Cupra Tavascan set forfra, mens den kører på en vej med træer i baggrunden
Biltest

Cupra Tavascan VZ – Elbil med adrenalin-boost

Topudgaven af spanske Cupra Tavascan hedder Adrenaline til efternavn, og det navn er ikke helt i skoven, viser FDMs test af den veludstyrede elbil.
Cupra Tavascan set bagfra, mens den kører på en vej med træer i baggrunden

Motors vurdering

Cupra Tavascan

El
399.990 kr.
  • Køreegenskaber
  • Udstyr
  • Pladsforhold
  • Ingen bagrudevisker
  • Ratknapper
  • Ratjustering
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    To elmotorer – firehjulstræk. Batteri (brutto/netto): 82/77 kWh
  • CO2 udledning
    0 g/km
  • Effekt
    340 hk
  • Moment
    545 Nm
  • Topfart
    180 km/t.
  • Acc. (0-100)
    5,5 sek.
  • Køreklar vægt
    2.250 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.200 kg
  • Bagagerum
    540 liter
  • Akselafstand
    277 cm
  • Officiel rækkevidde
    512 km
  • Garanti (bil/lak/rust)
    5 / 3 / 12
    Bilgaranti: Maks. 150.000 km. Batteri: 8 år/160.000 km
  • Mål
    L:464 cm B:186 cm H:160 cm

Motors tal

  • Beregnet økonomi 4,70 kr./km

Sikkerhed

2024
Luk

Der er kommet fart i salget af Cupra Tavascan, der er det spanske bilmærkes version af VW ID.5. Der er tale om en elbil, og i denne topudgave er den udstyret med firehjulstræk og et meget højt udstyrsniveau i lighed med VW-modellens GTX-niveau.

Hos Cupra hedder den dog Adrenaline til efternavn, og det navn er ikke bare grebet ud af luften. For Cupra VZ byder på mulighed for ret sjove køreoplevelser, og 100 km/t kan f.eks. nås på bare 5,5 sekunder. At det dog ikke er en rendyrket sportsvogn, får man en fornemmelse af, når man ser på topfarten, der (fornuftigt nok) er begrænset til 180 km/t.

Tavascan VZ Adrenaline er dog heller ikke ordinær, idet bilen dels har firehjulstræk orkestreret af to elmotorer, der yder op til 340 hk, dels har justerbar sportsundervogn. Cupra Tavascan bygges i Kina på VW’s nyeste fabrik.

Førerpladsen i en Cupra Tavascan
Førerpladsen er designet omkring en nærmest enorm midterskærm på 15” og den ret dominerende og nærmest skulpturelle midterkonsol. Knapperne på rattet er ikke helt entydige i funktionerne, og det generer i hverdagen.

Smart, men billig kabine

Bag rattet mærker man med det samme, at dette ikke blot er en VW ID.5 med et Cupra-logo på rattet. Hele instrumentbordet og alle dørsiderne er designet med Cupras særlige kobberfarver og meget organiske former, der giver bilen sit helt eget præg.

En enorm, nærmest skulpturel midterkonsol står som en fysisk adskillelse af pladsen ved de to forsæder, og den ser ved første øjekast sjov ud.

Men når man mærker efter, føles den lidt billig i materialevalget, ligesom placeringen af kontakten til havariblinket virker ugennemtænkt, idet man let kommer til at aktivere den, hvis man holder fast i midterkonsollen.

Stor skærm i en Cupra Tavascan
Den store 15”-skærm benytter sig af den nyeste generation af software fra VW-koncernen, og det fungerer ganske godt. Man kan selv vælge, hvilke genveje der skal være placeret i øverste menubjælke, og skærmen kan vise flere menuer samtidigt.

Hvordan kører Cupra Tavascan?

Mens Cupras designere således har fået frit spil, så har teknikerne holdt sig til opskriften, som også anvendes af VW og Skoda. Det betyder, at selve køreoplevelsen er meget lig den, man møder i søsterbilernes topudgaver. Man kan justere undervognens hårdhed, og det kan man selv gøre, eller man kan blot skifte mellem komfort- og den særligt sportslige Cupra-indstilling, hvorved bl.a. hårdheden tilpasses ens valg.

Det hele resulterer i en køreoplevelse, der er hævet over standardudgavens, og hvor man både kan trille afsted med et højt komfortniveau eller køre med noget, der ligner en sportslig afstemt bil. Det er dog i komfortindstillingen, at bilens egenskaber imponerer mest, og det er vel egentlig meget godt i en verden, hvor det kun er de få, der kan, vil eller må køre sportsligt.

Fra rattet kan man aktivere både den adaptive fartpilot og vognbaneassistenten i det, Cupra også kalder Travel Assist. Det er avancerede assistentsystemer, der fungerer godt, og som pænt fastholder bilen i vognbanen, og som også kan sættes til automatisk at følge de gældende hastighedsgrænser. Men selve knapperne på rattet kræver tålmodighed, idet de ikke reagerer entydigt på et tryk. Her havde vi gerne set rigtige, fysiske knapper.

Kabinedetaljer i kobberlook i en Cupra Tavascan
Der er virkelig arbejdet med designet med de organiske former og brugen af kobberfarvede elementer. Det er med til at gøre Tavascan til en særlig bil at sidde i.

Hvor lang rækkevidde har Cupra Tavascan?

I lighed med de øvrige topudgaver af elbiler fra VW-koncernen er denne Cupra Tavascan udstyret med fabrikkens største batteri på 82 kWh brutto og 77 kWh netto. Den officielle rækkevidde er på 512 km, og baseret på vores målinger anslår vi rækkevidden om sommeren til at være på 430 km, hvis man kører konstant på motorvej med 110 km/t.

Det modsvarer en tilsvarende rækkevidde om vinteren ved nul grader på i omegnen af 350 km. Det er ikke voldsomme præstationer, men afspejler meget godt den generelle forskel, vi almindeligvis oplever mellem de officielle rækkevidde-tal for elbiler, og det vi kan opnå i praksis ved motorvejskørsel.

Når der igen skal strøm på batteriet, foregår det med op til 135 kW, når man er på farten. Det er sjovt nok en noget lav værdi og lavere end på tilsvarende biler fra VW. Ifølge fabrikken kan man dog lade bilen fra 10 til 80 procent på 28 minutter, når man benytter en hurtiglader.

Hjemme kan bilen oplades med tre faser og 11 kW, og det medfører en ladetid på ca. otte timer, hvis batteriet er helt tømt for energi.

Bagsæder i en Cupra Tavascan
Bagsædet byder på meget fine pladsforhold, og der er et helt plant gulv foran bagsædet. Friskluftdyser er med til at forbedre luftkvaliteten for de bageste passagerer. Bemærk de lysende prikker i dørsiderne.

Noter fra testblokken

I forbindelse med vores test af Cupra Tavascan VZ Adrenaline 4x4, som det fulde navn er, har vi noteret os en række særligt gode og dårlige ting ved bilen. Vi lægger ud med de detaljer, som vi ikke var vilde med ud over dem, vi allerede har været inde på:

Det er en misforståelse, at coupé-lignende biler ikke har behov for en bagrudevisker, og vi savnede derfor en sådan på bilen. Særligt, når man skal køre i regnvejr, er det svært at se ud af bagruden, ligesom sne om vinteren lægger sig i et fint lag på bagruden ved bykørsel. Det bør fabrikken finde en løsning på.

Et andet minus finder vi ved kørestillingen, hvor det undrer os, at man ikke kan få rattet langt nok tilbage til, at langbenede førere kan sidde rigtig komfortabelt med armstillingen. Det bør man lige efterprøve før et eventuelt køb.

I modsætning til topudgaverne fra VW og Skoda er der i øvrigt ikke massage i forsæderne. Det er nok ikke verdens undergang, men dog værd at bide mærke i. Et andet afsavn finder man ved den elektrisk bagklap, der ikke kan åbnes fra en separat knap ved førerpladsen.

Bagagerum med blå kuffert i en Cupra Tavascan
Bagagerummet rummer 540 liter og føles ret stort. Der er plads til et ladekabel under gulvet, og der er gennemlastningslem ved midterpladsen. Bagklappen er elektrisk betjent.

Femstjernet sikkerhed

På plussiden er der mange gode detaljer. Vi noterede os, at man nu kan indstille ladetidspunkt og afgangstid som to separate tidspunkter. Det er en smart løsning, der gør det muligt at lade om natten til lav pris og få bilen opvarmet lige før afgang. Tidligere var de to indstillinger koblet sammen i koncernens software, men det er nu forbedret.

Vi blev også rigtig gode venner med skærmløsningen i bilen, hvor det er let at organisere genvejen til de funktioner, man bruger mest. Det er også meget enkelt at slå fartalarmen fra, hvis man foretrækker det.

Pladsen ved bagsædet er også værd at bemærke, for her er der virkelig gode pladsforhold for selv voksne, og det er også rart for børnefamilier, hvor den ene forælder ønsker at sidde sammen med et eller flere børn ved bagsædet.

Derudover blev vi begejstret for oplevelsen af miljøet i bilens kabine, hvor et meget flot lys i både dørsider og flere andre steder i kabinen imponerer om aftenen, ligesom det standardmonterede Sennheiser-lydanlæg med 11 højttalere og en subwooofer kan imponere døgnet rundt.

Cupra Tavascan VZ Adrenaline 4x4 er topudgaven fra det spanske bilmærke, og samlet set er der en fin sammenhæng mellem pris og oplevelse. Tavascan sælges med en fabriksgaranti på fem år og 150.000 km, og ved seneste sikkerhedstest fra Euro NCAP opnåede bilen de maksimale fem stjerner. Vi uddeler på den baggrund også fem stjerner til Cupra Tavascan VZ Adrenaline 4x4.

Se komplet oversigt over FDMs tests af elbiler

Vi har siden 2011 testet stort set alle elbiler, der er kommet på markedet. Over 140 tests kan du læse. Få overblik, før du vælger elbil.

Læs test af elbiler her