Kia Optima – praktisk og elektrisk
Motors vurdering
Kia Optima
- Pris
- Kører på strøm
- Kan trække 1.500 kg
- Ingen app-styring
- Mangler varmepumpe
Fabriksdata
-
Motor2.0 liter – 4 cyl.
-
CO2 udledning34 g/km
-
Effekt205 hk
-
Moment375 Nm
-
Topfart196 km/t.
-
Acc. (0-100)9,7 sek.
-
Køreklar vægt1.815 kg
-
Maks. påhængsvægt1.500 kg
-
Bagagerum440 liter
-
Akselafstand281 cm
-
Garanti (bil/lak/rust)7 / 5 / 12Bilgaranti dog højst 150.000 km
-
MålL:486 cm B:186 cm H:147 cm
Motors tal
- Beregnet økonomi 3,75 kr./km
- Målt rækkevidde 55 km
Drømmen om en rent elektrisk praktisk familiebil, der er til at betale, lader sig vente på. Her og nu fremstår den delvis elektriske plugin-hybrid som en god overgangsløsning, hvis du ikke kan eller vil gå på kompromis med trækevne og rækkevidde.
Kia Optima SW PHEV har netop fået et facelift, og i den forbindelse er prisen faldet samtidig med, at udstyrsniveauet er skruet lidt op.
Men det vigtigste element er, at du fortsat må hægte en 1.500 kg. tung trailer på anhængertrækket. Det gælder dog kun for stationcar-udgaven, vælger du en sedan må den trække 0 kg!
Godt 50 km på strøm
PHEV-forkortelsen står for Plugin Hybrid Electic Vehicle. Altså en hybridbil, hvor du selv kan vælge, om du vil køre på benzin eller lade batteriet op og køre på strøm.
Desværre er der to ting, som Kia ikke fik med i faceliftet af Optima. For det første er der ikke eldrevet varmesystem, så når du kører, og det er koldt, så starter benzinmotoren for at klimatisere kabinen. Dermed får du ikke følelsen af at køre i elbil.
Det andet er, at der ikke er app-forbindelse til bilen, så du ikke kan se på din mobil, om bilen lader, hvor meget strøm, der er på batteriet, eller starte køling/opvarmning af kabinen før afgang. Det savnes.
Læs også: Alle Motors test af plugin-hybrider
Eftersom motoren starter på alle ture, kan man ikke måle en reel rækkevidde alene på strøm. Men kombineret med et lavt benzinforbrug kørte vi mellem 50 og 60 km, før motoren startede permanent. Jo mere motorvej, desto kortere køretur på strøm.
Som hybridbil, hvor benzinmotoren trækker, men der opsamles f.eks. bremseenergi i batteriet, kørte den cirka 17 km/l over en strækning på 50 km.
Velkørende og rummelig
Generelt er Optima PHEV meget stille. Mest ved eldrift, men også når benzinmotoren kører. Elmotoren er ikke særlig kraftig, så ved hård acceleration vil benzinmotoren starte, ligesom topfarten på strøm er 120 km/t. Kører du hurtigere, så starter benzinmotoren.
Gearskiftet går godt, men vi oplevede enkelte gange, at skiftet fra 1. til 2. gear påkaldte sig for meget opmærksomhed. Køreegenskaberne er vægtet på god komfort til de længere ture, og dermed passer den godt til en familiebil. Nogen racermodel er den ikke trods effekten på hele 204 hk.
Pladsforholdene er eksemplariske. Især benpladsen på bagsædet er imponerende, og man kan godt være fem personer på ture på tværs af landet. Går turen til Sydfrankrig, er fire et mere passende antal i bilen.
Bagagerummet er let tilgængeligt, men gulvet er højt placeret pga. batteriets placering, og der er kun 440 liter, hvilket ikke er prangende for så stor en stationcar.
Ét udstyrsniveau
Der er kun én variant af Optima PHEV, og standardudstyret er generelt på et højt niveau. Der er en 8”-trykskærm med navigationsanlæg, Apple CarPlay og bluetooth-forbindelse, LED-forlygter, to-zone klimaanlæg, nøglefri betjening, bakkamera, adaptiv fartpilot, varme i rat og forsæder og Harman Kardon-anlæg.
Hertil kommer alskens sikkerhedsudstyr såsom nødbremse og en god adaptiv vognbaneassistent. Vil du have blindvinkelalarm og en advarsel for tværgående trafik bag bilen, så koster det 20.000 kr.
Lædersæder og panoramasoltag er også spændende tilvalg til henholdsvis 15.000 og 20.000 kr. Men de fleste vil kunne nøjes med bilen uden tilvalg.
Miljørigtig familiebil
Du kan ikke køre på strøm alene, men har du kort til dit arbejde, kan meget af din hverdagskørsel konverteres til eldrift. Og det kan gøre Optima PHEV attraktiv for mange danske familier.
Den er rummelig, praktisk og må trække selv en pænt stor trailer. Bagagerummet er måske ikke prangende, men det er prisen derimod. For du får en meget veludstyret opladningshybrid for lige under 350.000 kr.
Det er ganske enkelt et af de bedste plugin-tilbud på det danske bilmarked p.t. Mitsubishi tilbyder en Outlander plugin-hybrid til samme penge, men udstyrsniveauet er lavere, og selvom man sidder højere i Outlander, så opleves Kia Optima SW PHEV som et markant mere helstøbt produkt.
Så selvom vi savner en app og at kunne køre alene på strøm, så får den tæt på topkarakter.
Overvejer du en plugin-hybrid? FDM har lavet et tema om hverdagen med plugin-hybrid