Hyundai i10 set forfra
Biltest

Hyundai i10 – Bedste mikrobil til familien

Endnu engang har Hyundai i10 vist sig som en rummelig, velkørende og flot udstyret mikrobil. Og så er den tilmed en af de billigste biler at eje.
Hyundai i10 set bagfra

Motors vurdering

Hyundai i10

20,8 km/l
Benzin
139.995 kr.
  • Plads
  • Udstyr
  • Garanti
  • Kun 4 pladser
  • Hattehylde
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1.0 liter – 3 cyl.
  • CO2 udledning
    110 g/km
  • Effekt
    67 hk
  • Moment
    96 Nm
  • Topfart
    147 km/t.
  • Acc. (0-100)
    16,8 sek.
  • Køreklar vægt
    924 kg
  • Maks. påhængsvægt
    300 kg
  • Bagagerum
    252 liter
  • Akselafstand
    243 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    5 / 5 / 12
  • Mål
    L:367 cm B:168 cm H:148 cm

Motors tal

  • Beregnet økonomi 2,20 kr./km

Sikkerhed

2020
Luk

Er man på udkig efter en billig familiebil, så er Hyundai i10 nærmest umulig at komme udenom. Den koster 140.000 kr. i en meget veludstyret udgave, der byder på klassens bedste pladsforhold i kabinen.

På minussiden er der stort set kun, at bagagerummet er blevet småt, idet bagsædepladsen er opprioriteret. Det er en fin løsning for dem, der sætter pris på god plads i kabinen, men altså ikke, hvis du skal have meget bagage med.

Det er en overraskende flot udstyret i10, man får til denne pris.
Det er en overraskende flot udstyret i10, man får til denne pris. Skærmen byder f.eks. på trådløs Apple CarPlay, og nedenunder er der et elektronisk styret klimaanlæg.

Hvordan kører Hyundai i10?

På nær en meget sportslig version har alle udgaver af i10 en 1.0-liters motor med 67 hestekræfter. Motoren er en trecylindret sag uden turbo, og det betyder, at man aldrig kommer til at ræse af sted i en i10.

Men den gør det alligevel godt, og samspillet mellem speeder, gear og styretøj er flot afstemt, og det er med til at gøre bilen utrolig letkørt.

På FDM Jyllandsringen dukkede der intet overraskende op, og da vi testede nødbremsen, målte vi gode reaktioner ved alle hastigheder op til 50 km/t. Her mærker man, at Hyundai benytter en ret avanceret teknik med brug af både kamera og radar.

Bilen har desuden indbygget fartpilot, og den er let at betjene, men er dog ikke af den nyeste adaptive slags. Det betyder, at man selv skal huske at holde afstand til forankørende biler.

Den store integrerede skærm betjenes med et fingertryk og indeholder danske menuer. Der er DAB-radio, telefonstyring og trådløs Apple CarPlay eller Android Auto.
Den store integrerede skærm betjenes med et fingertryk og indeholder danske menuer. Der er DAB-radio, telefonstyring og trådløs Apple CarPlay eller Android Auto.

Hvad koster Hyundai i10?

Man kan købe Hyundai i10 i tre udstyrsniveauer: Pure, Essential og Advanced. Billigste er Pure til 123.000 kr., mens Essential er 10.000 kr. dyrere.

Vi har testet topudgaven Advanced, og den er yderligere 7.000 kr. dyrere, og koster dermed 140.000 kr. Udstyret i denne version imponerer til gengæld, og særligt er den trådløse opkobling af Apple CarPlay eller Android Auto et stort plus, der er med til at øge køreoplevelsen og gøre det hele mere sikkert.

Andet lækkert udstyr er fartpiloten med den tilhørende vognbaneassistent – de fungerer begge glimrende og kan let slås til og fra via knapper på rattet, der endda er elopvarmet.

I mørke kan man nyde, at forlygterne selv blænder op og ned, og også det er et plus ved bilen. Derudover er der bl.a. bakkamera, og på den måde er denne version af Hyundai i10 overlegen i forhold til stort set de fleste konkurrenter i prisklassen.

Vi vil ikke anbefale, at man køber den billigste, men man kan naturligvis overveje mellemniveauet og derved spare 7.000 kr. Men overvej det grundigt, for der er fuld valuta for merprisen i topudgaven, Advanced.

Der er overraskende god plads ved bagsædet, og der er et fint udsyn, men kun to siddepladser.
Der er overraskende god plads ved bagsædet, og der er et fint udsyn, men kun to siddepladser.

Hyundai i10 fås med anhængertræk

I alle udgaver af Hyundai i10 med den lille motor er der kun fire siddepladser. Er det et problem, må man op i en større bilklasse.

Til gengæld kan Hyundai i10 som en af de eneste i klassen udstyres med anhængertræk, så man kan få en cykel eller en lille trailer med på køreturen. Det er ikke meget den må trække: 300 kg uanset om traileren har bremser eller ej.

Men det gør det dog muligt at køre en tur på genbrugsstationen med et ikke alt for stort læs. Et anhængertræk koster i øvrigt 12.000 kroner.

Der er ikke megen bagageplads (252 liter), og en hylde uden snore er irriterende i hverdagen.
Der er ikke megen bagageplads (252 liter), og en hylde uden snore er irriterende i hverdagen.

Hvor lang garanti er der på Hyundai i10?

Ser man på benzinforbruget, så stiller fabrikken 20,8 km pr. liter i udsigt. Det satte vi os for at efterprøve, og over en 300 km lang strækning med både bykørsel, lande- og motorvejskørsel nåede vi et gennemsnit på 21 km pr. liter. Så det er et tal, man roligt kan regne med.

Økonomien ved at eje en Hyundai i10 ser da også meget flot ud. Vi har regnet på alle udgifterne ved at eje bilen i fem år og 100.000 km, og her lander den samlet set på 44.000 kr. om året eller det, der modsvarer 2,20 kr. pr. km. Det er det laveste niveau i klassen.

Samtidig er fabriksgarantien på bilen flot med sine fem år uden km-begrænsning, og med en 12 års garanti mod gennemtæring. Hyundai i10 er uden tvivl et af de bedste køb i prisklassen af nye biler til under 150.000 kr.

 

Vild med biler? Hold dig up to date med FDM

Få gode tilbud fra FDM og de seneste bilnyheder direkte i din mailboks

Få FDMs nyhedsbreve