BMW 430i Coupé – designerbil for to
Motors vurdering
BMW 430i
- Design
- Førerplads
- Køreglæde
- Forbrug
- Upraktisk - bagsædeplads og lange døre
- Pris på udstyr
- Ikke tre års garanti
Fabriksdata
-
Motor2.0 liter – 4 cyl.
-
CO2 udledning152 g/km
-
Effekt258 hk
-
Moment400 Nm
-
Topfart250 km/t.
-
Acc. (0-100)5,8 sek.
-
Køreklar vægt1.620 kg
-
Maks. påhængsvægt1.600 kg
-
Bagagerum440 liter
-
Akselafstand285 cm
-
Garanti (bil/lak/rust)2 / 2 / 12
-
MålL:477 cm B:185 cm H:138 cm
Den er vel nærmest det modsatte af alle de smarte SUV’er med delvis eldrift, der netop nu dukker op overalt. Her er der i stedet tænkt på en lav og sportslig køreposition, en upraktisk indretning og en drivlinje, der sætter hestekræfter og køreglæde over hensynet til CO2 og miljø.
Til gengæld har den nye coupé-udgave i BMW 4-serien fået en formgivning, der giver store oplevelser, uanset hvilken vinkel man ser bilen fra.
Fortil dominerer en typisk BMW-grill i en nærmest overdimensioneret størrelse, og der er lygter for og bag, der selv i slukket tilstand rummer detaljer, man kan blive imponeret over at se nærmere på.
Hen over motoren løber en kølerhjelm, der leger med formerne og ender med at gå over i en ret opretstående forrude, der lægger an til et tag, der er dråbeformet på den måde, man kun kan gøre med en ægte todørs coupé.
Prøv lige at se formen fra siden, og så forstår man, at her kommer en bil, hvor det udvendige design spiller en enorm rolle.
Benzinmotor og baghjulstræk
Den nye 430i Coupe er bygget over 3-serien, der er mere familiebilagtig at se på. De kun to døre og den særlige formgivning udløser hos BMW et nyt nummer i rækken, og så har vi altså 4-serien.
I denne udgave er der tale om en traditionel drivlinje med en firecylindret benzinmotor med turbolader og intercooler, der trækker på baghjulene via en ottetrins automatgearkasse.
Læs også: Masser af nye biltest på motor.dk
Motoren yder hele 258 hk og leverer et gedigent drejningsmoment på 400 Nm allerede fra 1.550 omdrejninger. Det gør bilen rolig og tyst, hvis man holder højre fod i ro, og det gør den til en sprinter, hvis man træder speederen ned. Hold da op for en køreglæde, den teknik kan kaste af sig!
Selv med en lidt dynamisk kørsel giver baghjulstrækket ikke anledning til udskridninger, idet ESC-antiudskridningssystemet hele tiden holder styr på vejgrebet. Så selvom man ikke er en habil sportsvognskører, kan man let få gode oplevelser ud af den potente bil.
Imponerende førerplads
Bag rattet møder man en førerplads, der er virkelig flot. Der er ganske vist mange knapper og mange ting at forholde sig til, men har man først fået overblikket, virker det hele logisk placeret.
Instrumenthuset er digitalt og virker ligeledes meget overskueligt, og til højre er der en enorm 12,3-tommer trykskærm med indbygget navigationsanlæg, der er koblet op til skyen, hvor det får alle oplysninger om trafik m.m.
Man kan koble sin mobiltelefon trådløst op med Apple CarPlay eller Android Auto, og kører man den løsning, ser man stadig oplysninger fra navigationsanlægget i instrumenthuset eller i headup-displayet. Gearstangen er elektronisk og er let at aktivere, og bakkamera er standard.
Da dørene i en coupé pr. definition er enorme, bliver der langt hen til B-stolpen, hvor sikkerhedsselen er monteret. BMW har derfor indbygget en elektronisk arm, der serverer selen til føreren, når døren lukkes. Det gør det let at få selen på, uden at man skal lave mærkelige vridninger af overkroppen.
Lille bagsæde
Denne Coupé er bygget med plads til fire personer. De to forreste pladser byder på dejlig komfort, og selvom man sidder lavt, giver de store døre god mulighed for at komme let ind og ud af bilen, hvis der vel at mærke ikke er noget i nærheden, der hindrer dørenes åbning. Find derfor altid en p-plads uden naboer.
Det siger sig selv, at pladsen ved bagsædet er begrænset, og at adgangen er besværlig. Sådan er det! Man har dog gjort lidt for at gøre det let at komme derom, idet forsæderne her er elektrisk justerbare, og de selv kører frem, når man vipper ryglænet frem. Den funktion er ekstraudstyr til godt 23.000 kr.
Bagagerummet er egentlig o.k. i sin størrelse. Det rummer officielt 440 liter, og man kan folde bagsædets ryglæn frem, hvis der er behov for at køre med ekstra stort gods.
Imponerende køreegenskaber
Hvordan kører den så, denne tilsyneladende lækre bil? Imponerende godt, er svaret. BMW har tradition for at bygge biler med god dynamik, og det gælder i særdeleshed denne bil.
På motorvejen er retningsstabiliteten god, og den virker i det hele taget rolig. Testbilen var fabriksmonteret med ’Driving Assistant Professional’, der er en pakke, der bl.a. indeholder en adaptiv fartpilot, der virker helt ned til tilstand. Den kan indstilles til selv at følge hastighedsgrænserne, som den får fra enten navigationsanlægget eller vejskilte, den selv opdager langs vejen. Den arbejder sammen med en vognbaneassistent, der sørger for, at bilen hele tiden befinder sig midt i vognbanen og med god afstand til forankørende.
Det er et system, vi har prøvet flere gange gennem tiderne, men i denne version er det markant forbedret, og man nyder nu at lade bilen sørge for, at vejen følges på en afslappende måde. Der er pulssensorer i rattet, der sikrer, at bilen hele tiden ved, at man har en hånd på rattet, og dermed er klar til at tage over.
Det gode ved pulssensorerne er, at man ikke som i mange andre biler får en advarsel om, at man skal flytte hænderne tilbage til rattet, selvom man allerede har dem der, og vejen blot går lige ud. Det er vildt imponerende at mærke, hvor langt man nu er nået med disse assistentsystemer. Pakken koster 45.000 kr. ekstra, men det må siges at være o.k.
Alt i alt er der tale om en vellykket coupé med overbevisende egenskaber. Det siger sig selv, at hvis man vil køre mere grønt eller mere praktisk, så er det en anden bil, man skal vælge.
Men er ønsket en opsigtsvækkende bil med fantastiske køreegenskaber, ja så er BMW 430i Coupé svær at komme uden om.