Kia
Fotograf:

Foto

Karsten M. Lemche
Biltest

Kia Niro - hybrid på koreansk

Kia er kommet med på hybridbølgen. Niro er en moderne crossover, der kombinerer plads og teknik på en interessant måde.
Kia

Motors vurdering

Kia Niro

Hybrid
323.879 kr.
  • Garanti
  • Nødbremse
  • Køreegenskaber
  • Forlygter
  • Bagagerum
  • Kvalitetsfornemmelse
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1,6 liter - 4. cyl
  • CO2 udledning
    88 g/km
  • Effekt
    141 hk
  • Moment
    265 Nm
  • Topfart
    162 km/t.
  • Acc. (0-100)
    11,5 sek.
  • Køreklar vægt
    1.500 kg
  • Bagagerum
    427 liter
  • Akselafstand
    270 cm
  • Mål
    L:435 cm B:180 cm H:154 cm

Motors tal

  • Målt forbrug 23 km/l
  • Beregnet økonomi 3,75 kr./km
Luk

Niro er en interessant bil. Ikke bare fordi det er Kias første model, der er udviklet som hybridbil fra første pladebuk. Og heller ikke bare fordi Niro kombinerer hybridteknikken med den nye crossoverklasse. Men fordi koreanerne i stedet for at kopiere de mest succesrige hybridmodeller fra japanske Toyota har valgt at gå egne veje med sin teknik.

Det ses først og fremmest ved drivlinjen, hvor Niro benytter en dobbeltkoblingsgearkasse i modsætning til Toyota, der benytter et trinløst automatgear. Det betyder, at Niro har et markant mere behageligt støjbillede under acceleration, samtidig med at den har et blødt gearskifte.

Dertil kommer, at Niro må trække 1.300 kg, hvilket er nok til en tung trailer eller en lille campingvogn. Her kan Toyotas konkurrent blot trække godt det halve.

Kia
Ligesom bilens design er gearvælgeren også traditionel. Det er dog ikke et traditionelt automatgear, men en dobbeltkoblingsgearkasse, der skifter blødt og passer godt til motorerne.

Svingende elkraft

Niro findes kun som hybridbil med én benzinmotor, så valgmulighederne er indskrænket til at vælge, hvor meget udstyr du vil have, og det er en fin strategi. For 1.6-liters motoren opleves glimrende, idet den er koblet sammen med den velfungerende og blødt skiftende dobbeltkoblingsgearkasse.

Benzinmotoren får hjælp af en indbygget elmotor, der får strøm fra et batteri, der lades op, når man bremser eller kører ned ad bakke. I hvor stor grad man kører på strøm, afhænger af en lang række parametre, men typisk kører du mere på el ved bykørsel og får blot hjælp fra elmotoren til acceleration uden for byen.

Niro er ikke en opladningshybrid og er ikke skabt til at køre på strøm alene, selvom man faktisk kan køre op til tre km, uden at benzinmotoren starter.

Niro er virkelig velkørende. Det er ikke bare hybriddelen som er god, selve affjedringen er også behagelig til langturen, uanset om den er læsset helt op, eller du kører alene. Selv styretøjet er i Niro både direkte og naturligt.

bagagerum
Officielt er der 427 liters bagagerum, men en del af pladsen findes under bagagerumsgulvet i mindre afdelinger, og det betyder, at bagagerummet reelt virker næsten 100 liter mindre.
panel
At der er tale om en hybridbil ses på instrumentbordet, hvor der både er en tankmåler for benzin og strøm. Speedometeret kunne godt være større, så hastigheden lettere kan aflæses.

 

Familievenlig – sådan da

En anden positiv oplevelse er pladsforholdene i kabinen. Her er rigtig god benplads på alle pladser, ligesom loftshøjden er imponerende god på bagsædet.

Gulvet foran bagsædet er til og med helt fladt, så der er god fodplads til den midterste bagsædepassager. Fra bagsædet er udsynet i sideruderne rimeligt, men det er ikke helt så godt som i børnevenlige modeller som VW Touran.

Bagagerummet er mindre heldigt. Officielt har Niro 427 liters bagagerum, men en del af dem er gemt i små rum under bagagerumsbunden, og det betyder, at det reelle bagagerum er mindre end i en mellemklassebil. Dertil kommer, at bagagerumsdækkenet er svært at betjene.

 

Vælg topmodellen

Udstyrslisten er imponerende på Niro. Selv basismodellen har klimaanlæg, læderrat og en stor sikkerhedspakke, hvor aktiv vejbaneassistent, nødbremse for biler og fodgængere samt adaptiv fartpilot er standard.

Men selvom den også har en femtommers trykfølsom skærm, så har den ikke Apple CarPlay/Android Auto. Der bør du ofre 15.000 kr. til en udstyrspakke med en syvtommerskærm, der også har bakkamera.

Alternativt kan du gå efter topmodellen, der koster godt 350.000 kr. Her får du desuden xenonlygter, varme i rattet, regnsensor og varme i bagsæderne. Det sidste vil børnene sætte pris på, men du vil også glæde dig over bedre lys i forlygterne, for standardlygterne imponerer ikke.

Bagagerumsstørrelsen er eneste større minus ved Niro. Men kan du leve med det, får du en virkelig vellykket – og velkørende – hybridbil. En bil af tiden, hvor moderne miljøteknologi kombineres med høj sikkerhed.