Opfriskning af Opel Corsa
30. november 2010

Ny front og stop-start-teknik på 2011-udgaven af Opel Corsa. Bedste variant kan officielt køre 28,6 km pr. liter.
Til marts får Corsa lidt overraskende et facelift - overraskende fordi bilen fik en større teknisk opdatering i 2010. Den omfattede fornyelse af motorer, undervogn og styretøj.

Corsa får ny kofanger, nye forlygter med Opes vingeformede kørelys, nye tågelygter og ny grill. Tre nye farver tilbydes, bl.a. denne Grasshopper-grøn.
Så det var ikke længe, at den fornyede model var den nyeste.
Nu gælder det frontdesign, førerplads og stop-start på nogle dieselmodeller. Corsa bliver dermed første Opel med denne teknik, der i bytrafik kan spare en del brændstof og dermed CO2-udledning.
Ansigtsløftningen er ikke visuel voldsom, men alligevel ganske tydelig forfra idet bl.a. forlygterne er nye.
Stop-start på dieselmodeller
De to mindste dieselmodeller får fremover stop-start-teknik, der forbedrer den officielle brændstoføkonomi.

Førerpladsen er frisket lidt op, men layoutet er uforandret.
1,3 CDTI Ecoflex med 95 hk kommer til at køre 28,6 km/l i stedet for 27,0 km/t. som tredørs. Den femdørs kører 27,8 km pr. liter. Forbedringen vil i praksis stort set kun opleves, hvis man har en vis mængde bykørsel. Ellers risikerer forskellen mellem ECE-tal og virkeligheden at vokse.
Omregnet til CO2-tal svarer det til hhv. 94 og 95 gram pr. km.
På den 75 hestes diesel bliver stop-start et tilvalg. Her oplyses ingen forbrugstal.