Logo

BMW X4 - alsidig limousine

Arkiv

18. november 2014

BMW X4 forfra
Søren W. Rasmussen

BMW X4 kombinerer firehjulstrækkernes høje kabine med køreegenskaberne fra den gode 3-serie.

BMW X4

xDrive 30d aut. (Diesel)

FDMs ekspertvurdering

BMW X4 bagfra

Fordele

Motor / Plads / Firehjulstræk

Ulemper

Pris / Ikke tre års garanti

Pris

906.780 kr.

Maks. effekt

258 hk

X4 føles som en krydsning mellem en stor firehjulstrækker og en lækker, sportslig coupé. Udgangspunktet er langt hen ad vejen BMW X3, og alle udgaver af X4 er da også forsynet med BMW’s avancerede firehjulstræk, der selv fordeler trækkraften mellem for- og baghjul efter behov.

Indvendigt er kabinen opbygget i BMW’s kendte materialekvalitet, og instrumentbordet samt en stor del af interiøret kendes fra X3. Det er da også et fremragende udgangspunkt, og særligt kan man glæde sig over den velintegrerede farveskærm.

Pladsforholdene er imponerende, og ved bagsædet er der næsten uanet knæplads og udmærket loftshøjde. To personer sidder fornemt her, mens en evt. tredje person må slås lidt med den store kardantunnel.

Bagagerummet er med sine 500 liter pænt stort, og den standardmonterede elmanøvrerede bagklap giver let adgang. Fra bagagerummet kan bagsædets ryglæn hurtigt foldes forover, hvis der er behov for mere plads.

BMW X4 kabine

Instrumentbordet er i stor stil hentet fra BMW X3. Særligt den store farveskærm i midten fungerer godt.

Stort motorprogram

Billigste udgave af BMW X4 er forsynet med en toliters benzinmotor med 184 hk. Den er i lighed med de fleste versioner som standard kombineret med BMW’s velfungerende ottetrins automatgear og koster fra 807.000 kr. Så er man uden tvivl godt kørende.

Man behøver dog ikke at have meget mere op af lommen for at vælge blandt de tre benzinmodeller og tre dieselmodeller. For 100.000 kr. ekstra får man således denne testede treliters dieselmotor med seks cylindre og hele 258 hk. Den virker som det helt oplagte valg, og så går den endda længere på literen end grundudgaven.

I vanlig BMW-stil er priserne kun startskuddet til en kamp mellem drømme og økonomi. BMW tilbyder næsten alt tænkeligt udstyr i løs vægt, men det koster. Vores testbil havde således for 178.000 kr. ekstraudstyr, og det omfatter i virkeligheden kun rimeligt udstyr som metallak, læderindtræk, bakkamera, parkeringssensorer, navigationsanlæg og lidt større fælge.

Har man ikke modet og kapitalen til at købe bilen kontant, kunne det være værd at overveje BMW’s program for privatleasing. Her kan man lease bilen i et, to eller tre år til priser, der snildt kan konkurrere med de udgifter, man ville have haft, hvis man i stedet havde købt den. Og så er alle service- og reparationsudgifter trygt parkeret hos BMW, hvilket giver overskud til at nyde bilen og dens fremragende køreegenskaber.