Renault Grand Modus - lys, venlig og letkørt
15. juni 2010

Foto: Karsten Meyland Lemche

Man nyder interiøret i Grand Modus, der modsat mange af konkurrenterne er lyst og venligt. Og så virker Grand Modus meget håndterbar, og det gør den letkørt.
Renault Grand Modus
FDMs ekspertvurdering

Fordele
Letkørt / Støjniveau / Pris
Ulemper
Hård plast indvendigt / Bagsæde / Rat ej multijusterbart
Pris
193.580 kr.
Maks. effekt
65 hk
Egentlig burde Renault Grand Modus være mere kendt, end tilfældet er, for det er på mange måder en spændende bil med en god indretning og en fin pris. Men i Danmark er salget nærmest gået i stå.
Grand Modus er en forlænget udgave af den lige så sjældne Modus. I denne store udgave er der gjort lidt mere ud af indretningen. Grand Modus er dog ikke lige så fleksibel som C3 Picasso – bl.a. er det kun muligt at folde bagsædets ryglæn frem, så det ligger oven på den udelte sædehynde. Det giver en knap så fin lasteflade.
Fortil er instrumentbordet præget af et stort instrumenthus i midten af instrumentbordet, og det er let at overskue. Men det er ærgerligt, at rattet kun kan justeres i højden – det kan godt hæmme kørestillingen en smule. Instrumentbordet er lavet af hård – lidt billig – plastik. Det falder noget igennem i kvalitetsfornemmelsen over for de tre andre, men til gengæld er det lyst, hvilket er med til at gøre kabinen mere venlig i sin fremtoning.

Førerpladsen er præget af et stort felt med alle instrumenter samlet i midten. Rattet kan desværre kun justeres i højden.
Godt udsyn for børn
Ved bagsædet er der fin plads, og man kan glæde sig over den meget lave vindueskant, der giver et godt udsyn for børn på bagsædet. I lighed med de tre øvrige biler i testen er bagsædet forsynet med to isofixbeslag, der gør det let at montere en autostol med isofixbeslag.
Køreegenskaberne er grundlæggende gode, men man bliver i begyndelsen noget forbavset over motorens tydelige dieselknitren, når der accelereres. Er man først kommet op i fart, bliver der dog ro ude i motorrummet, og så kan man nyde freden.
På FDM Jyllandsringen faldt Grand Modus ikke lige så godt til som Citroën C3 Picasso og Kia Venga. Modus reagerer skarpt på styretøjets udslag, og bevægelserne bliver hurtigt en del kraftigere end forventet. Det er ikke så kønt, men det standardmonterede antiudskridningssystem træder til med fuld styrke og holder bilen på rette spor.
Renault Grand Modus er i Danmark opgivet med de maksimale fem stjerner i Euro NCAP. Det er egentlig den mindre Modus, der er testet, men resultatet kan med god mening overføres til denne variant. Dermed er Grand Modus med til at videreføre Renaults tradition for sikre biler.

Bagagerummet er testens mindste med bagsædet i bagerste position. Det skal køres frem, for at barnevognen kan være der. Rummer 305-410 l.