Toyota skal have en lille Verso
1. september 2010

Toyota gør uventet comeback i den lille MPV-klasse. Toyota Verso-S hedder den nye model, der skal dyste mod bl.a. Opel Meriva og Kia Venga.
Toyota Yaris Verso fik ikke megen ros for design, men der var – og er – en fanskare af den praktiske, rummelige lille bil, som udgik for adskillige år siden.

Verso-S har typiske MPV-træk som en stor vindusstolpe, der går langt frem og vinduesviskere anbragt i siderne. Og så fås bilen med stort panoramatag.
Nu vil Toyota atter tilbyde disse kunder en praktisk bil i den lille multibilklasse, der i fagsproget ofte kaldes B-MPV-segmentet.
I denne klasse har Opel lige lanceret Meriva II, og Kia er netop kommet med sin Venga. Skoda Roomster, Renault Grand Modus og Citroën C3 Picasso er andre modeller i klassen, og på Paris-udstillingen i oktober vises Hyundais udgave af Kia Venga, ix20.
Kort og rummelig
Toyota Verso-S får også premiere på Paris-salonen, men indtil videre fortæller Toyota ikke meget om nyheden. Kun at den bliver den korteste, men – forstås – ikke mindst rummelige i klassen. Totallængden bliver under fire meter.

Toyota Verso-S har ret almindelig instrumentopbygning. På typisk MPV-maner sidder gearstangen oppe på midterkonsollen.
Dermed fortsætter Toyota stilen fra Yaris, der er kortere end næsten alle andre i miniklassen, men har en rigtig god rumudnyttelse.
Designet er langt mere traditionelt denne gang, så næppe nogen vil løbe skrigende bort på grund af udseendet.
Verso-S bliver lanceret i Europa i første halvdel af 2011.