Køb af brugt autostol: Det skal du vide

Du kan godt købe en autostol brugt, men der er dog nogle ting, du bør være opmærksom på. Tjek især stolen for eventuelle skader. Læs alle FDMs råd her.

Overvejer du at købe en brugt autostol? Så læs med her.
Viden

Hvis du har små børn, vil du opleve, at de vokser ud af deres autostol. Derfor skal du som forælder løbende skifte autostolen ud med en, som passer til barnets højde og vægt.

Hvis du ikke ønsker at købe en helt ny autostol hver gang, kan du overveje at købe en brugt. Det kan være et udmærket valg, så længe du tager dine forholdsregler og sikrer, at du køber en velfungerende autostol.

Der er ingen lovgivning for, hvor gammel en autostol må være. Mange producenter anbefaler dog, at autostolen kasseres efter 6-8 år. Det skyldes, at autostolen slides, og at der hele tiden sker udvikling i sikkerheden.

Det er vigtigt, at den brugte autostol er udstyret med et såkaldt ECE-mærke. Det er EU’s sikkerhedskrav til autostole. Er mærket faldet af, kan du ud fra autostolens specifikationer undersøge, om den lever op til lovgivningen.

Læs mere: Få styr på ECE-mærke og regler om autostole

Illustration Kan en autostol bruges igen efter en ulykke?

Når du køber en brugt autostol, er det vigtigt, at du kender dens historik. Det betyder, at du skal være sikker på, at autostolen ikke har nogen skader. Du skal også være sikker på, at den ikke har været udsat for en kollision.

Hvis en autostol har været involveret i en kollision, kan den have været udsat for belastning og fået skader, der ikke nødvendigvis er synlige. Skaderne kan dog betyde, at stolen ikke længere er sikker.

Autostoleproducenterne har forskellige holdninger til, hvornår deres autostole skal skiftes. Nogle anbefaler udskiftning efter en kollision ved mere end 10 km/t, mens andre anbefaler udskiftning efter kollision ved mere end 30 km/t.

Hvis du ikke kan få oplyst en konkret skadeshistorik, eller du er i tvivl om stolens tilstand, så undlad at købe den. Kig i stedet efter en anden stol.

Har du tillid til sælger?

Det er vigtigt, at du kan stole på, at autostolen ikke har været involveret i trafikuheld.

Køb derfor kun en brugt autostol af en sælger, du har tillid til. Det kan f.eks. være en person i dit netværk, eller en du er i familie med.  Illustration  

Hvordan undersøger du en brugt autostol for skader?

Hvis en stol har fået skader, kan det gå ud over sikkerheden. Hvor meget afhænger naturligvis af skadens omfang.

Er der et hul i betrækket, betyder det ikke nødvendigvis, at stolen er mindre sikker. Skaden kan blot være kosmetisk.

Er der derimod en flænge i flamingoen, der skal beskytte barnet, eller er et stykke knækket af, kan det være alvorligt. Så bør du ikke købe stolen. Det samme gælder autostole, hvor der er udført hjemmereparationer. Det kunne f.eks. være, hvis stolen er lappet med gaffatape.

Undersøg derfor stolen grundigt, hvis du køber en brugt.

Hvor sikker er autostolen at bruge?

Når du køber brugt autostol, kan du undersøge, om den har klaret sig godt i test og har god sikkerhed.

FDM tester hvert år adskillige nye autostole, og alle test fra de seneste år ligger online. Du kan derfor godt i de ældre test finde autostole, som måske ikke længere er til salg i forretningerne, men godt kan købes brugt. 

Der testes flere forskellige størrelser autostole i FDMs test. Stolene får en stjernevurdering fra en til seks, alt efter hvor godt de klarer sig. Husk, at kravene til stolene ændrer sig løbende.

Læs mere: Se hvilke autostole som er bedst i test

Hvordan renser og vasker du en autostol?

Der kan være brug for at rense eller vaske autostolen, hvis den er blevet beskidt eller måske har stået i en kælder i længere tid. På de fleste nyere stole er det muligt at tage betrækket af. Følg vaskeanvisningen på din stol, så stoffet ikke kryber og bliver svært at sætte på stolen igen.

Hvor findes brugsanvisningen til gamle autostole?

Hvis en autostol skal fungere optimalt, skal den monteres korrekt. Det er derfor altid en god idé at følge brugsanvisningen/manualen.

Men hvis autostolen er køb brugt, er det ikke sikkert, at brugsanvisningen følger med.

Hvis sælgeren ikke har brugsanvisningen, kan du søge efter en på nettet. Du kan evt. også besøge producentens hjemmeside og se, om der er et arkiv over brugsanvisninger til ældre og måske udgåede modeller.

Det er vigtigt, at du er sikker på at kunne montere autostolen korrekt.

Læs mere: Sådan monterer du autostolen

Hvor kan du købe nye autostole?

Husk, at du på FDMshop.dk kan finde et bredt udvalg af gode og sikre autostole, samt andre kvalitetsprodukter til bilen.

Besøg FDMshop.dk