Skal du privatlease eller købe?

Kan det bedst betale sig for dig at købe eller privatlease din næste bil? Svaret afhænger bl.a. af dine kørselsbehov, privatøkonomi og trang til at skifte bil.

Privatleasing: Skal du lease fremfor at købe?
Fotograf:

Foto

FDM
Viden

Om du skal købe ny eller brugt bil eller måske skal lease den næste bil handler både om økonomi, hvor langt du kører i bilen, og hvilke krav du har til bilen. 

Når du privatleaser, skal du især være opmærksom på, at du skal kunne forudsige dit behov for bil og kørsel temmelig sikkert i en længere periode, så du ikke får en økonomisk overraskelse i form af overkørte kilometer, hvis du kører flere kilometer end aftalt i kontrakten. 

Er du i tvivl om, hvorvidt du skal købe eller lease den kommende bil, kan du som medlem af FDM få hjælp til at vurdere fordele og ulemper. FDM tjekker også din slutseddel eller leasingkontrakt for dig.

At privatlease bilen er noget helt andet end at eje bilen, så du skal gøre dig fordele og ulemper klart

Få hjælp til dit bilkøb

Køb af bil

Du kan ofte forhandle en stor rabat på en bil, du ønsker at købe. Du kan desuden i mange tilfælde vælge ekstraudstyr uden mange andre begrænsninger end din pengepung. Du bestemmer også selv, hvor længe du vil beholde bilen og hvor mange kilometer, du kører i den. Hvis du gerne vil beholde bilen i måske fire til seks år, bør du overveje at købe bilen.

Finansieringen af bilen har en betydning for, hvordan det endelige regnestykke ser ud. Der kan være mange tusind kroner at spare ved at vælge den rigtige finansiering.

Læs mere: Vælg den bedste finansiering af din bil

Når du køber en bil, står du selv for service og vedligeholdelse af den. Hvis det er en fabriksny bil, er der en to års reklamationsret og en nyvognsgaranti. Nyvognsgarantien er forskellig fra bilmærke til bilmærke, men mange biler på det danske marked har kun to års garanti. Du kan dog ofte tilkøbe en service- og reparationsaftale. Der er stor pris- og kvalitetsforskelle i disse aftaler, så få en af FDMs jurister til at læse aftalen igennem, før du skriver under.

Når bilen skal sælges, kan du ikke være sikker på, hvilken pris du kan få for bilen. Det forventede værditab er et vigtigt parameter i valget mellem køb eller leasing, men desværre også det mest usikre.

Privatleasing af bil

Hvis du privatleaser med en FDM leasingkontrakt, står leasingselskabet for garanti og service på bilen i hele leasingperioden - også selv om bilen som udgangspunkt kun har to års garanti. Så privatleaser du i tre år, er du altså også dækket af garanti i alle tre år. Der er ofte en lavere udbetaling (engangsydelse) på en leasingbil end på en bil, du køber. Engangsydelsen får du ikke igen og er altså en del af din samlede leasingydelse.

Med privatleasing kender du som udgangspunkt dine udgifterne i hele leasingperioden. Får bilen udefrakommende skader, skal du som udgangspunkt betale for disse efter endt leasing. Du kan dog overveje at tegne en afleveringsforsikring, hvis det er muligt.

Hvis du gerne vil skifte bil ofte eller gerne vil afprøve fx nye drivmidler som en elbil, kan privatleasing være en fordel. Du binder dig for et antal år og kan efter endt leasingperiode tage nye valg af drivmidler og bilmodeller. Det er ikke alle bilmodeller, der kan privatleases, så drømmer du om en helt særlig bil, kan det være, at du må købe i stedet.  

Du skal vælge leasingkontrakt efter et bestemt antal kilometer, du forventer at køre hvert år. Kører du flere kilometer, afregnes de ekstra kilometer som overkørte kilometer.  Det kan være til en højere pris, end det ville  have kostet dig at tegne kontrakten på det korrekte antal kilometer fra begyndelsen. På dette punkt konkurrerer leasingselskaberne, så det er vigtigt, at du undersøger prisen for ”overkørte” kilometer nøje og beregner ud fra det. Kører du færre kilometer, får du nogle gange tilbagebetalt et beløb for de ubrugte kilometer, men det er ikke altid. Også her konkurrerer leasingselskaberne, så undersøg om du får penge tilbage, hvis du har en forventning om, at du kører færre kilometer end kontrakten tillader.

Du være opmærksom på, at der kan være forskellige minimums alderskrav for at kunne lease en bil. Det samme kan gælde, hvis der er unge mennesker i familien, som skal køre bilen. Eventuelle alderskrav skal fremgå af kontrakten. Vær også opmærksom på at selvrisikoen på forsikringen kan være højere for unge chauffører.

Læs også: De fem gode råd før du privatleaser

Se også FDMs gode råd her

 

Privatleasing kan blive dyrt

Bruger du FDM leasingkontrakt, er du sikret rettigheder som forbruger. FDM anbefaler derfor, at du privatleaser med FDM leasingkontrakt. 

Der er mange forhold, du skal tage med i dine betragtninger, når du skal forhandle en privatleasingkontrakt. Og hvis du ikke passer på, kan du ende med at få en dyrere og mere uhensigtsmæssig ordning, end hvis du havde købt bilen. Den største ulempe ved at privatlease fremfor at købe er, at der ikke gælder den samme forbrugerbeskyttelse.

Læs mere: FDM leasingkontrakt

Du skal også være opmærksom på, at privatleasing og finansielleasing (flexleasing) er to vidt forskellige ting. Vilkårene i privatleasing er på mange punkter anderledes end ved finansielleasing.

Læs mere: Forstå alle leasingbegreberne

Privatleasing til det stabile liv

Er du næsten nyuddannet, er i dit første job eller lever i et nyt parforhold, hvor der endnu ikke er børn, kan du måske forvente, at de kommende år byder på forandringer, der har betydning for dit bil- og kørselsbehov. Det kan også være, at dit ansættelsessted flytter, du får tilbudt firmabil eller du får et uventet jobtilbud – disse og andre forhold har normalt stor indflydelse på, hvilke behov du har. 

Har du derimod job, parforhold og bolig, hvor det ikke tyder på, at der er forandringer i udsigt, vil du normalt også kunne forudsige dit kørselsbehov meget mere præcis og dermed overveje leasing.

Som udgangspunkt er du kun bundet af en privatleasingkontrakt i 11 måneder, og herefter kan du komme ud af kontrakten med kun en måneds varsel. Det vil sige, at du kan komme ud af kontrakten efter 12 måneder. 

Læs også: Sådan kan du opsige en privatleasingkontrakt

Brugt bil som alternativ

Et alternativ til både leasing og køb af ny bil er, at købe en brugt bil i stedet. Især i perioder med lave brugtvognspriser, vil det kunne betale sig at undersøge, om du måske kan gøre en god brugtbilhandel. Fordelen ved at købe en brugt bil kan være, at markedet har presset en lidt dyrere bil hurtigt ned i pris.

Hvis du overvejer at købe brugt bil, er det vigtigt at vurdere om bilens stand og om sikkerheden på bilen lever op til dine krav, da sikkerheden på brugte biler ofte ikke er den samme som på en ny bil. Få også testet bilen hos FDM, før et endeligt køb.

Som medlem af FDM kan du altid tage FDMs jurister med på råd, før du beslutter, om du vil privatlease eller købe. FDM Rådgivning kan også gennemgå både leasingkontrakt og slutseddel, før du skriver under.

Bliv medlem af FDM

Privatleasing af bil hos FDM

Find din nye leasingbil hos FDM. Som medlem kan du privatlease hos FDM privatleasing på vilkår, der er sat efter FDMs høje krav. Du har tryghed i hele leasingperioden med FDMs leasingkontrakt. Hos FDM privatleasing er der ingen førstegangsydelse og vores priser er inklusive service, vedligeholdelse, ansvars-, kasko- og afleveringsforsikring.

Er du ikke allerede medlem af FDM, kan du oprette et medlemskab i forbindelse med, at du leaser din næste bil.

Find biler med FDM privatleasing