Sådan bliver du klar til teoriprøven
Regler
5. marts 2026
Skal du snart til teoriprøve og er i tvivl om, hvordan prøven foregår, og hvordan du forbereder dig bedst? Få overblik og gode råd i denne guide.
Du har måske allerede fået en dato for din teoriprøve og har øvet dig på, hvornår der er højre vigepligt, og hvordan du læser parkeringsskiltene langs vejene. Det kan også være, at du ikke er sikker på, hvor langt nærlyset skal lyse frem. Det er helt normalt stadig at være i tvivl.
Op til teoriprøven kan det derfor være en god idé at tage forskellige onlinetests og være særligt opmærksom på de fejl, du laver, så du kan øve dig ekstra på de ting, du har sværest ved. Til teoriprøven bliver du nemlig testet i næsten alt det, du har lært under din køreuddannelse.
Hver måned bliver der afholdt tusindvis af teoriprøver i hele landet. Nogle består første gang, mens andre må gå op til prøven igen. Begge dele er helt normalt. Jo bedre du kender prøvens opbygning, og jo mere du øver dig, desto tryggere vil du typisk føle dig på selve dagen.
Her på siden finder du en FAQ med svar på de mest almindelige spørgsmål om teoriprøven.
Hvornår må du gå til teoriprøve?
Du må tidligst gå til teoriprøve en måned inden, du fylder 17 år. Du skal desuden have kørt mindst 14 lektioner, have et færdselsrelateret førstehjælpsbevis, en lægeerklæring, pasfoto og en samtykkeerklæring, før du kan gå til teoriprøve.
Hvor foregår teoriprøven?
Teoriprøven foregår i et lokale på en af Færdselsstyrelsens lokationer. Det kan være en politistation eller et andet prøvested.
Teoriprøven afholdes af Færdselsstyrelsen i følgende byer i landet:
Fyn: Odense
Sjælland og øerne: Amager, Hillerød, Roskilde, Rønne, Nykøbing Falster og Slagelse
Jylland: Aabenraa, Esbjerg, Kolding, Holstebro, Horsens, Frederikshavn, Viborg, Aalborg og Aarhus
Hvordan foregår en teoriprøve?
Prøven foregår i et lukket lokale med plads til 10-14 elever. En tilsynsførende fra Færdselsstyrelsen vil være til stede og tage imod dig og kontrollere dine dokumenter, inden prøven starter.
Hver elev får sin egen plads i en afskærmet bås med en tablet eller en pc og et headset. På skærmen skal du logge ind på prøven med MitID. Herefter skal du lægge mobil og personlige ejendele væk. Hvis du er fritaget for MitID, er det muligt at logge ind med kode.
Når du har bekræftet dit navn og prøvekategorien på skærmen, vil du se prøvens program med en guide og to øvelsesspørgsmål.
Under prøven
Når prøven starter, får du vist 25 forskellige billeder på skærmen, typisk set fra førersædet. Til hvert billede er der en tekst eller en lydoptagelse, der vedrører billedsituationen samt 3-4 svarmuligheder. Nogle af spørgsmålene har flere end ét korrekt svar. Læs derfor teksten grundigt, inden du svarer.
Du har i alt 25 minutter til at besvare hele prøven. Du må ikke bruge hjælpemidler, og du må heller ikke tale med de andre elever eller få hjælp. Du kan gå frem og tilbage i dine svar, og du skal kun markere de svarmuligheder, du mener er rigtige. Du skal svare på alle spørgsmål. Det tæller som en fejl, hvis der er et spørgsmål, du ikke svarer på.
Spørgsmålene til teoriprøven er udformet med udgangspunkt i den undervisningsplan, du har været igennem på køreskolen.
Når tiden er gået, får du svar med det samme på skærmen, om du har bestået eller ej.
Særlige prøveformer enkelte steder i landet
I enkelte dele af landet afholdes teoriprøven, hvor spørgsmål og billeder vises på en storskærm, men hvor du skal besvare spørgsmålene på enten papir eller en tablet. Skal du op i denne prøveform, er det ikke muligt at gå frem og tilbage i svarene, og heller ikke her må du bruge hjælpemidler eller snakke med andre undervejs.
De fleste steder vil dog foregå som en fuldt digital prøve, som nævnt i tidligere afsnit.
Spørg din kørelærer, hvis du mener, at det er relevant for dig at vide.
Hvor mange fejl må du have i teoriprøven?
Du må have fem fejl eller færre i teoriprøven uanset hvilke spørgsmål, du svarer forkert på. Det er det samlede antal fejl, der tæller. Har du seks fejl eller flere, skal du til en ny teoriprøve. Prøven kan bestilles sammen med din kørelærer.
Hvad sker der, hvis du ikke består teoriprøven?
Hvis du ikke består teoriprøven, kan du gå op igen. Din kørelærer kan hjælpe med at bestille en ny tid. Mange består anden gang, når de har øvet sig på de områder, de har sværest ved.
Hvad er de hyppigste fejl, som elever begår til teoriprøven?
Ifølge Færdselsstyrelsen svarer eleverne oftest forkert for følgende tre områder:
1. Bilens indretning, udstyr, betjening og dokumenter
Her opstår fejl typisk i spørgsmål om bilens tekniske udstyr, f.eks. betydningen af advarselslamper i instrumentbrættet, krav til bilens lygter, eller hvilke dokumenter der skal medbringes i bilen.
Eksempel på spørgsmål: Hvilken farve skal nummerpladelyset have?
Svar: Hvidt (skal kunne læses på 20 meters afstand).
Tip: Nummerpladelyset skal tænde automatisk, når du tænder for bilens baglys/positionslys (i lygtetændingstiden). Nummerpladen skal desuden altid være synlig både foran og bagved, så vær opmærksom på, om du har et anhængertræk, der dækker for noget af nummerpladen, eller om den er dækket af sne eller snavs.
2. Særlige risikoforhold i trafikken
Her handler spørgsmålene især om faktorer, der øger risikoen for ulykker som f.eks. spørgsmål til promillegrænsen for førere under og over 18 år, hastighedsbegrænsninger, eller hvordan du skal forholde dig i særlige situationer som tåge, mørke, på grusveje eller ved manglende oversigtsforhold, f.eks. i sving, op ad bakker eller ved blinde vinkler.
Eksempel på spørgsmål: Du kører 80 km/t på en landevej. Det begynder at regne kraftigt. Hvad gør du?
Svar: Sætter farten ned, da bremselængden øges, og risikoen for akvaplaning stiger.
Tip: Husk altid at orientere dig så langt frem som muligt og køre efter forholdene for at undgå at blive overrasket af disse risikoforhold.
3. Grundregler for bilkørsel
Denne del kan handle om situationer som højre vigepligt, hastigheder på motortrafikvej, i byzone og på motorvej, placering på en flersporet vej, vognbaneskift og sammenfletning.
Eksempel på spørgsmål: Du nærmer dig et fodgængerfelt, hvor en fodgænger står og venter på at krydse vejen. Skal du holde tilbage?
Svar: Ja. Det er en grundregel, at kørende skal holde tilbage for fodgængere, der befinder sig i eller er på vej ud i et fodgængerfelt.
Tip: Sænk altid farten i god tid, når du nærmer dig et fodgængerfelt, og vær klar til at stoppe helt.
Du kan forberede dig grundigt ved at tage forskellige onlinetests og være særligt opmærksom på dine fejl. Har du gentagne fejl i specifikke emner, kan det være en god idé at læse ekstra op eller tage emneprøver. Tal med din kørelærer, hvis der er noget, du er i tvivl om.
Hvad skal du medbringe til teoriprøven?
Du skal huske at medbringe følgende til din teoriprøve:
- Dit pas eller fødsels-/dåbs-/navneattest og billedlegitimation. Hvis dit personnummer ikke fremgår af attesten, skal du medbringe et offentligt dokument med dit personnummer.
- Din lektionsplan med underskrifter af både dig og din kørelærer. Er den digital, skal du kunne vise den på din smartphone.
- Udfyldt og godkendt ansøgning om kørekort med stempel og underskrift af både Borgerservice og din kørelærer.
- Hvis du ikke har dansk statsborgerskab, skal du også medbringe din opholdstilladelse
Det er vigtigt, at du medbringer ovenstående, da det ellers kan betyde, at din prøve ikke kan gennemføres.
Du må ikke medbringe hjælpemidler til teoriprøven.
Er der forskel på teoriprøver?
Spørgsmålene til den enkelte teoriprøve er udvalgt tilfældigt, men alle prøver er bygget op efter samme regler og sværhedsgrad. Det betyder, at ingen får en ”sværere” prøve end andre, da alle prøver tester de samme regler og situationer.
Hvad sker der, hvis du kommer for sent til teoriprøven?
Hvis du kommer for sent til teoriprøven, og dørene er lukket, er du nødt til at gå op til en ny prøve. Få hjælp af din kørelærer til at bestille en ny prøve.
Er der ventetid på en teoriprøve?
Der er normalt ventetid på en teoriprøve, men det bør ikke være over 14 dage. Det er Færdselsstyrelsen, der afholder prøverne, så spørg din køreskole, om der er ventetid, da de får opdateringer fra Færdselsstyrelsen.
5 gode råd til før og under prøven
Læs din teoribog igennem
Øv dig ekstra på de områder, du har sværest ved.
Tag forskellige tests på nettet
Der findes mange gratis onlinetest. Nogle koster et gebyr, så overvej, om det giver mening for dig at betale for adgang.
Mød op i god tid og undgå stress med at finde lokationen
Du skal være der senest 15 minutter før, prøven går i gang. Døren lukkes på det præcise starttidspunkt. Hvis du kommer efter, døren er lukket, er du nødt til at gå op til en ny prøve.
Læs spørgsmålene grundigt under prøven
Tag dig tid til at forstå dem. Ord som ”kan” eller ”skal” kan have afgørende betydning for svaret. Svar først, når du har tænkt det igennem.
Bevar roen
Det er normalt at være nervøs. Træk vejret roligt og hold fokus. Har du tid tilbage, kan du gennemgå de spørgsmål, du var mest i tvivl om. Ret kun noget, hvis du opdager en klar misforståelse.
Når du har bestået teoriprøven, er næste skridt manøvrebane, glatbane og den praktiske køreprøve.
Øv dig med gratis tests
Onlinetests udformet af Færdselsstyrelsen: https://dtp.fstyr.dk/ (eksternt link)
Forskellige gratis tests: Trafiktesten.dk (eksternt link)