Du kan vælge at lade din gamle bil indgå som en del af handlen, når du køber bil hos en forhandler.
Før du besøger bilforhandleren, bør du få en idé om, hvad din bil er værd, og hvad du kan få for din bil.
Hvad er min bil værd?
Det er en fordel at vide, hvad din bil er værd, før du besøger bilforhandleren. Start med at undersøge bilpriser på nettet for at få et overblik, men vær opmærksom på, at det er samme bilmodeller, du sammenligner. Du har også mulighed for at få en bilvurdering på nettet ved at indtaste oplysningerne om din bil, f.eks. på Bilbasen eller hjemmesiden bilpriser.dk.
Søg her: Bilpriser.dk (eksternt link)
Skal du give garantier?
Hvis din gamle bil indgår som byttebil som en del af bilhandlen, bør du ikke give garanti i forhold til en bilforhandler. Bilforhandleren kan vælge ikke at undersøge bilen nærmere, men vil så også afskære sig fra senere at gøre mangler, som forhandleren burde have konstateret ved hans undersøgelse af bilen, gældende over for dig.
Hvad skal du være opmærksom på ift. slutseddel?
Du skal oplyse om relevante forhold omkring bilen ved bilsalg. De oplysninger, som du skriver under på om din gamle bil i slutsedlen, skal være rigtige.
Det er vigtigt, at slutsedlen afspejler din gamle bils reelle værdi. Der kan nemlig opstå problemer, hvis jeres handel skal gå tilbage. Bilforhandleren skal i så fald give dig pengene og byttebilen tilbage.
Men hvis byttebilen allerede er solgt videre, så skal bilforhandleren give dig byttebilens værdi tilbage. Og hvis værdien er angivet lavere end den reelle pris, risikerer du, at du ikke får hele den betalte købesum tilbage.
Det er derfor kun bilforhandleren, der eventuelt kan få fordele af at nedskrive prisen på din byttebil i slutsedlen.
Hvis du handler ny bil i forbindelse med salget af din gamle bil, skal du huske, at du som medlem af FDM kan få gennemgået din slutseddel. Ved at klikke på linket herunder kan læse nærmere om, hvordan du bedst gør brug af vores juridiske rådgivning i forbindelse med udfyldelse af slutseddel.
Læs mere: Om gennemgang af slutseddel og FDM forbehold
Er du medlem af FDM, er det en del af dit medlemskab. Er du ikke medlem, kan du oprette medlemskab samtidig med indsendelsen.
Et tjek værd
Der er ofte god grund til at tjekke slutsedlen grundigt. I 2017 gennemgik FDM f.eks. over 1000 slutsedler og fandt kun en enkelt slutseddel uden bemærkninger.
Hvordan foregår omregistrering?
Forhandleren tager sig normalt af omregistrering og/eller afmelding af byttebilen ved bilsalg. Det skal ske senest fire hverdage efter, han har overtaget den, hvis I ikke har aftalt en kortere frist.
Det er en god ide at få indføjet i slutsedlen, at bilen skal afmeldes med det samme - især hvis bilforhandleren sælger bilen videre til en anden forhandler.
Hvem har ansvaret for byttebilen til ny bil er leveret?
Der går sjældent lang tid fra slutsedlens underskrift til din nye bil leveres, men risikoen for den gamle bils (byttebilens) stand er din, indtil bilforhandleren har overtaget den. Skulle den gamle bil blive skadet eller gå i stykker i denne periode, vil bilforhandleren være berettiget til at genforhandle bytteprisen.
Sælg ikke bilen i kommission eller formidling
Hvis du lader en bilforhandler sælge din bil på dine vegne, kaldes den type handel for kommissions- eller anvisningssalg. Hvis du vælger at lade forhandleren i stedet finde en køber til dig, kaldes den type handel for formidlingssalg. Hvad enten du køber eller sælger bil med en forhandler som formidler, kan begreberne være svære at forstå og blandes nemt sammen.
Hvis du overvejer at sælge bilen i kommissionssalg eller formidlingssalg, opfordrer FDM dig til at kontakte vores rådgivning forinden. Du skal være klar over, at du kan komme til at hæfte i forhold til køberen for fejl og mangler ved bilen, mens forhandleren tager sig godt betalt for sin ulejlighed uden at forpligte sig.
FDM vil generelt fraråde disse typer salg.
Ønsker du at sælge bilen privat?
Hvis du ikke ønsker, at den gamle bil skal være en del af bilhandlen, eller du blot skal sælge bilen uden at købe ny, kan du forsøge at sælge din bil privat. Du kan læse gode råd om privat bilsalg her på fdm.dk.
Hvordan skrotter du bilen?
Lykkes det ikke at sælge bilen, eller er den udslidt, kan den skrottes. Hvis du ønsker at skrotte bilen, skal du henvende dig til en autoophugger.
Læs mere: Sådan skrotter du bilen
Brug for hjælp til salg af bil?
Husk, at du som medlem af FDM kan få rådgivning af vores biltekniske og juridiske eksperter også om salg af bil.