Fiat får pickup med japansk hjælp
1. december 2015
Foto: Fiat
Fullback hedder Fiats første større pickup. Mitsubishi L200 er donor.
Fiat Fullback er em godt fem meter lang ladvogn. Fotos: Fiat
Fiat gør til sommer sin første entré i den mellemstore pickupklasse. Det sker med det nye modelnavn Fullback.
Modelnavnet er ifølge Fiat hentet fra sportsgrene som amerikansk fodbold og rugby, hvor full back er en nøgleposition på holdet.
Mange varianter
Fullback fra Fiats varevognsafdeling, Professional, kommer i et stort antal varianter, nemlig både med enkeltkabine, forlænget kabine og dobbelt kabine. Dertil kommer tre udstyrsniveauer, forhjulstræk/firehjulstræk, manuelt/automatisk gear og to motorer.
Hvor stor det danske modelprogram bliver er ikke afgjort.
Baseret på Mitsubishi L200

Førerpladsen minder om en personbils. Foto: Fiat
Bilen er i store træk en Mitsubishi L200, som netop er lanceret i Danmark. Det er også Mitsubishi, der bygger begge versioner.
De to motormuligheder i Fullback ser også ud til at komme fra Mitsubishi. 2,4-dieselmotoren kan hos Fiat fås med enten 150 eller 180 hk.
Bilens nyttelast er op til 1.100 kg.
Biltype i fremgang
Ladvogne er i fremgang, også i Europa. I 2014 blev der solgt 675.000 styks i Europa, Mellemøsten og Afrika, og i Danmark er salget af pickups i år steget 25 procent i forhold til sidste år.