Og for lige at gøre designet færdigt: Når man ser den nye, tredje generation A3 i virkeligheden, trænger det faktisk umærkeligt, men tydeligt igennem, at designet er nyt. Mere klart end på billeder ses de mere skarpslebne kanter, bl.a. hen over motorhjelmen, og bagtil giver designet i almindelighed og lygterne i særdeleshed en bred, lav og solid fremtoning.
A3 – foreløbig kun som lidt upraktisk tredørs – er et markant skridt fremad og opad for Audi. Fornyelsen er særdeles mærkbar og gennemgribende. Og det er der en grund til. Den nye A3 er første model på Volkswagens helt nye arkitektur kaldet MQB, som vil brede sig til snesevis af modeller. Den næste bliver VW Golf 7.Fornyelsen er til at føle på, når man sætter sig ind i kabinen. Materialerne er i særklasse flotte og lækre at røre ved – også lidt længere ud i krogene, end bilproducenterne normalt ofrer i denne størrelsesklasse.
Tag en ting som friskluftdyserne: Kromringene drejes og lukkes med et tillidsvækkende „klik”, som det formentlig har taget et hold ingeniører måneders arbejde at forfine.
Også kabinedesignet, som Audi traditionelt – men nok lidt overdrevet – har fået ros for, er udviklet til det klart bedre med elegant udformning, f.eks. af betjeningspanelet til klimaanlægget. Pladsforholdene ved bagsædet har også gjort fremskridt – både når det gælder knæplads og loftshøjde.Den nye A3 har samme længde som før, men akselafstanden er øget, og trods det større „fodaftryk” og mere standardudstyr er den ny model blevet op til 80 kg lettere end forgængeren. Midlerne er bl.a. motorhjelm og forskærme af aluminium, mere højstyrkestål og lettere motorer.
Vægtreduktionen er ikke til at mærke direkte, men A3 er blevet et nøk mere skarp i køreegenskaberne, særligt styretøjet. Endnu mere mærkbart er forbedringen i komfort, både undervognens og den akustiske. Til det sidste bidrager en lyddæmpende forrude og mere støjsvage motorer.
Motorerne er alle helt nye, siger Audi, selv om slagvolumen og til dels ydelsen er som i den gamle model. Det er motorer i særklasse. Fremhæves skal især den mindste diesel. Den virker langt stærkere end dens påskrift om 105 hestekræfter, er meget smidig og i sjælden grad uden diesellyd. Samme ros gælder også de kraftigere versioner.Unik er også den næstmindste benzinmotor. 1.4-maskinen med 140 hestekræfter er særdeles omdrejningsvillig, og man mærker ikke det nye system, der sætter halvdelen af cylindrene i tomgang for at spare brændstof. Den nye A3 kører minimum 15 procent længere på literen end den nuværende.
A3 er i Danmark pænt udstyret helt fra grundniveau – noget bedre end f.eks. i Tyskland. Hos os er 5,8 tommers klap-op-skærm, tozoners klimaanlæg og 16 tommer alufælge standard. En „businesspakke” til 5.000 kr. med bl.a. bluetooth, læderrat og sædevarme vil det være dumt ikke at tilvælge.
Et hav af tekniske lækkerbidskener kan tilkøbes, både når det gælder køredynamik, komfort og sikkerhed. Men f.eks. kan en ny Audi stadig ikke bremse automatisk for fodgængere.Priserne på den nye A3 ligger på niveau med den nuværende models. Billigste version med 105 hk koster 289.000 kr.
Efter lanceringen af den tredørs til september følger en praktisk femdørs Sportsback i første halvdel af 2013 og – som noget nyt – en firedørs sedan i andet halvår 2013. Cabriolet og sportslig RS kommer også.