Cupra Formentor VZ – Et brøl fra fortiden

Motors vurdering
Cupra Formentor
- Kabine
- Køreegenskaber
- Design
- Forbrug
- Pris
- Ikke tre års garanti
Fabriksdata
-
Motor2.0 liter – 4 cyl.
-
CO2 udledning192 g/km
-
Effekt310 hk
-
Moment400 Nm
-
Topfart250 km/t.
-
Acc. (0-100)4,9 sek.
-
Køreklar vægt1.644 kg
-
Maks. påhængsvægt1.800 kg
-
Bagagerum420 liter
-
Akselafstand268 cm
-
Garanti (bil/lak/rust)2 / 2 / 12
-
MålL:445 cm B:184 cm H:151 cm
Motors tal
- Beregnet økonomi 5,50 kr./km
Det relativt nye bilmærke fra Spanien har skabt en storslået SUV i form af Cupra Formentor. Den fås blandt andet som plugin-hybrid og vandt i den udgave Motors gruppetest af sådanne biler.
Denne gang har vi testet den med en rendyrket benzinmotor med turbo, firehjulstræk og et syvtrins automatgear af dobbeltkoblingstypen. Så er alt det grønne rystet ud af posen, og tilbage er der kun „proteinerne“ i form af hele 310 hk, der overføres til vejen akkompagneret af en kunstig motorlyd gennem bilens indvendige højttalere (lyden kan heldigvis slås fra).
Det er sjovt, og er man til denne form for køretøjer, så venter der masser af gode oplevelser.

Hvordan kører Cupra Formentor?
Kort og godt er vi vilde med køreegenskaberne. Man kan fra en knap ved rattet skifte mellem flere køreprogrammer, der både skifter indstillingen for affjedringen, speederens respons, styretøjets hårdhed og ikke mindst den kunstige motorlyd i kabinen.
I Komfort-indstillingen er Cupra Formentor en rigtig hverdagsbil, der byder på god komfort (og ingen kunstig motorlyd). Så kan man køre bilen som en almindelig familiebil, hvilket de fleste vil sætte pris på.
Men trykker man på den runde knap på rattet med Cupra-logoet, kan bilen let skifte karakter i flere trin. I Cupra-mode er Formentor en rendyrket sportsvogn at køre i, og så er der ikke megen komfort tilbage, men derimod en hård affjedring og et ret præcist styretøj.
Speederen bliver umiddelbar i sin respons, og dermed er bilen let at håndtere på en sportslig måde. Sæderne er i øvrigt rigtig gode og med til at understøtte bilens køreprogrammer.

Cupra Formentor er godt indrettet
Bag rattet har man i det hele taget en fin oplevelse. Der er et digitalt cockpit og en stor 12”-skærm i midten. Det hele er flot designet, og materialevalget virker overbevisende.
Man betjener gearvælgeren mellem forsæderne på enkel vis ved blot at skubbe den enten frem eller tilbage, og vil man blande sig i DSG-gearkassens skift mellem de i alt syv gear, kan man let gøre det via skiftegreb bag rattet.
Skærmen i midten er af den type, hvor man kan koble sin mobiltelefon trådløst op til enten Apple CarPlay eller Android Auto, og på den måde kan man let betjene telefonens funktioner, uden at skulle slippe grebet om rattet. Det kan man, fordi de fleste af funktionerne kan stemmestyres på dansk.

Motoren er et energibundt
Cupra Formentor VZ er udstyret med en firecylindret benzinmotor på 2.0 liter. Den har turbolader og er koblet sammen med et syvtrins automatgear. Derudover trækker den på alle fire hjul, idet kræfterne fordeles mellem for- og baghjul via en traditionel kardanaksel.
Her er altså ikke noget med moderne brug af elmotorer – det hele er ren benzinpower på godt og ondt. Det gode er kræfterne, lyden og det enorme kraftoverskud – 100 km/t. nås på 4,9 sekunder. Det negative handler naturligvis om en noget hård klimabelastning, et højt benzinforbrug og en dertil hørende høj driftsudgift.
Men vægter man det første højere end det andet og drømmer om en bil af denne type, er Cupra Formentor værd at se nærmere på.
Er du vild med biler?
Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.
