Honda Civic - chokpris på ny Civic

Motors vurdering
Honda Civic
- Motor
- Udstyr
- Fleksibelt bagsæde
- Udsyn
- Plads på bagsæde
Den nye Honda Civic er opgraderet teknisk, og køreegenskaber og udstyrsniveau er i absolut topklasse. Men prisen var i første omgang landet i den dyre ende af skalaen, og derfor har salgstallene hidtil været små.
Nu er det lykkedes den danske importør at genforhandle priserne. Billigste udgave koster stadig 219.000 kr., men i den anden ende af modelprogrammet er Civic med den store 2.2-liters-motor med 150 hk sat ned med 73.000 kr. Så nu er det muligt at købe Civic 2.2 Sport med en magtfuld motor og et flot udstyrsniveau til 294.000 kr.

Fin brændstoføkonomi
2.2-motoren er baseret på forgængerens konstruktion, men Honda har optimeret alle bevægelige dele for at sænke den indre friktion, og så har alle udgaver fået stop-start-teknologi.
Den fås kun med en sekstrins manuel gearkasse, men det er lykkedes at få forbruget ned, så den på papiret kan køre 22,7 km/l. Vores testforbrug på 18,0 km/l er dog også fint.
Motoren opleves overbevisende, og netop fordi den har sit høje drejningsmoment på 350 Nm ved 2.000 omdrejninger, kan den køre med få omdrejninger til gavn for et lavt støjniveau og en mere smidig kørsel.

Nyt design
Civic er gjort lidt lavere og lidt bredere, og det giver bilen en dynamisk form. Indvendigt er særligt instrumentbordet nydesignet, og det ligner ikke noget, vi er vant til at se. Der er et stort digitalt speedometer øverst, som er let at aflæse under kørslen. Helt så let er det ikke at finde rundt i de mange infodisplays med oplysninger om bl.a. kørsel, radio og motor.
Ved bagsædet er alt som før, og det er godt. For netop bagsædet er en af bilens specialiteter, idet det kan foldes både ned og lodret op, så man kan variere lastemulighederne.
Honda Civic er en køreglad bil, og man nyder at køre på både motorvej og mindre landeveje. Affjedringen er fin, vejgrebet på de store 17-tommer-hjul er overbevisende, og den samlede køreglæde er dermed høj.

Elendigt udsyn
Når man kører ind i bytrafikken, glider det hele imidlertid mindre let. Udsynet bagud og skråt bagud er ikke godt, og det hjælper ikke, at Honda har udstyret bilen med bakkamera som standard. Her vinder designet over trafiksikkerheden.
Honda Civic kommer med en overbevisende treårig garanti, som omfatter hele bilen op til 100.000 km. Derudover er der en femårig garanti på udstødningssystemet og hele 10 års garanti på visse undervognsdele og 12 års garanti mod gennemtæring. Det gør Civic til et af de mere trygge køb.
På sikkerhedssiden er Civic også begunstiget af en flot samlet karakter fra Euro NCAP på de maksimale fem stjerner efter den nyeste standard.