Konturerne af en ny Suzuki-SUV
30. juli 2013

Suzuki er på vej med en SUV, der bliver et nummer mindre end den kommende S-Cross.
Det er egentlig en lidt tynd historie: en teaser til en kommende konceptbil, der viser noget om en kommende produktionsmodel et par år ude i fremtiden.

Konceptbilen Suzuki iV-4 vises på Frankfurt-udstillingen i september. Indtil da, er det ikke meget, vi får lov at se - men det ses dog, at bilen er femdørs.
Men nu er det i hvert fald officielt, at Suzuki vil udvide sit SUV-program med en lille model. Så meget kan man tolke ud af de dunkle billeder af en konceptbil med navnet iV-4.
Ca. fire meter kort
Dermed ser det ud til, at den nuværende SX4 får to afløsere, nemlig den lidt større SX4 S-Cross, der kommer til efteråret og så denne mindre på ca. fire meters længde.
Dermed bliver den nye Suzuki SUV/crossover også mindre end de nye Renault Captur og Peugeot 2008. iV-4 ser derimod mere ud til at blive en efterfølger for Suzuki Jimny, om end den var en rå offroader, mens den nye givetvis bliver mere i den "bløde” personbils-genre.
Konceptbilen vises på Frankfurt-udstillingen i september, og produktionsmodellen er formentlig klar til salg midt i 2015.