Guide til køb af brugt bil hos forhandler

Når du handler brugt bil hos en bilforhandler, har du rettigheder, som du ikke har, når du handler bil privat. Bilen koster derfor også tit mere end en tilsvarende bil købt privat.

Familie kigger på bil hos bilforhandler.
Viden

At købe brugt bil kræver grundig forberedelse. Inden du sætter dig for at købe bilen, skal du tjekke den grundigt, så du undgår kedelige overraskelser senere. Husk også at prøvekøre bilen grundigt og at få tjekket slutsedlen af FDM. 

Hvordan undgår du brugtbilfælder?

Du kan selv gøre en del for at undgå at gå i brugtbilfælder. Tryk på plustegnet for at folde menuen ud.

Tjek bilforhandleren

Det kan du f.eks. gøre på ved at lave et firmatjek på Nævnenes Hus’ hjemmeside eller ved at tjekke udhængsskabet hos Ankenævn for Biler, der har offentlige lister over firmaer, der ikke efterlever deres afgørelser.  

Søg: Foretag firmatjek (eksternt link)

Søg: Ankenævn for Biler (eksternt link)

Tjek bilen for gæld 

Undersøg om der er restgæld i bilen. Det kan du gøre ved at søge på oplysninger om køretøjet hos Tinglysningen. 

Søg: Tinglysning.dk (eksternt link)

Få bilen testet

Det er en god ide af få testet bilen inden køb. Godkendt ved syn betyder ikke, at bilerne er fejlfri eller i god stand. Ved syn foretages der alene stikprøvekontrol om bilens lovlige stand. 

Læs mere: Brugtbilstest hos FDM 

Gennemgå bilen
Gennemgå bilen for at kontrollere, at alt beskrevet udstyr er til stede. Gem annoncen, hvis der senere hen skulle opstå tvivl omkring det. 
Se registreringsattesten

Se altid på bilens registreringsattest og tjek bilens årgang. Få det eventuelt også noteret i slutsedlen. 

Undersøg billån

Undersøg selv markedet for finansiering og find det bedste billån. Forhandleren får ofte provision af finansieringsselskabet. 

Læs mere: Gode råd til at finde det bedste billån 

Få slutsedlen kontrolleret

Når du som privatperson køber bil hos en bilforhandler, skal du huske, at du som medlem af FDM kan få gennemgået din slutseddel. Ved at klikke på linket herunder kan læse nærmere om, hvordan du bedst gør brug af vores juridiske rådgivning i forbindelse med udfyldelse af slutseddel.

Læs mere: Sådan gør du brug af slutseddel-kontrol

Hør podcast fra FDM

Frigear er FDMs gratis ugentlige podcast om biler og livet som bilist. Lyt med fra 13:30 og få gode tip til at købe brugt bil hos forhandler.

Hvornår gælder din reklamationsret? 

Når du som forbruger køber brugt bil hos en bilforhandler, er du sikret en reklamationsret på to år, uanset om det er nedskrevet eller ej. Du er nemlig altid sikret en reklamationsret i henhold til købeloven. Det betyder, at selvom bilforhandleren udarbejder en aftale om, at disse regler ikke gælder, så er en sådan aftale ikke gyldig. Aftalen vil kunne tilsidesættes i en eventuel sag.  

Får du gennemgået din slutseddel hos FDM, vil dette være et af tjekpunkterne. 

Bemærk!

Pr. 1. januar 2022 er en ny købelov trådt i kraft i Danmark. Denne lov gælder for køb foretaget i år 2022 og fremefter. 

Vær opmærksom på, at for køb foretaget før år 2022 gælder den tidligere købelov.  Illustration

Hvad betyder formodningsreglen? 

Der kan reklameres over fejl, hvis årsagen var til stede på købstidspunktet af bilen. Det er ikke alle fejl, der giver dig rettigheder – kun de fejl, der ligger ud over hvad der normalt kan forventes af en brugt bil på samme alder, km-stand og pris. Det er køberen, der har bevisbyrden for, at der er en fejl på bilen, og at fejlen også var der på købstidspunktet (en oprindelig mangel). 

Dog er der også en regel, der hedder "formodningsreglen". Den går ud på, at der er en formodning om at fejl, der viser sig inden for en vis periode efter købet, er oprindelige.  

Ifølge den nye købelov, der trådte i kraft 1. januar 2022, gælder formodningsreglen 12 måneder efter levering. Har du købt din brugte bil før år 2022, gælder den tidligere (på det tidspunkt gældende) købelov, og efter denne er perioden ikke 12 måneder efter levering, men 6 måneder efter levering. 

Formodningsreglen skal forstås således, at der er en formodning om, at fejlen var der på købstidspunktet, medmindre sælgeren kan sandsynliggøre, at en fejl først er opstået efter leveringen af bilen. Sælger kan somme tider løfte den bevisbyrde ud fra fejlens karakter, eller hvis han har en erklæring fra en uvildig tredjepart, som viser, at den pågældende komponent er undersøgt, og at der ikke var fejl på den.

Hvis det ligger helt fast, at årsagen til en fejl først er opstået efter købet, er fejlen ikke omfattet af reklamationsretten. 

Læs mere: Dit bilkøb og købeloven 

Illustration af underoverskrift Hvordan er garantien på brugte biler?

Hvis du skal have en bedre beskyttelse, end den beskyttelse købeloven giver, skal du sørge for at aftale med bilforhandleren, at han giver en garanti. En garanti er ikke noget, du har krav på, men kun noget du får efter aftale. Garantien skal være anført i slutsedlen. 

En garanti dækker i modsætning til købeloven de fejl, som opstår efter købet og inden for den aftalte garantiperiode. Det er bilforhandleren, der har bevisbyrden for, at en fejl ikke er omfattet af garantien.

Illustration af underoverskrift Er prisen på brugt bil til forhandling? 

Brugte bilers priser er altid til forhandling. Det er muligt, at din bilforhandler ikke vil sætte prisen ned på bilen, men så kan der forhandles om for eksempel finansieringsomkostninger. Det er ofte også muligt at forhandle om ekstraudstyr og få tillægsydelser som anhængertræk, rustbeskyttelse, radio, GPS osv. 

Når du ankommer til forhandleren, skal du altid kigge grundigt på bilen og få en prøvetur. Når den brugte bil er nøje gennemgået for eventuelle fejl og mangler, begynder forhandlingen om prisen. 

Illustration af underoverskrift Er din gamle bil en del af handlen? 

Hvis din gamle bil indgår i handlen, så pas på, at det ikke bliver dig, der finansierer rabatten på den brugte bil ved at få en alt for lav pris for den gamle. 

Undersøg hjemmefra, hvad du kan få for din gamle bil hos andre bilforhandlere og ved privat handel. Det er nemlig ikke altid en fordel at lade den gamle bil indgå i handlen.  

Læs mere: Salg af bil til bilforhandleren

Illustration Hvordan kan FDM hjælpe med at tjekke slutsedlen? 

Når du som privatperson køber bil hos en bilforhandler, skal du huske, at du som medlem af FDM kan få gennemgået din slutseddel med dine interesser for øje. Ved at klikke på linket herunder kan læse nærmere om, hvordan du bedst gør brug af vores juridiske rådgivning i forbindelse med udfyldelse af slutseddel.

Er du medlem af FDM, er det en del af dit medlemskab. Er du ikke medlem, kan du oprette medlemskab samtidig med indsendelsen.

Læs mere: Sådan gør du brug af slutseddel-kontrol

Bemærk: Hvis du handler med en privatperson, anbefaler FDM, at du også benytter slutseddel, men FDM har ikke mulighed for at gennemgå slutsedler for bilhandler mellem private.

Læs mere: Gode råd om bilhandel mellem privatpersoner

Et tjek værd

Der er ofte god grund til at tjekke slutsedlen grundigt igennem. I 2017 gennemgik FDM f.eks. over 1000 slutsedler og fandt kun en enkelt slutseddel uden bemærkninger.  Illustration

Hvad skal du gøre ved afhentning af bilen? 

Når du henter bilen hos bilforhandleren, bør du begynde med at gå rundt om bilen og tjekke, at bilen stadig er i den stand, du så den i sidst. 

Havde du en aftale med din bilforhandler om ting, som skulle ordnes på bilen, så undersøg om det er gjort korrekt og efter den aftale, I indgik. Tag gerne en kort prøvetur, hvis der var ting, der havde med kørsel at gøre, der skulle rettes. 

Hvis alt er i orden, og du har modtaget dokumentation for, at bilen er blevet omregistreret, kan du betale det aftalte beløb på slutsedlen.  

Kør aldrig fra din bilforhandler uden den originale registreringsattest.

Hvad skal du være opmærksom på ift. online bilkøb? 

Flere forhandlere tilbyder, at du kan købe din nye eller brugte bil online. Der kan både være fordele og ulemper ved denne handelsform. Fordelene er bl.a., at du kan sidde derhjemme i ro og konfigurere bilen uden at føle et pres fra en sælger. Desuden har du en lovbestemt fortrydelsesret ved online bilkøb. Ulemperne er, at det kan være sværere at forhandle om prisen, og at det kan være svært at lade din gamle bil indgå i handlen, da du ikke har direkte kontakt til sælger. Desuden kan der være usikkerhed om, hvortil du skal henvende dig ved eventuelle reklamationer.

Læs mere: Sådan køber du trygt bil online
 

Skal din bil reparationsforsikres?

Er din bils nyvognsgaranti udløbet, kan FDM Reparationsforsikring blive dit sikkerhedsnet, hvis bilen pludselig går i stykker og skal repareres. Der er frit værkstedsvalg og ingen selvrisiko.

Se forsikring