Kia EV9 set forfra, mens den kører på landevej
Biltest

Kia EV9 – Kæmpebil kæmper med effektiviteten

Kia EV9 byder på masser af plads, god komfort og et flot udstyrsniveau. Men prisen er ret høj, og hvis målgruppen er børnefamilier, er det et sjældent match.
Kia EV9 set forfra, mens den kører på landevej

Motors vurdering

Kia EV9

El
614.999 kr.
  • Komfort
  • Plads
  • Udstyr
  • Pris
  • Dørhåndtag
  • Startknap
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    2 elmotorer – firehjulstræk. Batteri (brutto/netto): 100/96 kWh
  • CO2 udledning
    0 g/km
  • Effekt
    384 hk
  • Moment
    600 Nm
  • Topfart
    200 km/t.
  • Acc. (0-100)
    6,0 sek.
  • Køreklar vægt
    2.550 kg
  • Maks. påhængsvægt
    2.500 kg
  • Bagagerum
    313 liter
  • Akselafstand
    310 cm
  • Officiel rækkevidde
    541 km
  • Garanti (bil/lak/rust)
    7 / 5 / 12
    Bilgaranti: maks. 150.000 km. Batteri: 7 år/150.000 km
  • Mål
    L:501 cm B:198 cm H:176 cm

Motors tal

  • Beregnet økonomi 5,80 kr./km
  • Målt rækkevidde 450 km

Sikkerhed

2023
Luk

Kia EV9 er en stor, syvpersoners elbil, der fås i fire forskellige udstyrsniveauer og batterier i to størrelser. Der er masser af sikkerhedsudstyr, og man får i det hele taget en meget komfortabel bil med et højt udstyrsniveau.

Den udgave vi her har testet, er den firehjulstrukne med det store batteri på næsten 100 kWh. Den kører ifølge fabrikken 541 km på en opladning, hvilket ikke er voldsomt langt i forhold til batteriets størrelse. Årsagen er, at EV9 er stor og tung, og så kan den ikke specielt aerodynamisk.

Ved vores test, der foregik på motorvej med 110 km/t ved 20 grader, kørte bilen 450 km, hvilket modsvarer en rækkevidde om vinteren ved nul grader på ca. 375 km. Om sommeren svarer det til en effektivitet på 4,7 km pr. kWh. Det er ikke meget, når man sammenligner med mange andre elbilers forbrug.

En billigere udgave med et batteri på 76 kWh, kan kun køre op til 456 km på en opladning. Den koster 125.000 kr. mindre, men har så også et lidt lavere udstyrsniveau. Det er et ret stort prisspring, der er mellem de to udgaver, så det skal man overveje i forhold til ens behov.

Førerpladsen i en Kia EV9
Førerpladsen er formet omkring et stort glaspanel, der indeholder hele tre skærme. De kræver en kort introduktion, men er derefter lette at finde rundt i. Fra rattet styres bade fartpilot og vognbaneassistent. Der er masser af fralægningspladser.

Hvor hurtigt kan Kia EV9 oplades?

Batteriet i denne udgave af Kia EV9 er netto på 96 kWh og brutto på 100 kWh. Forskellen mellem de to værdier er en buffer, der sørger for, at batteriet aldrig aflades helt. Det er med til at forlænge batteriets levetid, og fabrikken garanterer, at der er mindst 70 procent af batteriets kapacitet tilbage efter 7 år eller 150.000 km. Det er ikke helt så lang en batterigaranti som den, man ser hos de fleste andre bilmærker.

Ifølge Kia kan batteriet oplades med op til 210 kW, når man lynlader det ved en ladestation. Det kan fint konkurrere med mange af de nyeste elbiler, og i praksis betyder det, at man kan oplade batteriet fra 10 til 80 procent på bare 24 minutter.

Hjemme eller ved en bylader kan bilen oplades med 11 kW, og så tager det lidt over ni timer at lade bilen helt op. Det er lang tid, men mest af alt et udtryk for, at batteriet er så stort, som det er.

Bagagerum i en Kia EV9
Bagagerummet er kæmpestort, hvis sæderne på tredje sæderække er foldet ned i gulvet. Med dem i brug er det kun på 313 liter.

Er Kia EV9 et godt køb?

Denne udgave af Kia EV9 er en fin bil for dem, der dels søger en elbil med plads til syv, dels søger en meget veludstyret bil med firehjulstræk og masser af kræfter samt muligheden for at kunne trække op til 2,5 tons på krogen.

Hører man ikke til den kundegruppe, men er man forelsket i Kia EV9, så kan man overveje den billigste udgave, der indvendigt langt hen ad vejen kan det samme. Den fås fra 450.000 kr., men her skal man vide, at rækkevidden er begrænset – ikke mindst om vinteren – og så kan man trods en udmærket ladehastighed komme til at holde ind for ofte for at lade, hvis man skal på tværs af landet.

Så i sidste ende er det nok ens behov for rækkevidde, der afgør, hvilken udgave der er det bedste køb. Og vil man af netop den grund have det store batteri, og har man ikke behov for firehjulstrækket, så fås Kia EV9 også i en udgave med det store batteri, men med kun baghjulstræk. Så sparer man 40.000 kr., og så lander prisen på 575.000 kr. Stadig en del penge, men så er der om ikke andet noget for enhver smag.

Se komplet oversigt over FDMs tests af elbiler

Vi har siden 2011 testet stort set alle elbiler, der er kommet på markedet. Over 140 tests kan du læse. Få overblik, før du vælger elbil.

Læs test af elbiler her