Når du skal købe brugt bil, er det en god ide at begynde med at undersøge brugtbilmarkedet grundigt, så du kender prisniveau og eventuelle fejl og mangler på den bilmodel, du er interesseret i.
Når du har fundet en konkret bil, er det vigtigt, at du prøvekører bilen og gennemgår bilen grundigt, før du går videre med en eventuel handel.
Køber du brugt bil hos forhandler eller af privat?
Der gælder ret forskellige forhold afhængig af, om du køber din ”nye” brugte bil af en forhandler, eller om du køber den af en anden privatperson. Blandt andet er du stillet forskelligt af købeloven, og det er f.eks. også kun, hvis du handler med en bilforhandler, at du kan gøre brug af FDMs service om gennemlæsning og godkendelse af slutseddel.
Du kan læse mere om, hvad du skal være særligt opmærksom på i hver af de to situationer i vores guide-artikler.
Læs mere: Køb af brugt bil af privat
Læs mere: Køb af brugt bil hos en forhandler
Hvordan prøvekører og gennemgår du bilen?
Uanset om du vælger at købe brugt bil privat eller hos en bilforhandler, så er det vigtigt, at du prøvekører og gennemgår bilen grundigt.
Brug evt. denne tjekliste, når du gennemgår bilen:
Prøvekør bilen både ved motorvejshastighed og ved bykørsel. Ti minutter er ikke nok til at danne sig et ordentligt indtryk af bilen. Kom hellere tilbage til en prøvetur nummer to, hvis du ikke har tid eller mulighed for at prøve bilen ordentligt igennem.
En længere prøvetur kan ofte afsløre alvorlige mangler på bilens motor, gearkasse og kølesystem.
Lever bilen ikke op til dine forventninger, eller har du mistanke om skjulte mangler eller en fornemmelse af, at der noget, der ikke stemmer, så lad være med at købe bilen.
Hvor kan du få hjælp til at vurdere bilens stand?
Er du ikke tryg ved selv at vurdere bilens stand, så kan du få fagfolk til at hjælpe dig med det.
Hos FDM kan du få foretaget en brugtbiltest, hvor du får en grundig og uvildig gennemgang af bilens tilstand. Testen er en gennemgribende test, der gennemgår alle væsentlige punkter på bilen. Alle kan gøre brug at brugtbiltest hos FDM, men som medlem får du rabat på testen.
Hvad kan du bruge en brugtbiltest til?
Når du ved, om der fejl på bilen, kan du og sælger blive enige om, hvem der skal betale for udbedringen, eller om der kan være grundlag for en prisforhandling i forhold til bilens stand.
Ønsker du at underskrive slutsedlen hos en bilforhandler, før bilen er brugtbiltestet hos FDM, kan du bruge FDMs tillæg til slutseddel, hvor forhandleren skriver under på, at vedkommende vil udbedre evt. fejl efterfølgende. Vær opmærksom på, at hvis en slutseddel er underskrevet uden forbehold, er aftalen bindende for begge parter.
Hvordan kan FDM hjælpe ift. slutseddel?
Når du som privatperson køber bil hos en bilforhandler, skal du huske, at du som medlem af FDM kan få gennemgået din slutseddel med dine interesser for øje. Ved at klikke på linket herunder kan læse nærmere om, hvordan du bedst gør brug af vores juridiske rådgivning i forbindelse med udfyldelse af slutseddel.
Er du medlem af FDM, er det en del af dit medlemskab. Er du ikke medlem, kan du oprette medlemskab samtidig med indsendelsen.
Læs mere: Om FDMs slutseddelkontrol og tillæg til slutseddel
Er en nysynet brugtbil et godt køb?
Er bilen, du ønsker at købe, for nyligt blevet godkendt ved syn, betyder det ikke, at bilen er fejlfri eller i god stand. Ved syn tjekker man nemlig kun, om bilen er i lovlig stand, og ikke f.eks. hvordan bilens motor, gearkasse og kobling har det.
Et syn kan derfor ikke træde i stedet for en brugtbiltest eller anden professionel og uvildig gennemgang af bilen.
Vil du købe en brugt elbil eller plugin-hybrid?
Hvis den bil, du ønsker at købe brugt, er en elbil eller en plugin-hybrid, så kan det være vigtig information at kende tilstanden på bilens højvoltbatteri. Som medlem af FDM kan du få testet batteriets tilstand med Aviloo Batteritest.
I vores artikel om køb af brugt elbil, kan du læse mere om, hvad det er værd at være opmærksom på, når du køber brugt elbil.
Læs mere: Det skal du tjekke, når du køber brugt elbil
Skal din bil reparationsforsikres?
Er din bils nyvognsgaranti udløbet, kan FDM Reparationsforsikring blive dit sikkerhedsnet, hvis bilen pludselig går i stykker og skal repareres. Der er frit værkstedsvalg og ingen selvrisiko.