Mercedes C-klasse bliver elektrisk
13. februar 2015

Foto: Mercedes-Benz
Mercedes-Benz er klar med C-klassen som opladningshybrid, der kører 47,6 km pr. liter. Rækkevidden på strøm er forholdsvis beskeden.

Mercedes-Benz C 350 e fås både som sedan og stationcar. Fotos: Mercedes-Benz
Endnu en opladningshybrid er på vej fra Merceds-Benz. Denne gang gælder det den nye C-klasse, som fra marts kan fås med kombinationen af el- og benzinmotor samt mulighed for opladning fra en stikkontakt.
C 350 e kaldes den nye model, og den fås både som sedan og stationcar.
279 hk, 600 Nm
Benzinmotoren er en toliters med 211 hk og 350 Nm. Den arbejder sammen med en integreret og ganske stærk elmotor på 60 kW (82 hk) og 340 Nm. Den samlede ydelse, som er det interessante for køreren, er på 279 hk og 600 Nm.

Opladningshybriden har flere køreprogrammer. Bl.a. kan man gemme strømmen, til bykørsel sidst på turen, og man kan også lade batteriet delvist op med benzinmotoren.
Motorerne driver bilen via Mercedes’ sædvanlige syvtrins automatgear.
Strøm til 30 km
Batteriet er forholdsvis beskedent i størrelse, og det påvirker rækkevidden på strøm alene. 6,4 kWh energi rummer batteriet, og det giver en officiel rækkevidde på 31 km.
Trods det moderate batteri og de mange kræfter har bilen en flot brændstoføkonomi efter den særlige norm for opladningshybrider: 47,6 km pr. liter svarende til 48 gram CO2 pr. km (49 gram for stationcaren).