Miljømærkat i Frankrig: Sådan er reglerne

En række franske byer har indført miljømærkat. Det forventes, at der i de kommende år kommer flere byer til, der fremover kræver miljømærkater på biler og andre køretøjer.

I løbet af 2017 indføres miljøzoner i en række franske byer.
Viden

En række franske byer har indført miljøzone og dermed krav om brug af miljømærkat. Miljømærkaten hedder Vignettes Crit'Air.

Hvis du ofte kører til Frankrig, så vil det være en god idé en gang for alle at bestille miljømærkaten. Da mærkaten følger køretøjets registreringsnummer, er du dækket ind i hele den periode, køretøjet har samme registreringsnummer (har samme nummerplade).

Illustration af underoverskrift I hvilke franske byer er der miljøzoner?

Der er indført miljøzoner i Paris, Lyon, Bordeaux, Nantes, Lille, Montpellier, Toulouse, Nancy, Rouen m.fl., og det forventes, at flere byer på sigt vil indføre miljørestriktioner og -zoner.

Se kort: Europakort med indtegning af diverse miljøzoner (eksternt link)

Er miljøzoner skiltet?

Skulle du komme til en by i Frankrig, der har indført miljøzone, vil det være skiltet. Af skiltet vil det fremgå, hvilke køretøjer der må køre i miljøzonen. Har du ikke bestilt en mærkat til køretøjet, kan du ikke lovligt køre ind i zonen og må altså finde en anden måde at komme ind i byen. 

Illustration af underoverskrift Hvem gælder miljøzonerne for?

Miljøzonerne gælder for alle køretøjer uanset brændstoftype. Også for elbiler og plugin-hybrider. Køretøjerne klassificeres efter den såkaldte Euro-norm (EU's miljøkrav til biler). Hvis Euro-normen ikke står på køretøjets registreringsattest, vil det være køretøjets første indregistreringsdato, der er afgørende.

Køretøjer inddeles i seks forskellige klassificeringer. Jo lavere klassificering, jo mere miljørigtigt er køretøjet.

Illustration af underoverskrift Hvem er undtaget restriktioner?

Anvender du invalidekortet, gælder miljørestriktionerne ikke, men bilen skal stadig have miljømærkaten. Du skal altså bestille miljømærkaten, men er ikke underlagt restriktionerne.

Veteranbiler er ikke omfattet af miljøzonerne, og der kan ikke købes mærkat til disse biler. Det er dog påkrævet, at man via registreringsattesten kan dokumentere, at der er tale om en veteranbil.

Illustration af underoverskrift Hvordan bestiller du miljømærkat?

De franske miljømærkater kan kun bestilles via en hjemmeside. I øverste højre hjørne kan du vælge at se siden på enten fransk, engelsk eller tysk. Bestil i god tid, da der kan gå ca. 10 dage, før du modtager mærkaten.

Det bliver ikke muligt at sælge miljømærkaterne i Danmark, og det er heller ikke muligt at købe mærkaten, når man er kommet til Frankrig.

Bestil her: Officiel fransk hjemmeside med salg af miljømærkat (eksternt link)

Efter bestillingen vil du modtage en faktura, der bl.a. indeholder et midlertidigt bevis for din ansøgning og køretøjets klassifikation. Dette bevis kan du evt. benytte, indtil du modtager den rigtige miljømærkat med posten.

Når du modtager miljømærkaten, skal du placere den i nederste højre hjørne af forruden (set indefra).

Tip: Brug den officielle hjemmeside til køb

Vær opmærksom på, at der findes uofficielle hjemmesider, der tilbyder at håndtere ansøgningen for en væsentlig højere pris. Vi anbefaler, at du kun benytter den officielle franske hjemmeside. For at bestille miljømærkaten, skal du på hjemmesiden bl.a. oplyse nærmere om køretøjet og uploade en kopi af registreringsattesten (kun del 1).

Illustration af underoverskrift Hvad gør du, hvis miljømærkaten ikke kommer med posten i tide?

Har du bestilt en miljømærkat, som ikke er kommet, kan du "tracke" din bestilling. På din ordrebekræftelse er et link til "tracking". Du skal indtaste dit ordrenummer og kan derefter se, hvor din ordre befinder sig.

Hvis din miljømærkat ikke når at komme inden afrejse, kan du – i følge den franske hjemmeside  i stedet medbringe din faktura med billedet af miljømærket. 

FDM kan desværre ikke hjælpe, da miljømærkaten kun kan bestilles via den franske hjemmeside.

Tip: Tjek at udlejningsbilen har mærkaten

Hvis du skal køre ind i de franske miljøzoner i en udlejningsbil, bør du på forhånd rette henvendelse til dit udlejningsselskab, for at få afklaret det praktiske.

Mangler du noget til kør selv-ferien?

I FDMshop.dk finder du et bredt udvalg af gode produkter og udstyr til kør selv-ferien. Husk, at du som medlem af FDM handler med rabat på udvalgte varer.

Besøg FDMshop.dk