Ford Fiesta - musikalsk og dynamisk
Biltest
23. januar 2018

Foto: Karsten Meyland Lemche

Køre- og musikglæden kommer til udtryk i Ford Fiesta. Hvor køreglæden er standard, kan musikken opgraderes med et B&O Play-anlæg.
Ford Fiesta
FDMs ekspertvurdering

Fordele
Motor / Køreegenskaber / Udstyrsmuligheder
Ulemper
Ikke tre års garanti / Nødbremse ikke standard
Pris
173.070 kr.
Maks. effekt
100 hk
Med syvende generation af Fiesta har Ford gjort modellen mere voksen. Hvor forgængeren ubetinget var den mest køreglade bil i miniklassen, er der nu skruet lidt ned for racerambitionerne i standardversionerne.
Forandringen er tydeligst på styretøjet, der er blevet lidt mere komfortabelt, dog er Fiesta fortsat en af miniklassens mest sportslige modeller. Og savner du den sidste grad af sport, kan du vælge ST-versionen, der er mere sportsligt afstemt.
I den seneste generation af Fiesta er køreoplevelsen blevet en mere harmonisk oplevelse, og det vil de fleste bilkøbere sætte pris på.
Titanium er den mest udbredte Fiesta-modelversion, og her er køreegenskaberne blevet mere komfortable i forhold til forgængeren. Det mærkes især på de længere ture, og når du kører over et brønddæksel.
Køreglæde er fortsat en vigtig del af Fords DNA, men i den seneste generation af Fiesta er køreoplevelsen blevet en mere harmonisk oplevelse, og det vil de fleste bilkøbere sætte pris på.

Betjeningen af Fiesta fungerer godt. Hvis du vælger en skærm til bilen, er den velplaceret lige over ventilationsdyserne. Speedometeret er blandt de bedste på markedet, og du kan let aflæse byhastigheder.
Husk nødbremsen
Et klart minus er, at Ford er meget beregnende, når de vil opnå fem stjerner i Euro NCAP's crashtest. Så i stedet for at udstyre modellen med det vigtige nødbremse-system, har Ford gjort vognbaneassistent standard og får dermed akkurat point nok til få fem stjerner.
Derfor er det et must, at du som Fiesta-køber tilvælger førerassistentpakke 1 til 4.650 kr. Med den får du den vigtige automatiske nødbremse og i tilgift også adaptiv fartpilot, der selv kan holde afstand til bilen foran.
Ford undladelse er især ærgerlig, fordi Motor har testet mærkets nødbremse op til 55 km/t, hvilket gør den til en af klassens bedste. Vi fraråder, at man køber Fiesta uden nødbremse, og derfor har vi ladet den indgå i testbilens pris og vurdering.

Du kan styre f.eks. radio og mobil fra skærmen.
Gode udstyrsmuligheder
Fiesta er prissat meget aggressivt. Det betyder også, at der er skåret lidt på standardudstyret. Med tilnavnet Titanium får du ikke klimaanlæg (2.960 kr.), elruder bag (1.180 kr) eller regnsensor (760 kr.), udstyr som er standard hos mange konkurrenter.
Ford har til gengæld mange tilvalgsmuligheder, der gør du kan personalisere din Fiesta. Forvent at købe ekstraudstyr for 20.000 kr. for at matche klassens bedste.
Et af de punkter, hvor Fiesta skiller sig ud fra mængden, er på musiksiden. Du kan nemlig tilkøbe B&O Play-system til bilen med 10 højttalere og en ydelse på 675 watt. Det er et stort lydtryk i en lille bil, og selvom lydkvaliteten er bedre end et standard anlæg, er det ikke klassens bedste, den titel går til Beats- eller Bose-anlæggene.
Du får dog en god musikoplevelse, og efterhånden er det svært at finde et sted, man kan nyde musikken. Det kan du nu i en Fiesta.

Alle bør købe assistentpakke med nødbremse til 4.650 kr. Med den følger adaptiv fartpilot, hvor bilen selv holder afstand til bilen foran. Det fungerer godt, og du kan selv justere, hvor stor sikkerhedsafstanden skal være.
Få overblik over alle Fiesta-versionerne på biler.dk
Fokus på forsæderne
Det er ikke kun køreglæden, der er fokus på i Fiesta. Også pladsforholdene er bedst på forreste række.
På bagsædet hører Fiesta til i midterfeltet. Ikke så dårlig som Nissan Micra, men langt fra den benplads, du finder i konkurrenterne Seat Ibiza og VW Polo.

Easyfuel-tankstudsen er genial. Den gør, at du ikke kan komme til at fylde diesel på din benzinbil, og vice versa. Du slipper også for at rode med et brændstofbefængt tankdæksel. Ren win-win.
Bagagerummet er også den bløde mellemvare på 292 liter, her er over 50 liter op til klassens bedste. Så søger I en familiebil til fire, er det ikke Fiesta, I skal gå efter.
Vil du have en velkørende minibil med et godt lydanlæg, kan du roligt vælge Fiesta, blot med kryds ud for B&O Play og ikke mindst sikkerhedspakken.
Bemærk, at stjernevurderingen forudsætter, at du tilvælger nødbremsesystemet til 4.650 kr. Uden nødbremsesystemet vurderes Ford Fiesta 1.0 Titanium til fire stjerner.