Lexus NX 450h set forfra
Biltest

Lexus NX 450h – Luksus-Toyota imponerer

Lexus NX byder sig til med lækkert udstyr og en gennemført luksusfornemmelse. Plugin-hybrid-teknikken er hentet hos Toyota, men det gør ikke noget.
Lexus NX set bagfra

Motors vurdering

Lexus NX

90,9 km/l
Benzin/el
655.500 kr.
  • Indretning
  • Udstyr
  • Rækkevidde
  • Ladetid
  • Pris
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    2.5 liter – 4 cyl. + 2 elmotorer. Firehjulstræk
  • CO2 udledning
    25 g/km
  • Effekt
    309 hk
  • Moment
    227 Nm
  • Topfart
    180 km/t.
  • Acc. (0-100)
    6,3 sek.
  • Køreklar vægt
    2.088 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.500 kg
  • Bagagerum
    520 liter
  • Akselafstand
    269 cm
  • Officiel rækkevidde
    74 km
  • Garanti (bil/lak/rust)
    3 / 3 / 12
    Bilgaranti: Maks. 100.000 km
  • Mål
    L:466 cm B:187 cm H:166 cm

Motors tal

  • Målt rækkevidde 64 km

Sikkerhed

2022
Luk

Luksus-udgaven af Toyota RAV4 hedder Lexus NX. De to biler deler plugin-hybrid-teknik, men i NX er kabinen gjort en hel del mere lækker.

Sammen med smarte detaljer giver det en udpræget fornemmelse af at sidde i en bil, der på alle områder distancerer sig for det mere hverdagsagtige, der ofte forbindes med Toyota. Lexus vil være mere, og det er NX-modellen sandelig også.

Modelprogrammet er enkelt, for man kan kun få NX med en og samme drivlinje. Til gengæld kan man vælge mellem hele fem udstyrsniveauer, hvoraf den billigste koster lige under 600.000 kr. Til sammenligning kan man få billigste udgave af RAV4 for 514.000 kr., men da med en del mindre udstyr.

Vi har her prøvet næstbilligste version til 655.500 kr., og den giver en god oplevelse. Vores bil havde dog fået en supplerende teknik-pakke til 14.500 kr., og den omfatter headup-display, avancerede LED-forlygter og smarte multifunktion-knapper på rattet.

Samlet set vurderer vi alligevel, at der er en god balance mellem udstyr og pris, også når den pakke regnes med i prisen. Lexus NX er ikke billig, men sammenlignet med biler fra de store tyske bilmærker, er prisen alligevel skarp.

Førerpladsen er opbygget med en stor skærm til højre for instrumenthuset.
Førerpladsen er opbygget med en stor skærm til højre for instrumenthuset. Der er trådløs Apple CarPlay og trådløs opladning af mobilen.

To elmotorer og en benzinmotor

Lexus NX er udstyret med en 2.5-liters benzinmotor, der er bygget sammen med en elmotor, der begge trækker på forhjulene. De kan få hjælp af endnu en elmotor, der er monteret ved baghjulene, og dermed bliver bilen firehjulstrukket og samtidig ret kraftfuld.

På el alene kan man ifølge fabrikken køre op til 74 km på batteriets 18 kWh. Det efterprøvede vi naturligvis, men vi nåede ikke meget længere end 64 km. Det er dog også flot, når man sammenligner med flere af konkurrenterne.

Vil man gerne køre meget på el, er det ret unikt, at man på el har hele 236 hk til rådighed. Bidrager benzinmotoren også til arbejdet, når den samlede effekt endda op på 309 hk.

Der er store drejeknapper til styring af temperatur og volumen, og på den måde er bilen let betjent.
Der er store drejeknapper til styring af temperatur og volumen, og på den måde er bilen let betjent.

Hvor hurtigt kan Lexus NX oplades?

Vil man have den fulde oplevelse af Lexus NX, skal der være strøm på batteriet. Og er der det, kan man vælge, om man vil køre udelukkende på el, eller om man vil køre i hybrid-drift, hvor bilen selv fordeler brugen af el og benzin.

Som udgangspunkt starter bilen altid op på eldrift, og man kan træde speederen næsten helt i bund, uden at benzinmotoren starter. Den starter heller ikke, selvom der skal varme i bilen, idet bilen er udstyret med elvarme.

Derimod kan man faktisk vælge at lade bilen forvarme, hvis man skal køre afsted på en kold dag. Det kan enten gøres ved forprogrammering af bilen eller direkte via en Lexus-app. Det er særlig smart, hvis bilen samtidig står med ladestikket i ladeporten.

Når bilen skal oplades, sker det via et Type-2-stik. Det kan modtage strøm fra en enkelt fase, så man de fleste steder kan lade med op til 3,7 kW. Derved tager det omkring fire timer at få batteriet ladet op. Kan man finde en offentlig ladestander, der kan levere mere, kan bilen dog modtage op til 7,4 kW fra en enkelt fase, men sådanne ladere er der ikke mange af.

Lader man ikke bilen op, viste vores måling, at den ikke kører længere end ca. 14 km pr. liter, så der er god grund til at få strøm på bilen så ofte som muligt.

Bagagerummet rummer 520 liter og er ikke bilens stærkeste side
Bagagerummet rummer 520 liter og er ikke bilens stærkeste side, men dog alligevel ganske brugbart. Der er plads til et ladekabel under gulvet. Bilen kan udstyres med anhængertræk og må trække op til 1.500 kg.

Hvordan kører Lexus NX?

Netop fordi bilen altid prioriterer at køre på strøm, får man som regel en meget positiv køreoplevelse, når man sætter sig bag rattet. Men også når benzinmotoren startes, er der et fint komfortniveau ombord.

Motorens omdrejningstal holdes pænt nede af e-CVT gearet, og det betyder, at man ikke rigtig generes af motoren. Kun når man virkelig fyrer den af, kan man høre benzinmotoren, men det er vores vurdering, at man i langt de fleste tilfælde vil nyde en fremfærd uden generende motorstøj.

Affjedringen er udlagt til den komfortable side, og det passer fint til bilen. Kører man alligevel hurtigt gennem kurver og sving, vil man opleve en lidt vuggende og levende bevægelse, men ikke noget, der gør bilen svær at håndtere.

Så alt i alt passer bilens indretning, oplevelse og funktion til den luksus-forventning, man har, når man sætter sig bag rattet af en Lexus.

 

Overvejer du en plugin-hybrid?

FDM har lavet et tema om hverdagen med plugin-hybrid.

Læs temaet her