Det er ikke usædvanligt, at biler bliver tilbagekaldt. Også selvom de har kørt flere år på vejene.
I de fleste tilfælde tilbagekaldes biler, fordi man har fundet en farlig fejl på dem, som kan have betydning for bilens sikkerhed, og som derfor er nødvendig at udbedre. Det kan også være en opdatering af bilernes software eller motorstyring, som importøren eller producenten er blevet opmærksom på, og som skal rettes.
Andre former for aktioner eller servicebulletiner kan handle om kosmetiske rettelser, udskiftning af komponenter eller løsningsforslag til kendte fejl, som ikke er dækket af bilens fabriksgaranti og derfor er af frivillig karakter.
Ved sikkerhedsrelaterede tilbagekaldelser vil du modtage en tilbagekaldelse fra Motorstyrelsen via eBoks.
Af tilbagekaldelsen bør det fremgå, hvad der skal ændres på din bil, og hvordan du skal forholde dig.
Hvorfor modtager jeg en indkaldelse?
Bliver en bilproducent og importør opmærksom på en fejl, skal Sikkerhedsstyrelsen, som er myndighed på området, orienteres. Sikkerhedsstyrelsen tager så stilling til, om det er nødvendigt at igangsætte og gennemføre en tilbagekaldelse.
Bilproducenterne eller -importørerne har overblik over, hvilke stelnumre (VIN-numre) i en årgang eller produktionsserie fejlen findes på.
Selvom det formelt set er Sikkerhedsstyrelsen, som tilbagekalder biler, er det kun Motorstyrelsen, der kan se, hvem der i dag ejer bilerne med de pågældende stelnumre. Derfor vil en tilbagekaldelse ske i samarbejde med Motorstyrelsen, som sender tilbagekaldelserne ud.
Gælder en tilbagekaldelse alle biler?
En tilbagekaldelse kan omfatte alt lige fra alle biler af en bestemt model til alle biler i en årgang eller udvalgte biler produceret inden for et bestemt interval – en såkaldt produktionsserie. Det kan også være biler, som er produceret til et givet land eller marked. For eksempel USA eller Europa.
Ofte vil tilbagekaldelsen vedrøre samme bilmodel, men da mange biler i dag er baseret på samme platform, der anvendes af flere bilmærker, kan samme tekniske dele være brugt på tværs af forskellige bilmodeller, hvorfor tilbagekaldelser også kan ske på tværs af forskellige bilmærker.
Jeg har modtaget en tilbagekaldelse – hvad skal jeg gøre?
Af tilbagekaldelsen vil det fremgå, hvad du skal gøre. Typisk skal du kontakte importøren eller et af importøren anvist værksted for at få udbedret fejlen.
Er der tale om en tvungen tilbagekaldelse, er det FDMs anbefaling, at du straks kontakter dit værksted og bestiller tid for udbedring. Det er vigtigt, at du gør det. Både af hensyn til din og andres sikkerhed, og i forhold til at bilen fortsat vil være omfattet af evt. garanti eller kulance.
Følger du ikke tilbagekaldelsen, risikerer du, at bilen kan være ulovlig at køre i, og/eller at din bil vil havarere, og hvor der kan være følgeskader mv., som ikke er dækket af din forsikring.
I særlige tilfælde kan erstatning ved for eksempel brand og lignende afvises af dit forsikringsselskab og/eller bilimportøren, hvis du efter gentagne anbefalinger og indkaldelser ikke har søgt udbedring.
Andre aktioner er frivillige at følge. Det kan være at få rettet eller justeret ting, som typisk er af kosmetisk art, og som vil blive rettet, næste gang bilen for eksempel er til service.
Det er vigtigt, at du læser tilbagekaldelsen nøje. Er du i tvivl om, hvad du skal gøre, skal du kontakte bilimportøren, en forhandler af mærket eller der, hvor du har købt bilen.
Som FDM-medlem kan du også kontakte FDMs rådgivning.
Læs mere: Sådan får du hjælp hos FDMs rådgivning
Min bil er blevet tilbagekaldt – har jeg ret til kompensation/lånebil?
Du har som udgangspunkt ikke krav på kompensation eller lånebil, hvis din bil bliver tilbagekaldt. Heller ikke selvom det betyder, at du helt eller delvist ikke kan eller må køre i bilen eller for eksempel oplade den.
Udgifter til udbedringen af en fejl afholdes dog af producenten eller importøren.
Hvordan ved jeg, om min bil er tilbagekaldt?
Bliver din bil tilbagekaldt, vil du modtage en indkaldelse i din eBoks. Er du i tvivl, om din bil er omfattet af en tilbagekaldelse, kan du kontakte importøren af dit bilmærke.
Flere danske bilimportører har ligeledes en søgefunktion på deres hjemmeside, hvor du kan indtaste bilens stelnummer, for at se om den har en eller flere såkaldte åbne aktioner. FDM anbefaler, at du ikke anvender internationale links, da disse ofte ikke er dækkende for stelnummer og produktionsserie og ind imellem ikke tager højde for særlige danske forhold.
Bilens stelnummer (VIN-nummer) fremgår af registreringsattesten og står typisk også oppe ved forruden.
Hvordan kan jeg se, om en bil er udeblevet fra en tilbagekaldelse?
Det kan være svært at se, om en bil ikke har efterlevet en tilbagekaldelse. Er du i tvivl, kan du altid henvende dig til importøren af bilmærket. Køber du en brugt bil, kan du i slutsedlen også tage forbehold for, at bilen har efterlevet alle tilbagekaldelser. På den måde sikrer du dig, hvis du pludselig modtager en rykker for en tilbagekaldelse, som bilen ikke har efterlevet.
Har du brug for hjælp?
Husk, at du som medlem af FDM kan få rådgivning af juridiske eksperter om dine rettigheder som forbruger.