Spring til hovedindhold
Logo

Suzuki Alto - overhalet indenom

Arkiv

15. oktober 2010

Suzuki Alto ligner en større bil, end den er.

Foto: Karsten Meyland Lemche

Søren W. Rasmussen

Suzuki Alto er i nyeste generation kommet godt fra start med høje salgstal i Danmark. Men nu giver konkurrenterne Alto baghjul, hvad angår sikkerhed.

Suzuki Alto

1.0 DOHC 12V GL (Benzin)

FDMs ekspertvurdering

Suzuki Alto set fra siden.

Fordele

Lys kabine / Styretøj / Fjernbetjent c-lås

Ulemper

Udsyn / Bagsæderyg ikke delt / Kollisionssikkerhed

Pris

102.670 kr.

Maks. effekt

68 hk

Alt så dejlig lyst ud for den nye udgave af Suzuki Alto, da den ankom til Danmark for knap et par år siden. Men en skuffende crashtest har siden stukket en kæp i hjulet, og det gør, at bilen ikke længere kan beskrives som et godt køb.

Trods et højt niveau af sikkerhedsudstyr er resultatet fra kollisionstesten hos Euro NCAP så svagt, at det kun kan blive til tre stjerner. Det er simpelthen ikke godt nok anno 2010. Alto er ellers en bil med en række egenskaber, der på den ene side ikke slår konkurrenterne, men som på den anden side heller ikke falder igennem. Det gør bilen interessant, al den stund at prisen er fin, og at den danske importør bakker op omkring bilen med en udmærket garanti på tre år eller 100.000 km.

Indvendigt opleves Alto dejlig lys, hvilket ikke mindst skyldes de lyse farver på instrumentbord og indtræk. I praksis er bilen knap så rummelig, som lyset giver indtryk af, og på bagsædet er der kun lige akkurat plads til de to personer, der er seler til. Udsynet skråt bagud er generet af den store C-stolpe bag bagdørene, og ved bagsædet generes man lidt af, at vinduerne kun kan stilles på klem. Kvalitetsniveauet virker ellers i orden, og der er mange gode detaljer – bl.a. gode kopholdere og fralægningspladser.

Førerpladen er dejlig lys i Suzuki Alto

Førerpladsen er dejlig lys p.g.a. de store lyse flader. Speedometeret er tydeligt og fint placeret. Radio er ikke standard i vores testudgave, men en radio kan eftermonteres.

Radio og aircon er tilkøb

Alle udgaver af Alto har samme trecylindrede motor på en liter. Men udstyret varierer mellem i alt fire niveauer, og den udgave, vi har testet, har ikke radio eller aircondition. De to ting koster tilsammen 10.000 kr.

Køreegenskaberne er præget af billige dæk, der har svært ved at stå fast. Når bilen begynder at skride, griber ESC-systemet dog kraftigt ind, hvilket virker meget fornuftigt. De dårlige dæk giver Alto testens længste bremselængde i lighed med Hyundai i10.

Selvom vi tidligere har givet Alto gode samlede karakterer, må vi se i øjnene, at udviklingen har overhalet bilen i en grad, at vi ikke længere kan anbefale at købe denne bil frem for en af de andre. Hvorfor lade sig nøje med en ringere grad af sikkerhed, når man nu kan få noget, der er bedre, til samme pris?

Bagagerummet er på sølle 129 liter i Suzuki Alto

Smal åbning og løs hylde generer. Bagagerummet på sølle 129 liter er pænt beklædt og bagklap åbnes enten fra nøgle eller fra førerplads. Nødhjul under gulvet.