Kia Niro - elektrisk trædesten
Motors vurdering
Kia Niro
- Motor/gearkasse
- Udstyrsniveau
- Syv års garanti
- Ikke LED-forlygter
- Kvalitetsfornemmelse
- Kører ikke meget på strøm
Fabriksdata
-
Motor1.6 liter – 4 cyl.
-
CO2 udledning110 g/km
-
Effekt141 hk
-
Moment265 Nm
-
Topfart162 km/t.
-
Acc. (0-100)11,5 sek.
-
Køreklar vægt1.500 kg
-
Maks. påhængsvægt1.300 kg
-
Bagagerum427 liter
-
Akselafstand270 cm
-
Garanti (bil/lak/rust)7 / 5 / 12Bilgaranti højst 150.000 km
-
MålL:436 cm B:181 cm H:154 cm
Motors tal
- Beregnet økonomi 3,65 kr./km
Kia var knapt kommet på det europæiske marked, da Toyota lancerede den første hybridbil. Men koreanerne har fulgt japanernes koncept. De startede med at kopiere og har nu skiftet over til innovation. Niro-modellen findes således ikke blot som hybrid, men også som plugin-hybrid og som elbil.
Hybridbilens fordel er, at du kan fortsætte dit liv med bilen, som du plejer. Du behøver ikke at få installeret en ladeboks på hjemmeadressen, og bor du i lejlighed, kan du parkere, hvor du plejer. For hybridbilen bruger kun benzin som brændstof, strømmen samler den op under kørslen.
I Niro er elmotoren ikke så stærk, så ved kraftig acceleration kommer benzinmotoren i brug. Men i forhold til en tilsvarende benzinbil, så kører Niro længere på literen. Dermed har den et mindre CO2-udslip og sparer på benzinregningen. En ren win-win.
God gearkasse
Gearkassen i Niro har seks trin, og den virker fortrinligt. Skiftene er bløde, og den opfører sig langt hen ad vejen som en almindelig automatgearkasse.
Elmotoren har godt 40 hk, men da bilen samlet set har 141 hk, så bliver benzinmotoren ofte aktiveret. Så er målet at køre meget på strøm, bør du overveje plugin-hybrid-udgaven i stedet.
Priserne på de to udgaver er tæt på identiske, men med plugin-hybriden er adgang til en ladestander nødvendig for at få det optimale ud af teknikken. Samtidig er bagagerummet noget mindre, fordi batteriet er større.
God plads og faste fjedre
Niro er lidt kontant affjedret på dårlig asfalt og giver dermed ikke optimal komfort på langture. Den er ikke hårdt affjedret, så prøv en tur i bilen, før du bestemmer dig.
Kabinen er meget rummelig, der er dels god benplads til voksne både for og bag, og så er der god loftshøjde, fordi Niroen er en SUV og dermed en høj bilmodel. Det giver også god høj indstigning, hvilket gør adgangen til bilen god.
Et punkt, hvor Niro har det lidt stramt, er på kvalitetsfornemmelsen i kabinen, hvor der bl.a. er hårde plaststykker på dørsiderne. Her virker plastikkvaliteten lidt billig i forhold til konkurrenter som Toyota Corolla Hybrid.
Alenlang udstyrsliste
Kia Niros største konkurrent holder hos samme forhandler. For der har været stor efterspørgsel efter Niro i plugin-hybrid-udgaven, og derfor har Kia smidt ekstra udstyr i Niro Hybrid.
For 300.000 kr. får du i dag mere udstyr, end da modellen kom frem for et par år siden og kostede 350.000 kr. Udstyrsvarianten hedder Attraction plus, hvor du bl.a. får klimaanlæg, bakkamera, p-sensorer for/bag, varme i fire sæder og en form for lædersæder. Der er også trådløs opladning til mobiler, mobilintegration i trykskærmen, navigationsanlæg og en adaptiv fartpilot.
Sidstnævnte virker kun ned til 10 km/t. og kan derfor ikke bruges til køkørsel. Det er en begmand. Mange af konkurrenternes systemer fungerer til stilstand.
Til gengæld virker den aktive vognbaneassistent ganske naturligt, og bedre end mange af konkurrenternes.
Et godt hybridvalg!
Kia Niro kører ikke lige så langt på literen som konkurrenten Toyota Corolla Hybrid. Men selvom Niro kører kortere på literen, så vil vi pege på den som det bedste hybridvalg p.t.
Det er her, du har de bedste pladsforhold i kabinen, bedste udstyr, mest behagelige motor/gearkasse, og så kan den trække hele 1.300 kg.
Det eneste du skal overveje, er om du kan nøjes med lidt mindre udstyr, for i stedet at køre lidt mere på strøm i søstermodellen Niro Plugin-hybrid.