Cupra Ateca set forfra
Biltest

Cupra Ateca – Tiden står stille i hurtig bil

Cupra Ateca drøner uden om den grønne omstilling med voldsom acceleration og højt benzinforbrug. Men er man til den type umoderne biler, så venter der til gengæld fine køreoplevelser og en praktisk bil i hverdagen.
Cupra Ateca set bagfra

Motors vurdering

Cupra Ateca

11,1 km/l
Benzin
608.660 kr.
  • Plads
  • Udsyn
  • Motor
  • Forbrug
  • Pris
  • Ikke tre års garanti
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    2.0 liter – 4 cyl.
  • CO2 udledning
    203 g/km
  • Effekt
    300 hk
  • Moment
    400 Nm
  • Topfart
    247 km/t.
  • Acc. (0-100)
    4,9 sek.
  • Køreklar vægt
    1.626 kg
  • Maks. påhængsvægt
    2.100 kg
  • Bagagerum
    485 liter
  • Akselafstand
    263 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 3 / 12
  • Mål
    L:439 cm B:184 cm H:161 cm

Motors tal

  • Beregnet økonomi 6,30 kr./km
Luk

Med 300 hestekræfter og en benzinøkonomi, der i heldigste fald tillader 11 km pr. liter benzin, deltager Cupra Ateca på ingen måde i den grønne omstilling, hvor ønsket om et så lavt CO2-udslip som muligt står på dagsordenen.

Det ses direkte i bilens CO2-udslip, der med over 200 gram pr. km er på et niveau, hvor der normalt skal fire biler med plugin-hybrid teknik til for at udlede samme mængde CO2.

Af samme grund bliver Ateca derfor aldrig til en økonomisk bil, for alene benzinudgiften løber op i nærheden af halvanden krone pr. km., og regner man samtlige poster på bilbudgettet sammen, viser det sig, at man skal afsætte hele 6,30 kr. pr. km. Det er på et niveau, der normalt tilhører de meget unikke biler.

Førerpladsen er meget flot udformet med et digitalt cockpit og en fuldt integreret skærm i midten.
Førerpladsen er meget flot udformet med et digitalt cockpit og en fuldt integreret skærm i midten. Bemærk det separate betjeningspanel til klimaanlægget under skærmen med fysiske drejeknapper.

Hvad koster Cupra Ateca?

Cupra er spansk, og udgangspunktet er Seat fra Barcelona. Cupra kan derfor ses som dels Seats luksuriøse storebror, dels det mærke, der på længere sigt skal stå for den grønne omstilling med en lang række elbiler, der kommer på markedet om få år.

Indtil det sker for alvor, bygger fabrikken videre på de traditionelle Seat-modeller, og det har bl.a. kastet denne Cupra Ateca af sig. Den er – som navnet antyder – bygget over en Seat Ateca, der grundlæggende er fra 2016.

I Cupra-udgaven er der kommet godt med udstyr med i pakken, ligesom den kun fås i denne ene udgave med en benzinmotor, der yder 300 hk, et syvtrins automatgear af dobbeltkoblingstypen samt permanent firehjulstræk.

Så er prisen til gengæld også landet på over 600.000 kr., o der er ikke meget, man kan købe ekstra. Et elektrisk justerbart førersæde (+8.660 kr.), en elbagklap (+12.990 kr.) samt en assistentpakke med udvidet vognbaneassistent (+7.020 kr.) er det, man med fordel kan udvide udstyrslisten med.

Og måske også et anhængertræk, hvis man vil udnytte bilens sjældne mulighed for at kunne trække helt op til 2.100 kg.

Der er god siddekomfort ved bagsædet og friskluftdyser mellem forsæderne
Der er god siddekomfort ved bagsædet og friskluftdyser mellem forsæderne, godt udsyn og fin støtte i sæderne. Der er desuden fremragende knæplads og god loftshøjde.

Hvordan kører Cupra Ateca?

Ateca er en stor og praktisk indrettet bil, som tager hensyn til både for- og bagsædepassagerer. Der er fremragende pladsforhold, man sidder godt, og særligt udsynet er overalt godt. Derudover er bagagerummet stort, og det er med til at gøre Ateca til en praktisk bil hverdagen.

Køreindtrykket er også positivt, og bilens acceleration og motorens smidighed og gode samarbejde med automatgearet er med til at gøre kørslen rar. Og vil man for alvor opleve bilens potentiale, kan man vælge det særlige Cupra-køreprogram, der prioriterer kræfter, sportslig kørsel og en smule kunstig motorlyd. Så bliver Ateca til en ægte Cupra.

Helt moderne er bilen dog ikke, og det ses bl.a. ved, at gearstangen er af den gammeldags type, hvor man skal flytte en ret stor gearvælger mellem P og D, og man skal også huske at sætte den tilbage i P, når turen er slut. I mere moderne biler foregår dette automatisk.

Også ved udformningen af den trådløse oplader til mobiltelefoner mærkes det, at Cupra Ateca i bund og grund har nogle år på bagen. Opladeren har simpelthen ikke plads til de moderne og store mobiltelefoner.

Bagagerummet rummer 485 liter og er meget regulært i formen.
Bagagerummet rummer 485 liter og er meget regulært i formen. Der er mekaniske håndtag til at vippe bagsæderyggen frem og en separat skilem i midten af bagsædets ryglæn.

Pas på garanti og værditab

Cupra Ateca er en sjov bil, der kan noget, som mange andre bilproducenter har fravalgt, og det gør den til noget specielt. Men dens høje pris, dens utidssvarende miljøprofil og dens smalle modelprogram gør også Ateca til et noget vovet køb.

Lige så sjælden bilen er som ny, lige så svær kan den blive at komme af med på brugtvognsmarkedet efter nogle år, og det kan meget vel gøre bilen til en noget usikker investering. Og her hjælper det ikke, at fabrikken kun tilbyder en nyvognsgaranti på to år.

Det er slet ikke på et acceptabelt niveau, men man kan dog tilkøbe en garantiforlængelse i form af det, der hedder Cupra Safe. Vælger man en dækning, der løber, indtil bilen er fem år, eller til den har kørt 100.000 km, så koster det 4.000 kr. en gang for alle. Det bør man uden tvivl tilkøbe.

Er man i øvrigt vild med bilmærket Cupra, men noget tøvende med at købe en rendyrket benzinbil som denne Ateca, så har Cupra også den mere moderne Formentor på programmet. Den er flot og stor, og fås modsat Ateca også som en moderne plugin-hybrid, og koster næsten 200.000 kr. mindre. Just saying …

 

Vild med biler? Hold dig up to date med FDM

Få gode tilbud fra FDM og de seneste bilnyheder direkte i din mailboks

Få FDMs nyhedsbreve