun holde elbiler og plugin-hybrider
Fotograf:
Viden

Parkeringspladser til elbiler er skiltet eller afmærket med særligt el-ikon. For at kunne gøre brug af en elbilsplads, skal du have en bil, der kan oplades. Det betyder, at elbiler og plugin-hybrider kan parkere på parkeringspladser markeret med elbils-ikonet.

Se også: Oversigt over ladestandere

Offentlige parkeringspladser til elbil og plugin-hybrid

Symbol for elbil og plugin-hybrid
Symbol for parkeringsplads til elbil og plugin-hybrid 

Hvis pladsen ligger i en betalingszone, er det som udgangspunkt ikke gratis at holde på en elbilsplads. Tjek reglerne i den enkelte kommune, da en kommune gerne må lave særregler for betaling. For eksempel må en kommune gerne give rabat på den almindelige pris for parkering, men langt de fleste steder skal der betales samme pris for parkering. 

Læs også: Regler for kommunal parkering

Som udgangspunkt gælder disse overordnede regler for offentlige parkeringspladser reserveret til elbiler:

  • Skal der generelt betales for parkering, gælder det også for elbiler og plugin-hybrider - med mindre andet fremgår af skiltning eller den kommunale parkeringsbekendtgørelse
  • Der må kun holde elbiler og plugin-hybrider på disse parkeringspladser
  • Det er ikke et krav, at bilen lader - FDM opfordrer dog til, at man flytter bilen, når den har ladet færdig, så andre kan få glæde af opladningsmuligheden
  • Det er ikke opladningsstanderen, der afgør om det er en elbilsplads – det er skiltningen/afmærkningen
  • Med mindre der er skiltet om andet, gælder de samme øvrige parkeringsregler som for alle andre biler - fx tidsbegrænsning mv.
  • På el-delebilspladser må kun holde biler med særlig tilladelse

En elbil må gerne parkere på en almindelig p-plads.

Regeringen har foreslået, at det skal blive muligt for kommunerne at gøre parkering med lav- og nulemissionsbiler gratis. Det er dog ikke besluttet endnu.

Private parkeringspladser til elbil og plugin-hybrid

På private parkeringspladser er det pladsejeren, der bestemmer hvilke regler, der skal gælde. Dette skal dog være tydeligt skiltet. Der er ingen generelle regler, og du skal derfor undersøge reglerne det konkrete sted. Vær også opmærksom på, at det ikke er sikkert, der er de samme regler for parkering med elbil og plugin-hybrid på privat område.

Se også: Spørgsmål og svar om plugin-hybrid