Fordi opladning af en elbil tager længere tid end at tanke benzin, er nogle bilister fortsat bekymret for om rækkevidden rækker. Men du kan selv være med til at forlænge rækkevidden på din elbil ved at køre den rigtigt og forberede dig før turen starter. Følg disse fire råd og stræk rækkevidden på din elbil.
Planlæg ruten
Skal du på langfart, så brug en ruteplanner, hvor dine ladestop undervejs automatisk lægges ind. Med abetterrouteplanner.com taster du f.eks. din bil og dens rækkevidde ind, så foreslås det, hvordan du kommer lettest frem.
Tjek vægt og dæk
Kører du med for lavt dæktryk, går det ud over rækkevidden. En feriepakket bil skal ofte have et højere dæktryk, end du kører med i hverdagen. Tøm også bilen for ting, du ikke skal bruge, da al vægt tærer på rækkevidden.
Varm/køl før afgang
Opvarmning og nedkøling af kabinen forbruger en del strøm, så sæt bilen til at varme/køle kabinen, mens den er sluttet til laderen. Du kan ofte programmere den til at varme/køle til et tidspunkt, eller du kan aktivere det via en app på mobilen.
Kør limousinekørsel
Farten er nok det sted, hvor du kan påvirke rækkevidden mest. Kan du køre 110 km/t. i stedet for 130 km/t., er meget vundet. Kør limousinekørsel: En rolig og glidende kørsel er god for rækkevidden, så hold øje med trafikken forude.