Fiat Doblo - familiens rullende hus

Fiat Doblo har aldrig været nogen skønhed, og det er denne anden generation heller ikke. I forhold til første generation er den blevet større på alle ledder og kanter, og det har givet mulighed for en tredje sæderække, så bilen i alt rummer op til syv personer.

Men det er lige før, at bilen er blevet for stor. For selvom der er skydedøre til de bagerste rækker, er det en udfordring at komme ud af så bred en bil på trange p-pladser. Parkerer man sjældent på snævre p-pladser, vil man til gengæld glæde sig over de gode adgangsforhold. Selv tredje sæderække kan man let komme ind til, og alle pladser har gode sæder.

På forreste række er der god lårstøtte, og selv efter lange ture bliver man ikke øm i ryggen. Bag rattet føler man sig lille, for der er meget højt til loftet og langt ud til den øverste del af dørkarmen, og en enorm forrude får alt til at virke småt.

For stor og for tørstig

Køreegenskaberne er overraskende gode. Der er naturligvis nogen krængning i sving på grund af bilens højde, men styreegenskaberne er imponerende, og komforten er god og langt fra den hårdt affjedrede Fiat Qubo.

Men to ting trækker ned i forhold til at få et godkendt-stempel som pendlerbil: Trods en flot officiel brændstoføkonomi opnåede vi kun små 13 km/l, og selvom vi kørte mange motorvejskilometer, så er det i underkanten af det acceptable. Det skyldes, at 1.3-liters dieselmotoren er på hårdt arbejde, for trods en effekt på 90 hk, så virker motoren decideret sløv over 90 km/t., og når hastigheden er 110 km/t. og derover, er der en hel del motorstøj.

Det andet, der trækker ned, er prisen. For selvom den er billigere i indkøb end eksempelvis Renaults Grand Scénic, så får man lidt for meget kassevogn og lidt for lidt personvogn for pengene. De gode pladsforhold er et plus, men Doblo har fået for meget vokseværk til at være rigtig interessant til hverdagens almindelige brug.

Men har man et direkte behov for bilens syv sæder, løser Doblo den opgave på tilfredsstillende vis.