BYD Tang kører på en landevej med træer i baggrunden
Biltest

BYD Tang – Stor, tung og lækker elbil

Den nye generation af BYD Tang er en flot og velbygget syvpersoners elbil. Den fås kun i én version, og den har kort og godt al det udstyr, man kan drømme om.
Elbilen BYD Tang set bagfra, mens den kører på en vej

Motors vurdering

BYD Tang

El
489.995 kr.
  • Plads
  • Udstyr
  • Garanti
  • Varmeanlæg
  • Ingen frunk
  • Mange advarselslyde
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    To elmotorer – firehjulstræk. Batteri (brutto/netto): 111/109 kWh
  • CO2 udledning
    0 g/km
  • Effekt
    517 hk
  • Moment
    700 Nm
  • Topfart
    190 km/t.
  • Acc. (0-100)
    4,9 sek.
  • Køreklar vægt
    2.705 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.500 kg
  • Bagagerum
    940 liter
  • Akselafstand
    282 cm
  • Officiel rækkevidde
    530 km
  • Garanti (bil/lak/rust)
    6 / 6 / 12
    Bilgaranti: maks. 150.000 km. Batteri: 8 år/200.000 km
  • Mål
    L:497 cm B:196 cm H:175 cm

Motors tal

  • Beregnet økonomi 5,75 kr./km
  • Målt rækkevidde 470 km

Sikkerhed

2023
Luk

For 487.000 kr. får man her en stor elbil med en virkelig lækkert indrettet kabine med stort set alt i udstyr, og kinesiske BYD Tang ligner derfor noget af et røverkøb.

Der er tale om en elbil i den tunge del af skalaen, idet batteriet er på hele 111 kWh (brutto), der er to elmotorer på tilsammen 517 hestekræfter, og de trækker på alle fire hjul.

Indvendigt er der læderindtræk, masser af plads og bilen byder på meget fin komfort for alle syv personer.

Førerpladsen med skærme i en BYD Tang
Førerpladsen er meget lækkert indrettet med flotte materialer, gode skærme og i forruden er der et headup-display.

Hvor langt kører BYD Tang på en opladning?

Fabrikken stiller en rækkevidde på 530 km i udsigt, og under vores test på motorvejen nåede vi 470 km ved 20 grader – flot for en så stor bil med firehjulstræk. Den målte rækkevidde modsvarer, at man kan forvente at køre omkring 390 km, når temperaturen er faldet til nul grader.

Forskellen skyldes, at bilen her bruger en del af energien fra batteriet på at holde både batteri og kabine varm. De 470 km om sommeren er noget kortere end fabrikstallet, der stiller 530 km i udsigt, men faktisk er forskellen noget mindre end i mange andre elbiler.

Det er et forhold, vi ofte ser ved de kinesiske elbiler, der ikke lader sig friste til at angive rækkevidder, der er alt for langt fra det, man kan opleve i praksis.

Stor skærm i en BYD Tang
Den store skærm i midten er på 15,6”, og den kan enten være i bredformat (foto) eller drejes til oprejst position ved tryk på en knap. Der er mulighed for trådløs Apple CarPlay eller Android Auto.

Hvor hurtigt kan BYD Tang oplades igen?

Den store BYD Tang kan lades ret hurtigt. Bilen lader hjemme med 11 kW (tre faser) og kan så lades op på ca. 10 timer, hvis den er helt afladet. På farten kan bilen ifølge fabrikken DC-lades med op til 170 kW. Derved kan den på en halv time oplades fra 30 til 80 procent.

Vores test af bilen viste, at den også i praksis lader rimelig hurtigt. Efter et kvarter fik vi tilført energi, der modsvarer 170 km motorvejskørsel om sommeren, og efter en halv time fik vi, hvad der svarer til 300 km på batteriet.

Det er i begge tilfælde en gennemsnitlig ladeeffekt på lige omkring 110 kW, og det er rimelige værdier, der gør bilen velegnet til lange ture.

Læderbagsæder i en BYD Tang
Bagsædet på anden række kan køres frem og tilbage, ligesom vinklen på ryglænet kan justeres. Der er friskluftdyser, og foran bagsædet er gulvet helt fladt.

Hvordan kører BYD Tang?

Bag rattet opleves BYD Tang meget omgængelig og uden mange af de irritationsmomenter omkring betjeningen af bilen, som vi tidligere har oplevet med en del kinesiske elbiler.

Bilen kører støjsvagt, og de mange hestekræfter gør den til en hurtig brik i trafikken, selvom den køreklare vægt er helt oppe på 2,7 tons.

Bilen har adaptiv fartpilot og en udmærket vognbaneassistent. Desværre er det ikke helt let at slå den sidstnævnte fra under kørslen, idet bilen skal holde med gearvælgeren i P, før man kan gøre det. Man må derfor ofte beslutte sig før kørslen, om man vil køre med vognbaneassistenten i funktion eller ej.

Den høje vægt føles også godt tøjret af bilens undervogn, og man oplever derfor BYD Tang som en ganske komfortabel bil, hvilket også giver mening, da den skal være rar for alle ombord.

Bagagerum med tasker i BYD Tang
Med de to bageste sæder foldet ned i gulvet er bagagerummet vokset fra 235 liter til 940 liter, hvilket er enormt god plads. Desværre er der ikke plads til ladekablet under gulvet, så det optager en del af pladsen i den sorte pose.

Garantien imponerer

Fra testholdets notesblok er det værd at nævne, at vi var særligt begejstret over bilens læderinteriør, kabinens flotte finish, det virkelig vellykkede musikanlæg med 12 Dynaudio-højttalere og ikke mindst bilens fremragende pladsforhold med sæder på række to, der kan justeres.

På minussiden finder vi et upræcist varmeanlæg, der skal stilles flere grader højere, end det man forventer. Dertil kommer et ladekabel, der flyder i bagagerummet, da der ikke er en frunk i bilen samt flere advarselslyde, der kræver, at man kender bilen indgående, før de kan slås fra.

Men det er alt sammen minusser, der ikke kan overskygge det faktum, at BYD Tang samlet set er en imponerende bil. Og det forhold bliver ikke mindre, når man ser på den fabriksgaranti, der følger med bilen: Den generelle garanti er på seks år eller 150.000 km og omfatter også lakken på bilen.

Men derudover er der en garanti på otte år eller 200.000 km på bilens store batteri, samt en garanti på otte år eller 150.000 km på bilens to elmotorer. Hertil kommer en gennemtæringsgaranti på 12 år uden kilometerbegrænsning.

Det er en samlet garantipakke, som kun de færreste bilmærker kan matche, og et niveau, som absolut ingen europæiske bilmærker nærmer sig. Tankevækkende!

Se komplet oversigt over FDMs tests af elbiler

Vi har siden 2016 testet stort set alle elbiler, der er kommet på markedet. Over 140 tests kan du læse. Få overblik, før du vælger elbil.

Læs test af elbiler her