Honda Civic - plads til bagage og begejstring

Motors vurdering
Honda Civic
- Motor
- Indretning
- Køreegenskaber
- Udsyn skråt bagud
Bagagerummet er en væsentlig årsag til, at man vælger en stationcar frem for en hatchback. Så med officielle 624 liter, der virker meget reelle, når man pakker, er Honda Civic meget attraktiv som stationcar.
Men Civic Tourer byder på mere end mange liter. Honda har f.eks. lavet en smart beklædning af bagagerumsbunden, som eksempelvis hundehår har svært ved at sætte sig fast på. Det gør det nemt at få et rent bagagerum, når du støvsuger det. Dertil kommer, at bagsædet både kan lægges helt ned, så du får en jævn lasteflade, og kan vippes op i lodret position, så der er et godt lasteområde lige bag forsæderne.
Endnu en fordel ved stationcarmodellen i forhold til hatchbacken er udsynet. Bagruden er nu én stor rude, hvilket giver et markant bedre udsyn bagud end med den todelte bagrude i femdørsmodellen. Også udsynet skråt bagud er blevet markant bedre, omend de bagerste sideruder er ret små.

God dieselmotor
Civic Tourer kan fås med to forskellige motorer, en 1.8-liters benzinmotor med 142 hk og denne 1.6-liters dieselmotor med 120 hk. Dieselmotoren er med turbo, og den er justeret ind således, at der er et både kraftigt og jævnt træk fra lige under 1.500 o/min. og opad.
Motoren har en god gangkultur, og selvom det kan være svært at komme tæt på de opgivne 25,6 km/l, så bør man ved pæn kørsel nærme sig de 20 km/l.
Lidt overraskende markedsføres Honda Civic i hele fem udstyrsniveauer. Vi har testet det mellemste, Sport, hvor der er god sammenhæng mellem pris og udstyr. Her får du tozoners klimaanlæg, 17-tommers alufælge, varme i sæderne, bluetooth-forbindelse, regnsensor, fartpilot og for tiden også et navigationsanlæg med dansk tale.
For blot 15.000 kr. kan man tilkøbe ADAS-systemet, der både kan holde automatisk afstand til bilen foran, når fartpiloten er aktiveret, og sørge for, at du holder dig inden for de hvide streger, hvis du er uopmærksom, når vejen drejer.

Sportslig stationcar
Civic har skilt sig ud i klassen, men med introduktionen af en ny model sidste år forsvandt nogle af de ulogiske løsninger. Alligevel har Civic fortsat et særpræg, der nu er mest tydeligt omkring førerpladsen. Det digitale speedometer er fortsat placeret over rattet, ligesom tre skærme med forskellige visuelle udtryk til at vise informationer om bilen ikke er så ensartede som i andre biler. Det må være en smagssag.
Samlet set er der tale om en sportslig stationcar med plads til både bagage og begejstring. Det sidste gælder både køreoplevelsen og de mange praktiske løsninger, der gør Civic Tourer til en af klassens bedste.
