Sort Fisker Ocean kører på asfaltvej.
Biltest

Fisker Ocean – Hypet dansk-designet elbil skuffer

Fisker Ocean ser lovende ud, men bag det flotte ydre gemmer sig en bil, der ikke helt er færdigudviklet. Ocean viser gode takter, men falder især igennem på softwaredelen.
Fisker Ocean set bagfra.

Motors vurdering

Fisker Ocean

El
536.650 kr.
  • Komfort
  • Rækkevidde
  • Seks års garanti
  • Software
  • Assistentsystemer
  • Kvalitetsfornemmelse
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    2 elmotorer – firehjulstræk. Batteri (brutto/netto): 113/107 kWh
  • CO2 udledning
    0 g/km
  • Effekt
    468 hk
  • Moment
    696 Nm
  • Topfart
    205 km/t.
  • Acc. (0-100)
    4,0 sek.
  • Køreklar vægt
    2.509 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.820 kg
  • Bagagerum
    476 liter
  • Akselafstand
    292 cm
  • Officiel rækkevidde
    707 km
  • Garanti (bil/lak/rust)
    6 / 2 / 12
    Bilgaranti: Maks. 100.000 km. El-drivlinje/batterigaranti: 10 år/160.000 km
  • Mål
    L:477 cm B:198 cm H:163 cm

Motors tal

  • Beregnet økonomi 5,90 kr./km
  • Målt rækkevidde 450 km
Luk

Det er ikke let at være den nye i klassen, især ikke når man kommer som en outsider. Det har Fisker måttet sande med deres store SUV, Ocean.

Mens adskillige kinesiske SUV-modeller også kæmper lidt med softwaren, så har de penge med hjemmefra. Det gælder ikke for Fisker, og da virksomheden samtidig er helt ny på markedet, har introduktionen af deres første model været op ad bakke.

Video: Se nærmere på Fisker Ocean

For det første har den været forsinket, men det har Tesla også været udsat for. For det andet mangler bilen næsten et år efter introduktionen vigtige funktioner som talestyring og adaptiv fartpilot. Fisker forsikrer om, at det er på vej, men spørgsmålet er, om det er for sent nu.

For det tredje har de trods markant mindre produktion end først antaget ikke solgt nær nok biler til, at forretningen går godt. Og det skaber en usikkerhed for kommende købere.

Fisker slår selv på fire såkaldte USP’ere (engelsk forkortelse for Unique Selling Points – unikke salgsargumenter): California-mode, Hollywood-mode, solceller på taget og en rækkevidde på 707 km. Dem skal vi nok vende tilbage til.

Kabine i Fisker Ocean
Rattet er stort og svært at holde om. Især når man prøver at holde kvart-i-tre, som det foreskrives i dag. Kabinen er præget af en ringe kvalitetsfornemmelse, hvilket angiveligt er et valg fra Fiskers side, da de har prioriteret at bruge flere genbrugsmaterialer.

Hvordan opleves Fisker Ocean?

Det første indtryk af Fisker Ocean er en blanding af meget positive og negative oplevelser. Lad os starte i det optimistiske hjørne. Bilen er ganske enkelt meget flot designet. Det er en bil med et statement.

Selve køreegenskaberne virker fine, og der er en rimelig god komfort i bilen. Rækkevidden er til den pæne side, og lynladning af batteriet er også ganske god.

Men den lange rækkevidde og evnen til at lade hurtigt skyldes også, at bilen har et meget stort batteri på hele 107 kWh netto. Alligevel kører den blot 10 km længere på en opladning end en Skoda Enyaq, hvis batteri er ca. 30 pct. mindre. Det fortæller om et ret højt energiforbrug i bilen.

Når man er faldet for designet udvendigt, skulle man også tro, at kabinen imponerer. Det gør den ikke. Tværtimod.

Fisker siger, at de med vilje har valgt materialer i kabinen, der er mere miljøvenlige, og det er en god pointe. Men dels gør mange konkurrenter det samme, dels er det lidt hyklerisk at tale så hårdt om miljø, når bilen samtidig har et så gigantisk batteri. Desuden opleves materialekvaliteten ikke at være særlig høj.

Dørhåndtag
Den tarveligste lyd i Ocean er, når man slipper de indvendige dørgreb. De er lette, hule og føles billige. Når du slipper dørgrebet, kommer der en lyd, der mest minder om en hård bankelyd efterfulgt af lyden af en ustemt banjo, der lander på gulvet.

Den ringe kvalitetsfornemmelse i kabinen kan også skyldes, at Fisker er en amerikansk bil, og derovre har kvalitetsfornemmelsen altid været på et andet niveau end i Europa.

Men knirkende knapper på rattet, en underlig todelt solskærm og den discountagtige lyd, man hører, hver gang det indvendige dørhåndtag slippes, passer ikke med en pris på over en halv million kr. 

Hvor meget plads er der i Fisker Ocean?

Fisker Ocean er en stor bil, så der er naturligvis også meget plads i kabinen. Især på forsæderne, men også på bagsæderne kan man finde sig godt til rette med fin benplads. Ikke mindst fordi der er et fladt gulv foran bagsædet, så midterpassageren har god plads til sine fødder

Bagsædet på Fisker Ocean
Der er god plads i bredden, og gulvet er helt plant, hvilket giver optimal benplads til tre personer. Selve sædebænken er meget flad, og det betyder, at man på yderpladserne savner lidt støtte, når vejen svinger. Der er friskluftdyser og USB-C-udtag til bagsædepassagererne.

Midterpassageren vil også glæde sig over, at bagsædet er udformet med en plan sædehynde, så man ikke sidder på de forhøjninger, der normalt giver god støtte til de to yderste pladser. Det betyder desværre også, at man ikke sidder lige så godt på yderpladserne, og især savner vi støtte ud mod dørene.

Det samme gælder også for forsæderne, der ikke har meget støtte i siderne. De virker mere egnet til amerikanske forhold med mange lige stræk og færre sving.

Bagagerummet er på 476 liter, og det er ikke imponerende, når man tager bilens størrelse i betragtning. Det er, hvad man finder i en mellemklasse-SUV i dag, ikke i en stor SUV.

Bagagerum Fisker Ocean
Der er kun 476 liters bagagerum. Det er ikke imponerende i så stor en bil, og især ikke når der ikke er et ekstra rum under frontklappen til eksempelvis ladekabler. Bagklappen åbner ikke specielt højt, så man risikerer at banke hovedet ind i et plast- eller metalhjørne.

Der er mulighed for at tilkøbe et svingbart træk, og her må du trække op til 1.820 kg, hvilket kan gøre bilen interessant for nogle købere. 

Skal man udnytte hele trækvægten, skal man dog have et udvidet kørekort til trailerkørsel, da Ocean har en totalvægt på lige under 3.000 kg. Dermed vil den samlede vægt for vogntoget hurtigt overstige de 3.500 kg, et almindeligt kørekort tillader. Man må dog som altid gerne køre med en trailer med en maksimal totalvægt på 750 kg.

Hvordan kører Fisker Ocean?

Køreoplevelsen er ganske udmærket. Nærlyset er godt om natten, men vi savner mere avancerede adaptive LED-forlygter især på landeveje. Det er nok svært, når Ocean er mærkets første model. Man kan ikke forvente at have samme udstyrsmuligheder, som eksempelvis Mercedes-Benz tilbyder.

Komforten i bilen får et plus i testnoterne, og generelt er Ocean behagelig at køre i. Der er ikke luftaffjedring, som man ser på nogle af konkurrenterne i denne prisklasse og størrelse. Men dæmpningskarakteristikken er godt afstemt, så den passer til de mere komfortorienterede lange ture på motorvejen, men den stadig er stram til mere dynamisk kørsel på landevejene.

Selve accelerationen kan være voldsom. Fire sekunder til 100 km/t. er imponerende for så stor en bil, og der er også en boostfunktion, hvor man får 500 ekstra kraftige accelerationer. Men det virker lidt overflødigt, for bilen er rigelig hurtig i Hyper-mode.

Køreprogrammer i Fisker Ocean
Der er masser af acceleration i Ocean, og den kan officielt klare 0-100 km/t. på 4,0 sekunder i de almindelige køreprogrammer. Dertil kommer en boostfunktion. Alle ture starter i Earth, men her kommer der ikke nok varme i kabinen om vinteren, så man må lidt bøvlet skifte til Fun eller Hyper på hver tur.

Ocean har tre køreprogrammer: Earth, Fun og Hyper. Den starter automatisk i Earth, og her er accelerationen mere moderat og rigelig kraftig til hverdagskørsel.

Et lille minus er, at den også sparer lidt på energien i form af opvarmning. Så Earth-mode er reelt ubrugeligt om vinteren, hvis man er i bilen mere end 10 minutter eller har brug for at få afdugget ruderne. I så fald skal man hver gang bruge tid på at skifte til et andet køreprogram.

Mange fejl på Fisker Ocean

Om sommeren kan man bruge det såkaldte California-mode, hvor alle ruder – på nær forruden af åbenlyse årsager – ruller ned, og soltaget åbner. Det giver masser af luft i kabinen, virkelig hurtig udluftning og en helt anden åben bilfornemmelse, end du normalt kan få i en SUV. Det kan både betjenes i bilen eller fra bilens nøgle.

Nøglen har flere ejere oplevet problemer med, og det havde vi også i starten af vores test. Både besvær med at låse bilen op og enkelte gange at starte bilen. Men under vores test fik vi opdateret til software-version 2.0, og derefter oplevede vi ikke problemerne.

Talestyringknap på Fisker Ocean
Selvom Fisker præsenterede Ocean i juli 2023, virker stemmestyringen ikke endnu. Men knappen til at aktivere det er der. Den aktiverer heller ikke talestyring fra mobiltelefonen, det havde ellers været en praktisk løsning i mellemtiden.

En lidt speciel oplevelse under vores test var bilens mange advarsler. Det var især assistent- og sikkerhedssystemer, som ikke virkede længere. Der kom også fejlagtige meddelelser om, at ladelugen var åben, selvom den var lukket.

De fleste fejlmeddelelser forsvandt hurtigt igen. Men de vises meget pludseligt og ikke mindst kortvarigt på instrumentskærmen med lille skrift og dårlig kontrast i forhold til baggrunden. Det gør det svært at finde ud af, hvad det er, der ikke virker. Eller ikke virker midlertidigt.

Skuffende softwareopdatering

Instrumentskærmen har generelt et flot design. Men bilen er hæmmet af de fejlagtige fejlmeddelelser og underlige blindvinkelalarmer for ting, som ikke er der.

Og så skifter baggrunden hele tiden mellem en blå og en brun baggrund med bølger, der bevæger sig væk eller mod en, afhængigt af om man trykker på speederen eller slipper den. Det er distraherende og bliver et irritationsmoment i mørke.

Blindvinkelalarmerne er ellers vigtige, for udsynet fra bilen er ikke specielt godt. Især ikke på siden af bilen, hvor formen på karrosseriet kombineret med siddepositionen gør det meget vanskeligt at bedømme, hvor andre biler er. Især når de ligger ved siden af en.

Åben bagrude i Fisker Ocean
Eftersom du kan åbne bagruden, er der ikke en bagrudevisker. Så hvis bagruden bliver fyldt med snavs, kan du i stedet bruge det lille kamera bagpå og få visningen vist i bakspejlet. Den åbne bagrude er en del af California-mode, hvor du kan åbne alle ruder med undtagelse af forruden.

Udsynet bagud er bedst med traditionelt bakspejl, men der er også et digitalt, som fungerer fint om dagen. Om natten er det ikke synkroniseret i forhold til den frekvens, der er på LED-forlygter. Det bevirker, at det ofte ser ud, som om de bagvedkørende biler blinker med forlygterne – men det gør de ikke.

Vi havde håbet, at softwareopdatering 2.0 havde tilføjet stemmestyring og adaptiv fartpilot. To større mangler ved bilen, som den er nu. Det kom ikke, og ifølge Fisker vil det først komme i løbet af 2024. Regenereringen blev til gengæld opdateret, så man nu kan vælge ikke at køre med kraftig regenerering.

Trykskærm i Fisker Ocean
Et af Oceans svageste punkter er den 17” store trykskærm. Her skal man i hovedmenuen hele tiden se afstandsradaren, og TomTom-navigationen i midten viser eksempelvis ikke ankomsttid eller afstand til destinationen. Der skal man åbne selve navigationsvisningen.

Men det ændrer ikke på, at speederresponsen i nogle situationer er lidt grov. Eksempelvis ved igangsætning, eller når man går fra regenerering til let acceleration. Det er, som om den hakker lidt i det. Det gælder især ved kraftig regenerering.

Skærmen kan vendes til biograf-mode

Når man kører, er trykskærmen en essentiel del. Den har ikke Android Auto eller Apple CarPlay. I stedet får man TomTom-navigation, der ikke fungerer så hurtigt, og som i standardindstillingen ikke viser, hvor langt man har igen til målet, eller hvornår du kommer frem. Den zoomer også lidt for langt ind, så man ikke kan bruge visningen til at se, hvad der skal ske næste gang.

Skærmen har i øvrigt et stort spildområde i toppen med afstandsvisning til ting rundt om bilen, der er irrelevante, når køreturen er startet. Den reagerer langsomt på tryk, og så er menuerne skrevet med en relativt lille skrift.

Fisker Ocean
De fleste populære streamingtjenester er tilgængelige i Ocean, men de kræver naturligvis abonnement. Det betyder, at du ud over FDMs indhold på YouTube også kan bruge Disney+, Hulu, Pluto TV, Apple TV+ og Amazon Prime. Netflix savnes dog.

Når bilen oplades, kan man dreje den 17” store trykskærm, så den kommer i vandret indstilling. Det kalder Fisker for Hollywood-mode, og det er godt til visning af de videotjenester, man kan se på, mens bilen lader. Godt tænkt, men det havde været bedre, hvis skærmen virkede godt under kørslen.

Hvad er rækkevidden i Fisker Ocean?

Batteriet på 107 kWh netto er stort i forhold til mange af konkurrenterne. Og selvom bilen er meget bred og høj, så oplevede vi en effektivitet, der kunne være værre. Den er på 4,2 km/kWh ved motorvejskørsel om sommeren, og det er bedre end vores test af Audi Q8 e-tron, der fortsat udgør bundniveauet.

Vores rækkeviddemåling med højst 110 km/t. på motorvej gav et resultat på 450 km om sommeren og 375 km om vinteren. Det er pænt, men det er langt fra de officielle 707 km, som man stilles i udsigt.

Solcellerne på taget kan give op til 1.500 km om året i Danmark ifølge Fisker. På steder med mere sollys – som Californien – kan man se frem mod 3.500 årlige km via solcellerne.

Ladeport i Fisker Ocean
Der er et lille LED-lys ved ladelugen, men det er mest til at vise, om bilen lader. Selve klappen bliver lukket til med en gummiliste, og det fungerer rigtig godt. Der kom ikke snavs eller vand ind til ladestikket under vores testkørsel.

Lynladningen var glimrende. Vi kørte bilen ned til fem procent og ladede i en halv time som vanligt. Det gav 165 km på 15 minutter (39 kWh) og 300 km på 30 minutter (72 kWh). Det er klart i den pæne ende, og uden 800 volt-teknologi er det svært at lade meget kraftigere.

Skal man købe Fisker Ocean?

Det er svært at sige, om man skal vælge en Fisker Ocean. For Fisker er virkelig kommet langt med deres første bil, men de er bare ikke kommet helt i mål. Og Ocean understreger, at det er meget svært at bygge en bil, når man starter et nyt bilmærke fra bunden.

Men det ufærdige indtryk er sammenholdt med prisen med til at give Ocean en lav vurdering på blot to stjerner. Der er for mange fejlagtige fejlmeddelelser og halvfærdige løsninger, og så er der usikkerheden om mærkets overlevelse, som de selv har været ude at omtale offentligt.

Er man faldet for designet, og kan man leve med bilens små særheder, er FDMs anbefalinger klare: Man bør privatlease frem for at købe bilen. På den måde behøver man hverken at bekymre sig om gensalgsværdi, service eller reparationer undervejs.

Har du brug for hjælp med valg af elbil?

Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter, der har den nyeste viden om elbiler.

Kontakt rådgivningen