Bilsalg på ny optur
3. september 2016
Foto: VW
Efter et dyk i juli steg bilsalget atter i august. 2016 ligger nu ni procent over 2015.
Salget af personbiler stiger atter efter en mindre nedgang i juli. I august blev salgstallet på 17.406 biler, otte procent flere end august i fjor.
For hele året og med august er der solgt 149.985 nye personbiler, ni procent over den samme periode sidste år.
- 2016 kan næsten kun blive endnu et rekord år, og vi forventer et rekordsalg i størrelsesordenen 220.000-225.000, siger administrerende direktør Gunni Mikkelsen hos De Danske Bilimportører.
Vi køber større biler
Tendenserne mod lidt større biler fortsætter. Der er en mindre andel til mikro- og minibiler og en stigende andel af biler i mellemklassen. De større biler og SUVere er forsat i fremgang.
Mikrobilerne er gået ned fra 23 procent i 2015 til 20 procent i 2016. Minibilerne er faldet fra 32 til 28 procent, mens den lille mellemklasse går en anelse frem.
SUV og MPV frem
Det er både SUVere og – måske lidt overraskende - MPVere, der stryger hele gevinsten. Crossoverne stiger fra syv til 11 procent, mens multibilerne øger fra fem til syv procent.
De Danske Bilimportører har endnu ikke opgjort salgstallene på modelniveau.