Spring til hovedindhold
Logo

Ung bilist? Sådan skal du forsikres

Guides

Rettigheder, garanti og forsikring

19. maj 2025

Ung bilist sidder i bil og får overrakt en bilnøgle.
Af FDM

Som ung bilist er der flere ting, som du skal have styr på, når det gælder bilforsikring. Læs her, hvordan du finder den rigtige forsikring.

Som helt ung bilist er en af dine største udfordringer at finde den rigtige forsikring. Selv om forsikringer til unge bilister ofte er dyrere end forsikringer til mere erfarne bilister, så må du bide i den sure kofanger og købe en. Som ny bilejer er det vigtigt, at du husker:

  • Du skal have ansvarsforsikring
  • Du bør undersøge markedet, så du får den bedste – og måske billigste – dækning
  • Dine forældre må ikke forsikre din bil

Læs mere: Regler for lån, køb, leje og privatleasing af bil som 17-årig

Hvilke forsikringer findes til bilen?

Der skelnes overordnet mellem to typer forsikring:

  • Ansvarsforsikring (lovpligtig)
  • Tillægsforsikring – f.eks. kasko-, glasskade-, udvidet førerulykkesforsikring, afsavnsforsikring

Læs mere: Forsikringer dækker ikke alt

Ansvarsforsikring er forsikringen, som du skal have. Det er i Danmark et lovkrav, at motorkøretøjer har en ansvarsforsikring, for at de er lovligt indregistrerede, da du som bilejer er erstatningspligtig, hvis du er skyld i et uheld.

En bilforsikring tegnes typisk, når du underskriver slutsedlen på din nye bil. I slutsedlen skal det fremgå, hos hvilket forsikringsselskab din bil skal forsikres. Dette kaldes en forsikringsbegæring. Det vil altså sige, at du på forhånd bør undersøge, hvor du får den bedste forsikring af din bil.

Hvordan får du den bedste bilforsikring?

Det er altid vigtigt at undersøge markedet, når du skal tegne forsikring. Ligesom det er vigtigt at foretage jævnlige forsikringstjek for at sikre, at du har de bedste vilkår. Når du skal tegne din første bilforsikring, bør du kontakte flere forskellige forsikringsselskaber og bede om at få forsikringspriser på forskellige bilstørrelser.

Nogle forsikringsselskaber tilbyder særligt attraktive forsikringer til unge bilister. Her skal du være opmærksom på, hvor mange skader du kan få, før prisen sættes op. Du skal ligeledes være opmærksom på, hvad din selvrisiko er, da den typisk er højere for unge bilister.

Du vil ofte kunne forhandle dig til en rabat, hvis du samler alle dine forsikringer i det samme selskab.

Må dine forældre stå for din bilforsikring?

Selv om det kan være fristende at få dine forældre til at forsikre bilen for dig, da der kan være mange penge at spare, så er det ikke en mulighed. Det er nemlig ulovligt, da det er bedrageri, og det vil betyde en reduceret forsikringsdækning i tilfældet af et uheld.

Det er alment kendt, at det er dyrt for unge bilister at forsikre bilen, derfor kan det være en fordel at købe en billigere brugt bil og fravælge kaskoforsikringen, der dækker skader på din bil ved eksempelvis færdselsuheld, hærværk eller tyveri. Her løber du en risiko, da du i værste fald risikerer at miste hele bilens værdi.

Hvis du fravælger kaskoforsikring og involveres i et uheld, skal du selv stå for papirarbejdet og kontakte modpartens forsikringsselskab, hvis du bliver påkørt.

Er du under 18 år?

Så længe du er under 18 år og må låne dine forældres bil, er det en god idé at undersøge, om deres bilforsikring også dækker en eventuel skade, når du kører bilen. Hvis bilen ikke er forsikret korrekt, kan det blive meget dyrt.

Om forsikringen dækker en skade afhænger af, om du låner bilen en gang imellem, eller om du er fast bruger af bilen, og hvordan bilen er forsikret.

  • Du låner bilen en gang imellem: Hvis du låner bilen indimellem f.eks. for at køre til træning eller hjem til dine venner, behøver du ikke at blive registreret som bruger af bilen på deres forsikring. Mange forsikringsselskaber tilbyder en særlig dækning for unge bilister, som kan fjerne eller reducere den forhøjede selvrisiko. Nogle forsikringsselskaber kan have forhøjet selvrisiko ved unge førere under 26 år.
  • Du er fastbruger af bilen: Hvis du regelmæssigt bruger bilen, f.eks. dagligt eller flere gange om ugen, skal du stå som fast bruger af bilen hos Motorstyrelsen og hos dine forældres forsikringsselskab. Mens du er under 18 år, kan du ikke tegne din egen forsikring. Når du står registreret som bruger af bilen hos forsikringsselskabet optjener du din egen anciennitet, og forsikringen dækker, hvis der sker en skade. Det kan være en fordel for dig, hvis du f.eks. har været registreret som bruger på en bil, og du ikke har lavet nogle skader de første 5 år. Så kan din forsikring blive billigere.

Få eventuelt dine forældre til at kontakte deres forsikringsselskab for at høre, hvordan I bedst er dækket, uanset hvor meget du låner bilen.

Lav på forhånd en klar aftale med dine forældre om, hvem der dækker en eventuel selvrisiko, hvis der skulle ske en skade.

Kører du som 17-årig uden en ledsager mellem klokken 20 og klokken 05, kan de forsikringsmæssige konsekvenser være, at der ikke er dækning ved en skade. Det skyldes, at det svarer til at køre uden kørekort. Sørg derfor for, at ledsageren overholder færdselslovens krav.

Hvis du kører med en ledsager, der lever op til kravene, f.eks. din ene forælder, er du selv ansvarlig i forhold til færdselsloven.

Undersøg altid, at bilen, du låner, er korrekt forsikret, og at ledsageren opfylder kravene.

Læs mere: Kørekort til 17-årige: Sådan er kravene