Hyundai i10 - moderne mikrobil til 2 kr./km
Motors vurdering
Hyundai i10
- Udstyr
- Økonomi
- Garanti
- Hattehylde generer
- Gearing
- Trækkrog ikke muligt
Fabriksdata
-
Motor1.0 liter – 3 cyl.
-
CO2 udledning110 g/km
-
Effekt67 hk
-
Moment96 Nm
-
Topfart147 km/t.
-
Acc. (0-100)16,8 sek.
-
Køreklar vægt1.053 kg
-
Maks. påhængsvægt0 kg
-
Bagagerum252 liter
-
Akselafstand243 cm
-
Garanti (bil/lak/rust)5 / 5 / 12
-
MålL:367 cm B:168 cm H:148 cm
Motors tal
- Beregnet økonomi 2,00 kr./km
Nok betegnes Hyundai i10 som en mikrobil, men rent faktisk er den vokset så tilpas meget, at den snildt kan bruges som hverdagens transportmiddel for mange bilister.
I forhold til den gamle version er kabinen nemlig vokset med fire cm i længden takket være en længere akselafstand, og det kaster vigtig knæplads af sig, ligesom bagagerummets volumen med sine 252 liter er blandt klassens største.
Men det er alligevel ikke pladsforholdene, der er bilens største nyhed. Den finder vi i stedet omkring førerpladsen, hvor lækkert udstyr som en stor skærm, bakkamera, DAB-radio, varme i rattet, Apple CarPlay og trådløs opladning af mobiltelefonen er med til at skabe en stemning, man ellers skal op i langt dyrere biler for at finde.
På den måde skiller Hyundai i10 sig markant ud fra konkurrenterne.
Lyt til FDMs podcast om Hyundai i10
Fra 100.000 kr., men …
Modelprogrammet for Hyundai i10 er meget enkelt i Danmark, hvor bilen kun sælges i en karrosseriversion med fem døre og i en motorvariant med en trecylindret benzinmotor, der yder 67 hk. De forskellige varianter i prislisten udtrykker derfor alene forskelle i udstyret, og der skal man holde tungen lige i munden for at forstå forskellene.
Billigste udgave koster lige under 100.000 kr., men den er meget spartansk udstyret. Den har f.eks. slet ikke radio. Heldigvis har alle udgaver et flot, højt sikkerhedsniveau med bl.a. en meget effektiv automatisk nødbremse. Så det er ikke derfor, man skal se bort fra denne billigste udgave, Pure.
Næste udstyrstrin hedder Essential, og den koster 10.000 kr. mere. Så får man til gengæld del i meget af det lækre udstyr, der gør bilen fin. Bl.a. er der nu både den otte tommer store trykskærm med radio, Apple CarPlay, aircondition og et lækkert rat med styring af fartpiloten.
Lægger man yderligere 7.000 kr., får man topudgaven, Advanced, og her suppleres udstyret bl.a. med klimaanlæg, bakkamera og varme i sæder og rat. Så er vi oppe i en pris på 117.000 kr.
Byg din egen Hyundai i10
Her behøver det ikke at slutte, for Hyundai tilbyder et meget omfattende program for fabriksmonteret ekstraudstyr.
Der er for eksempel en teknikpakke til 15.000 kr., der omfatter navigationsanlæg, DAB-radio, skiltegenkendelse og en særlig Bluelink-funktion, der gør det muligt at kommunikere med bilen fra sin smartphone via en Hyundai-app. Så kan man se, hvor bilen er parkeret, og hvor meget benzin der er på tanken, og man kan åbne og låse dørene og se, om bilens tekniske tilstand er o.k.
Vi har for sjovs skyld sammensat en topudgave med en teknikpakke, en designpakke med lækre detaljer som LED-lygter og tofarvet lakering, en nøglefri pakke, trådløs opladning, elruder ved bagdørene og meget mere, og så lander prisen for det hele på 169.000 kr.
Det er nok lige i overkanten af, hvad en bil af denne størrelse kan bære, men det viser, at man kan designe bilen, næsten som man vil.
Motor på overarbejde
De grundlæggende køreegenskaber i Hyundai i10 er overraskende gode, og man kører efter kort tid bilen, som om man aldrig har kørt i andet. Den er herlig nem at betjene med alle kontakter placeret, hvor man naturligt vil søge efter dem.
Bilen er som standard udstyret med en femtrins manuel gearkasse, men i10 kan også bestilles med en selvskiftende gearkasse, som i sin funktion minder om et automatgear. Den har vi kort prøvet, og det kan gå an, men det er ikke noget, der løfter den samlede køreoplevelse. Det er derfor kun noget, man skal vælge, hvis man har et decideret behov herfor. Den gearkasse koster 15.000 kr. ekstra.
I den manuelle version foregår gearskiftene let, og der er et udmærket samspil mellem kobling, speeder og gearstang. Ved bykørsel og på landevej trækker bilen udmærket, uden at det går hurtigt. Men den samlede præstation er godkendt og vil sikkert tilfredsstille de fleste.
På motorvej er præstationerne derimod mindre overbevisende. Motoren kører med over 3.000 omdrejninger på grund af en lav gearing, og man savner hele tiden et sjette gear. Så hvis man ofte skal ud at køre på motorvej, vil vi ikke umiddelbart anbefale denne bil. Men ellers er oplevelsen fin.
Affjedringen er komfortabel, og kun når man passerer vejbump, savner man mere finesse. Styretøjet er letgående, og bilen er dejlig retningsstabil på motorvej.
Flot sikkerhedsniveau
Hyundai i10 har som standard en vognbaneassistent, der ved hjælp af kameraet i forruden holder øje med, om man er på vej ud over vognbanens kantlinjer. Er man det, advares man først med lyd, og derefter drejer bilen langsomt tilbage i vognbanen af sig selv. Det fungerer fint på motorvej, men kan være lidt generende på mindre veje. Her er det godt, at man let kan slå systemet fra via en stor knap til venstre for rattet.
Bilen har også en automatisk nødbremse, der er baseret på samme kamera. Den bremser både for biler, fodgængere og cyklister. Den kørte vi til FDM Sjællandsringen ved Roskilde for at teste op mod en pude, der gør det ud for en holdende bil.
Her viste Hyundai i10 fremragende præstationer, og det lykkedes for nødbremsen at bremse bilen helt op før puden ved hastigheder op til 60 km/t. Ved 65 ramte vi puden med meget lav hastighed, og kører man endnu stærkere, får man en tydelig advarsel, der bør få føreren til enten selv at bremse eller styre udenom. Det er flot!
Hyundai i10 er endnu ikke testet af Euro NCAP, så her må vi afvente den endelige dom over bilens sikkerhedsniveau, men det ser umiddelbart flot ud, og i10 har f.eks. automatisk opkald til 112, hvis man kører galt, ligesom bilen holder øje med, om føreren er træt. Om aftenen blænder bilen selv op og ned for det lange lys, og en lyssensor sørger for, at nærlyset tændes, når det bliver mørkt.
Fine pladsforhold
I forhold til den gamle version vil nogle nok begræde, at bilens højde er reduceret med to cm. Det gør i10 mere aerodynamisk, men det betyder desværre også, at døråbningen er blevet lidt mindre. Den helt gamle i10 var en fornøjelse at stige ind i, men mange biler bliver lavere, og det mærker man, når man skal ind og ud.
Inde i bilen er pladsen som nævnt fin, men der er kun plads til fire personer i bilen. Så er det et problem, må man finde en anden model.
Bagagerummet er pænt stort, og der er ekstra plads under gulvet, der endda kan placeres i to højder, så gulvet bliver næsten plant, når bagsædets ryglæn er foldet forover.
Nederst er der et lappekit, men man kan tilkøbe et nødhjul for 2.000 kr., hvis man er tryggere ved det.
Hyundai i10 kan ikke få monteret en trækkrog, og det trækker ned i bilens brugsværdi.
Kun to kr. pr. km
Hyundai yder en af markedets bedste garantier, der er på fem år uden km-begrænsning. Det kræver, at man får serviceret bilen efter forskrifterne, og det kan lettest klares ved at tegne en service- og reparationsaftale. Den koster over fem år og 100.000 km beskedne 4.788 kr. om året, og det er en meget fin pris. Den bør man vælge.
Benzinudgifterne er også til den lave side, og vi kørte i snit 19 km pr. liter, men nåede også deletaper med over 20 km pr. liter. Vi vil anbefale, at man giver bilen en supplerende rustbeskyttelse, for lige på det punkt er Hyundai i10 – i lighed med mange andre mikrobiler – ikke særlig godt beskyttet fra fabrikkens side.
Men gør man det, har man en fin bil, der giver gode oplevelser for en næsten rekordlav samlet driftsudgift på bare to kr. pr. km. Det er der ikke mange andre biler, der kan prale med.