Jeep Renegade - firmabil med kant
15. april 2016

Foto: Karsten Meyland Lemche

Jeep er en sjælden firmabil, men med Renegade er mærket på vej.
Jeep Renegade
FDMs ekspertvurdering

Fordele
Udsyn / Motor / Udstyr
Ulemper
Garantier / Firehjulstræk fås ikke
Pris
334.192 kr.
Maks. effekt
120 hk
Jeep Renegade er næsten lige så aerodynamisk som en kummefryser, og det er her, bilens identitet ligger gemt. Med kantede linjer, høj siddeposition og masser af designvink til fortidens originale Jeep har Renegade meldt sig ud af den anonyme gruppe af fornuftige, strømlinede firmabiler. I stedet er der kommet kant, personlighed og sjove former på bilen.
Trods det alternative ydre lever Renegade op til nutidens krav om en god brændstoføkonomi og en høj komfort. Det er sket ved at montere en moderat, økonomisk dieselmotor og nøjes med et simpelt forhjulstræk.
Resultatet er et brændstofforbrug, der på papiret tillader 22,7 km pr. liter. Ved vores egen måling kørte vi i snit lige over 20 km/l – dog steg forbruget kraftigt ved motorvejskørsel pga. af luftmodstanden.

Der er et godt overblik over både bil og trafik, når man sidder bag rattet i Re-ne-gade. Den høje siddeposition gør det også let at komme ind og ud af bilen.
Skarp beskatningspris
Også prisen er attraktiv. Med et pænt udstyrsniveau koster denne udgave 335.000 kr., og det er lige i det leje, der handles masser af firmabiler. Det har Jeep fået øjnene op for, og bilen sælges derfor med en beskatningspris på kun 270.000 kr.
Den lille 1.6-liters motor gør ikke Renegade til en sprinter, alligevel nyder man dens gode bundtræk, og man tillægger sig snart en mere magelig kørestil, der matcher bilen.
Der er rimelige fralægningspladser, og instrumentbordet giver indtryk af, at man sidder i en solid bil. Vores testbil havde fået en navigationspakke med lydanlæg (22.300 kr.), og det var rigtig godt at høre på og vellykket i sin funktion med den store farveskærm.

Det store navigationsanlæg har en større skærm og et bedre musikanlæg. Bakkamera koster 9.000 kr. ekstra.
Vælg Limited-udstyr
Sikkerhedsmæssigt er Jeep Renegade ikke så veludstyret. Billigste version, Longitude, har således hverken nødbremse eller linjevogter og er derfor en version, man bør gå udenom. Merprisen op til vores testbil, Limited, er kun 18.000 kr., og den har begge dele.
På både lande- og motorvej er Renegade komfortabelt affjedret, selvom den har ret store 17-tommersfælge. Vores testbil havde derudover xenonforlygter (9.000 kr.), og de gav en glimrende lysmængde ved både nær- og fjernlys.
Ønsker man firehjulstræk eller automatgear, må man op i topmodellen, Trailhawk, som har en toliters dieselmotor med 170 hk til 430.000 kr. Men er budgettet kun til 1.6'eren, er man altså heller ikke dårligt kørende.