Skal din næste bil have tre eller fem døre?

Når du skal vælge ny bil, skal du også beslutte, hvor mange døre den skal have. Men hvad er egentlig forskellen på en bil med tre og en bil med fem døre?

Familie kigger på bil sammen.
Viden

Når det kommer til antal døre på din kommende bil, vælger de fleste mellem biler, der har tre eller fem døre. Før du afgør, om det ene eller det andet er det rigtige valg for dig, skal du stille dig selv to væsentlige spørgsmål:

  • Hvilke adgangsforhold har du brug for?
  • Bruger du bagsædet?

Hvis du skal bruge bagsædet ofte, og du har brug for gode adgangsforhold, vil en bil med fem døre afgjort være det bedste valg for dig.

Hvis du derimod ikke, eller kun meget sjældent, bruger bagsædet, og du i stedet ønsker stor døråbning til fører- og passagersæde, er en tredørsbil et muligt alternativ til dig.

Sæt dig ind i fordelene og ulemperne ved dit valg og prøvekør altid bilen – inden du skriver under på slutsedlen.

Har FDM biltestere siddet bag rattet i bilen, så kan du læse en grundig biltest, hvor emner som plads og komfort også får ord med på vejen.

Læs mere: Se alle biltest

Illustration af underoverskrift Hvordan tæller du dørene?

Biler kan købes med to, tre, fire og fem døre. I Danmark vil du oftest se biler med tre og fem døre. Grunden til at biler sælges med et ulige antal døre er, at bagagerummet tæller som en dør, hvis det giver adgang til kabinen. Den mest udbredte variant kaldes hatchback.

  • En bil med tre døre har en dør på hver side af bilen og et bagagerum, der åbner helt op.
  • En bil med fem døre har to døre på hver side og et bagagerum, der åbner helt op.

Læs mere: Test din viden – Kender du biltypen?

Illustration af underoverskrift Hvad er godt at vide om tredørsbiler?

Der sælges ikke lige så mange biler med tre døre i Danmark, som med fem døre. Modsat biler med fem døre, er biler med tre døre er typisk:

  • Lidt billigere i pris
  • Har et anderledes design
  • Har større døråbning ved forsæderne

Prisen på tredørsbiler varierer, men de ligger som udgangspunkt nogle tusind kroner under prisen på den samme model med fem døre. Dog skal du være opmærksom på, at gensalgsprisen på tredørsbiler typisk er lavere end gensalgsprisen på femdørsbiler.

Læs mere: Skal du købe brugt eller ny bil?

Designet på en bil med tre døre varier også fra det design en bil med fem døre har. Biler med én dør i hver side har ofte lidt længere døre for at gøre designet mere harmonisk. Det design foretrækker nogen. De længere døre har desuden den fordel, at de giver bedre adgang til forsædet. Det gælder dog ikke på trange p-pladser, hvor den lange dør gør det sværere at komme bag rattet. Og især sværere at komme ind på bagsædet.

Illustration af underoverskrift Hvad er godt at vide om femdørsbiler?

Biler med fem døre er, sammen med stationcars, nogle af de mest populære biler i Danmark særligt til familier, der har brug for bedre adgangsforhold til bagsædet. Modsat biler med tre døre, er biler med fem døre typisk:

  • Lidt dyrere i pris
  • Har kortere døre, der er lettere at åbne på smalle p-pladser
  • Har lettere adgang til bagsædet

Selv om prisen på femdørsbiler er lidt højere end på tredørsbiler af samme model, vil gensalgsprisen på femdørsbiler til gengæld ligeledes være højere. Nogle gang kan merprisen altså være givet godt ud.

Du bør overveje, hvordan dine behov ser ud i den nærmeste fremtid. De fleste bilkøbere beholder bilen i fem år. Så hvis du eksempelvis går med overvejelser om familieforøgelse inden for den periode, kan det være en god ide nu at investere i den plads, du senere kommer til at få brug for.

Biler med fem døre har lettere adgang til bagsædet, da der er direkte adgang til sæderne. Og skal du spænde en eller flere autostole fast, vil du have lettere ved at gøre det på en bil med fem døre.

Det er typisk også lettere at nå sikkerhedsselen fra forsædet i en femdørsbil. Det skyldes at selens forankringspunkt sidder lige bag ved døren. Eftersom dørene i femdørsbilen er kortere, er selen typisk nemmere at få fat i.

Har du brug for hjælp?

Har du brug for hjælp til dit bilkøb, kan du altid tage en rådgiver fra FDM med på råd undervejs. Er du medlem af FDM, er det en del af dit medlemskab. Er du ikke medlem endnu, kan du blive det i forbindelse med dit bilkøb.

Få hjælp til bilkøb