Trafikstyrelsen får nyt navn
10. juli 2015
Med den nye regering er der sket ændringer i ministeriernes opgaver, og det får bl.a. konsekvens for Trafikstyrelsen.
Trafikstyrelsen har ændret navn til Trafik- og Byggestyrelsen.
Det nye navn skyldes, at Transportministeriet er ændret til Transport- og Bygningsministeriet, og derfor lægges de mere administrative funktioner under ministeriet også sammen.
Styrelsen overtager sager om byggeri, herunder byggeloven og bygningsreglementet, som hidtil har ligget hos Energistyrelsen.
Trafik- og Byggestyrelsen har – foruden det nye byggeriområde - ansvar og opgaver på tværs af transportformerne jernbane, vej og luftfart.
Ansvar for bilregler
På trafikområdet gælder det bl.a. regler om køretøjer, administration af bilers energimærkning, Euro NCAP-mærkning, synsvirksomheder, råd om kør langt på literen og en afdeling til fremme af grøn transport.
Styrelsens hjemmeside hedder stadig – i hvert fald indtil videre – trafikstyrelsen.dk
Trafikstyrelsen hed tidligere, før luftfartsområdet og jernbanedrif blev lagt sammen med vejtransporten, Færdselsstyrelsen.