Se prisen for at lade din elbil på en offentlig ladestander
Elbil
17. juni 2026

Hvor meget koster det at lade en elbil op, når du benytter en offentlig ladestander, og du ikke har et abonnement? Få overblikket over priserne hos Tesla, Clever, Shell og mange flere.
Opdatering: 17. juni 2026
Kommentar fra Ilyas Dogru, Forbrugerøkonom hos FDM:
Der er sommer i luften, og det kan mærkes på ladeoperatørernes tilbud. Der er gode ladepriser derude – men de kræver, at man holder øje. Lademarkedet bliver mere dynamisk, og sommeren ser ud til at give ekstra konkurrence om elbilisterne.
Tesla har lanceret MultiPass i Danmark, så Tesla-ejere nu kan lade hos andre operatører direkte via Tesla-appen. Det gør opladning nemmere, især på længere ture i Danmark og Europa. Men tjek prisen: MultiPass kan både være billigere og dyrere end operatørernes egne priser.
Uno-X kører også sommerkampagne. Man kan spare 1 kr./kWh på lynladning hele sommeren, hvis man bestiller et Uno-X kort. Rabatten gælder i juni, juli og august.
Allego tilbyder frem til 31. august to måneders gratis Allego Plus, som giver lynladning til 3 kr./kWh. Normalprisen er 74,95 kr./mdr. Rabatten gælder i hele Europa og kan derfor være relevant til elbilferien sydpå.
Hos Clever kan du nogle steder lade helt ned til 1,99 kr./kWh, fx ved Nørrebro Bycenter.
Og hos OK er det som udgangspunkt billigere at lade på hurtigladere end på lynladere.
Her får du et overblik over, hvad det koster at lade din elbil på en offentlig lynladestander. Priserne på strøm er uden abonnement, og de kan afvige på nogle stationer. Listen med priser omfatter opladning hos Tesla, Uno-X, Circle K, Shell, OK, Q8, Norlys, E.ON, Clever, Allego, Zapp og Ionity.
På listen kan du se, hvad en 1 kWh koster hos de forskellige firmaer, som tilbyder offentlig ladning uden abonnement. Der kan være mange penge at spare ved at lade elbilen med strøm de billigste steder.
Priserne hos Tesla afhænger af, hvor i landet du ønsker at lade. Desuden er tidspunktet afgørende for prisen. Derfor kan du i skemaet herunder se, hvad det koster uden for og inden for spidsbelastningsperioden mellem klokken 16 og 20.
4 tips til opladning af elbil på farten
- Få et overblik over ladestandere, inden du kører hjemmefra, og planlæg, hvor du vil lade henne. Hav også et par alternative ladestandere klar, hvis der skulle være kø. Du kan med fordel bruge apps som A Better Routeplanner eller ChargeFinder.
- Undgå høj fart. Du kan spare meget strøm ved at køre 110 kilometer i timen i stedet for 130. Ifølge FDMs test kan du spare op til 20 procent, og du skal dermed lade mindre.
- Du kan betale med kreditkort ved mange lynladere, men der er også en del, hvor du er nødt til at downloade udbyderens app for at kunne begynde at lade. Her er det en fordel at have downloaded apps og indtastet information på forhånd.
- Oplad kun elbilen til 80 procent ved lynladere. Det tager lige så lang tid at lade bilen fra 20 til 80 procent som fra 80 til 100 procent. Så der er altså tid at spare, og du giver pladsen videre til den næste elbilist.
For nogle elbilister kan det betale sig at købe et abonnement hos en ladeudbyder. Det er en mulighed, som du bør overveje, hvis du ofte lader på farten.
FDM har udviklet en beregner, hvor du kan indtaste dit kørsels- og ladebehov og få svar på, om du skal vælge en abonnementløsning.
Prøv FDMs beregnere for ladeløsning
Hvordan lader du elbilen på farten?
I videoen herunder kan du se, hvordan du kan lade en elbil på en offentlig ladestander.
Her skulle der have været noget indhold, men du kan ikke se det
Det er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger