Logo

Sådan klager du over en parkeringsafgift

Guides

Regler

26. maj 2025

Mand opdager p-afgift på sin forrude.
Af FDM

Har du fået en parkeringsafgift? Og vil du gøre indsigelse og klage over den? Her får du hjælp og gode råd til, hvordan du griber det an.

Kommer du retur til bilen og har fået en parkeringsafgift, så kig efter en ekstra gang, om der skulle være et skilt eller lignende, du ikke så, da du parkerede. Har du f.eks. overset et tydeligt skilt, og parkeringsafgiften dermed er berettiget, så betal afgiften hurtigst muligt.

Men mener du, at parkeringsafgiften ikke er berettiget, så får du her gode råd til, hvad du kan gøre, og hvordan du skal forholde dig.

1 | Dokumentér parkering

Mener du, at parkeringsafgiften ikke er berettiget, så tag billeder af din bils placering, din p-billet eller p-skive, skiltningen i området, etc.

2 | Klag over parkeringsafgift

Du skal herefter hurtigst muligt klage til den myndighed eller det selskab, der har udstedt afgiften. Sørg for at klage skriftligt, og gør det gerne elektronisk, så du kan dokumentere, at du har indsendt en klage. Du kan også med fordel bede om at få tilsendt parkeringsselskabets dokumentation for forseelsen. Typisk har parkeringsvagten taget billeder af din bil.

Parkeringsselskabet må ikke kræve behandlingsgebyr e.l. for at behandle din klage.

Får du svar på din klage, der forklarer, hvorfor parkeringsafgiften er pålagt, og du herefter er enig i, at denne var berettiget, så betal afgiften med det samme. Hvis du fortsat mener afgiften er uberettiget, så klag igen skriftligt.

3 | Skriv evt. til ejer af parkeringsplads

Udover at klage til den myndighed eller det selskab, der har udstedt afgiften, kan det i forbindelse med privat parkeringskontrol være en god ide også at skrive til ejeren af pladsen.

Oftest er det ikke parkeringsselskabet, der ejer pladsen, men derimod en butik, et indkøbscenter, et museum etc. Det kan være, at ejeren ikke er interesseret i utilfredse kunder og derfor vil være behjælpelig med at få annulleret parkeringsafgiften.

Gem alle breve, fotos etc. i sagen, så du til enhver tid kan dokumentere, hvad der er sket.

4 | Send evt. sagen i Parkeringsklagenævnet

Er din parkeringsafgift udstedt af et privat parkeringsselskab, har du mulighed for at sende din klage til Parkeringsklagenævnet, hvis din klage er blevet afvist af parkeringsselskabet. FDM anbefaler dog, at du først sender afgiften til vurdering hos os, så du får sikkerhed for, at det er en klage, der kan behandles.

Du vil som medlem af FDM få vurderet din parkeringsafgift af vores juridiske rådgivere. Vi vil rådgive dig om, hvordan du skal forholde dig og hjælpe dig videre i forløbet. Hvis din klage er egnet til Parkeringsklagenævnet, skal du oprettet en sag på nævnets hjemmeside.

Læs mere: Parkeringsklagenævnet (eksternt link)

Ofte stillede spørgsmål om Parkeringsklagenævnet

På klagenævnets hjemmeside skal du indtaste de nødvendige oplysninger og vedhæfte relevant dokumentation for din sag f.eks. billeder af parkering, skiltning, placering af bilen mv. Det koster 175 kr., som du får igen, hvis du vinder sagen. Vinder du ikke sagen, koster det kun gebyret.

På nævnets hjemmeside kan du også se hvilke selskaber, der er tilmeldt Parkeringsklagenævnet, og dermed hvem, der lovligt kan udstede parkeringsafgifter.

Har du vundet sagen i klagenævnet, men nægter parkeringsselskabet at efterleve afgørelsen, kan du som medlem kontakte FDM.