Hvilke regler gælder om kørsel og træthed?

Det er både ulovligt og farligt at køre bil, hvis man er for træt. Her kan du læse mere om reglerne på området, og om hvordan overtrædelse af reglerne straffes.

Træt fører og sovende pasager i bil
Viden

Du er til fare for både dig selv og andre, hvis du sætter dig på førersædet, selvom du er for træt til at køre bil på forsvarlig vis. Falder du helt eller delvist i søvn bag rattet, så kan det føre til meget alvorlige ulykker.  

Illustration af underoverskrift Er det ulovligt at køre bil, når man er træt?

Det er forbudt at køre bil, hvis man er for træt til at køre forsvarligt.

Det har ingen betydning om din træthed skyldes helt almindelig mangel på søvn, eller om trætheden skyldes andre faktorer såsom sygdom, overanstrengelse eller f.eks. indtagelse af medicin.

I Færdselsloven hedder det, at du skal være i stand til at "føre køretøjet på fuldt betryggende måde”.

Læs mere: Færdselslovens paragraf 54, stk. 2 (eksternt link) 

Træthedstegn i trafikken:

  • Du gaber og dine øjenlåg bliver tunge
  • Du har ”grus” i øjnene
  • Du kan ikke huske, hvordan de sidste par minutter er forløbet, og du oplever at have ”huller i hukommelsen
  • Du har svært ved at læse vejskilte og afmærkninger, og du glemmer måske en afkørsel.

Kilde: Rådet for Sikker Trafik

Hvad er straffen for at køre bil, når man er træt?

At køre bil selvom man er for træt til at gøre det, kan medføre meget alvorlige trafikulykker, og det straffes på linje med spirituskørsel. Det betyder, at det  de nærmere omstændigheder taget i betragtning – vil kunne straffes med bøde, frakendelse af kørekortet (også ubetinget frakendelse) samt konfiskation af bilen.

Er du involveret i et uheld, og kan det sandsynliggøres, at du har været for træt til at køre, og du ikke har reageret passende på tydelige træthedstegn, kan det betyde en ubetinget frakendelse af kørekortet.   

Læs mere: Sådan er reglerne om frakendt kørekort

Må du overlade din bil til en træt fører?

Nej. Ligesom du ikke må give dine bilnøgler eller overlade rattet til en fuld person, må du heller ikke overlade rattet til en person, der er for træt til at køre forsvarligt.

Læs mere: Færdselslovens paragraf 54, stk. 4 (eksternt link)

Hvornår sker træthedsulykker i trafikken?

Ifølge Rådet for Sikker Trafik, så forhøjes din risiko for at være involveret i en træthedsulykke, hvis du:

  • Har været vågen mere end 16 timer i træk
  • Har kørt bil i mange timer uden pause (efter 8 timer er ulykkesrisikoen fordoblet)
  • Hvis du kører på monotone strækninger som f.eks. motorveje
  • Hvis du kører mellem klokken 3.00 og 5.00 om natten
  • Hvis du har natarbejde eller arbejder i skiftehold

Læs mere: Uopmærksomhed og træthedsulykker (eksternt link)

Har du brug for hjælp? 

Husk, at du som medlem af FDM kan få rådgivning af biltekniske og juridiske eksperter, hvis du har spørgsmål til bl.a. regler for kørekort og dine pligter og rettigheder som bilist.

Få rådgivning