Logo

Danmark taber terræn i CO2-kapløb

Arkiv

3. april 2014

Torben Arent

Danskernes nye biler har det fjerde laveste brændstofforbrug i Europa. Men for et år siden lå Danmark nr. to.

Små og lette biler med små motorer er fuldstændig dominerende i det danske nybilsalg. Formentlig er andelen af mikrobiler i Danmark den højeste noget sted i Europa, men alligevel kan vi ikke længere bryste os af at have de mest CO2-venlige biler i Europa.

I 2012 lå de danske biler nr. to på den europæiske CO2-hitliste med 117,4 gram CO2 pr. km, blot nogle få decimaler efter Portugal.

Ned på fjerdepladsen

Men i 2013 er det gået tilbage med Danmarks grønne profil. Nu ligger vores nye biler kun nr. fire på den årlige liste udarbejdet af bilanalysefirmaet Jato Dynamics.

Danske biler af årgang 2013 udleder 4,0 procent mindre CO2 end årgang 2012, men det europæiske gennemsnit faldt med 5,5 procent. Det danske fremskridt er det næstmindste blandet alle lande, kun Sverige ligger dårligere.

Se listen over landenes CO2-tal nederst i artiklen

Holland er stormet ind på en førsteplads med en rekordstor forbedring på næsten ti procent på ét år. Her er det ikke meget små biler, der driver den grønne fremgang, men en kraftig vækst i antal elbiler og især opladningshybrider.

Holland lemper grønne teknologier

De ”grønne” biler er blomstret frem ved hjælp af en politik om skatte- og afgiftslempelser på biler med lav CO2-udledning.

Det får FDM til atter at påpege nogen af de uheldige virkninger af den danske registreringsafgift.

- De danske bilafgifter har overlevet sig selv i deres nuværende form. Den værdibaserede registreringsafgift presser bilisterne ned i de mindste biler, men reelt kan større biler være endnu bedre rent miljømæssigt, det viser udviklingen i eksempelvis Holland, siger afdelingschef i FDM, Torben Lund Kudsk.

Han peger på, at også den særlige danske definition af elbiler i afgiftssammenhæng holder opladningshybrider ude af det danske marked, og at det netop er biler som Opel Ampera, der sikrer hollænderne deres førsteplads.

Diesel sender grækerne op

At Grækenland har overhalet Danmark skyldes derimod, at grækerne i høj grad er gået fra benzinbiler til dieseldrevne.

Landenes CO2-tal er et vægtet gennemsnit af alle solgte personbiler og baseres på de officielle CO2-målinger, der svarer til km pr. literen-målinger.

Tallene påvirkes af en blanding af, hvor energieffektive bilernes motorer er og andelen af dieselbiler, elbiler/opladningshybrider og små/store biler.

Nr.
Land
2013 CO2, g/km
2012 CO2, g/km
Ændring, gram
1
Holland
109.0
118.7
-9.7
2
Grækenland
111.3
120.1
-8.9
3
Portugal
111.6
117.1
-5.5
4
Danmark
113.5
117.4
-4.0
5
Frankrig
117.0
124.0
-7.0
6
Irland
120.4
124.8
-4.4
7
Italien
120.7
126.1
-5.4
8
Spanien
122.4
128.3
-5.8
9
Norge
123.3
130.5
-7.2
10
Belgien
123.7
127.6
-4.0
11
Slovenien
125.3
132.7
-7.4
12
Kroatien
125.4
132.9
-7.5
13
Storbritannien
128.2
132.8
-4.6
14
Rumænien
129.2
137.5
-8.3
15
Østrig
130.5
134.7
-4.1
16
Finland
132.9
139.8
-6.9
17
Slovakiet
133.4
139.0
-5.7
18
Ungarn
133.8
138.5
-4.8
19
Sverige
135.2
137.3
-2.1
20
Tjekkiet
135.4
140.6
-5.2
21
Tyskland
135.9
141.1
-5.2
22
Polen
136.2
141.1
-5.0
23
Schweiz
144.7
151.3
-6.6
Alle lande
126.8
132.3
-5.5
Kilde: Jato Dynamics